A weekend of racing in Sweden

Elisedals GP

Last Friday, only two days after returning from two weeks solo “training camp” in Spain, I packed my bags once again at headed towards Sweden. I went for a weekend of racing and to get the second half of the season started. It had been exactly four weeks without racing and I was looking forward to pin on my numbers again.

Malmø sightseeing

I had my mother (and her dog) with me as chauffeur, motivational encourager and helper. Even though she knows very little of racing, she did a good job and we also had time to do some sightseeing in Lund and Malmö.

Friday – Höllviken GP

I started the weekend with an evening street race in Höllviken. We were around 30 women from Denmark and Sweden competing together, and we had to race 45 minutes plus three laps on a 1,5 kilometers course.

Höllviken GP

I had a bad start, as someone in front of me had problems getting started, so with three corners in the first few hundred meters, I started with having to close a big gap. When I did, in less than a lap, there were already two riders in a breakaway.

Unfortunately, is was two riders from Team Rytger (they were seven riders and way outnumbered) so the front was blocked and every attempt on pursuit or attack was closed.

Höllviken GP

I tried to get away a few times, but if I had a gap, I lost it again in the corners. I don’t know why, but even though I rode 30 minutes on the course before the start, and I knew there was only one sharp corner, I doubt myself in races and use the brakes way too much. So stupid!

I also placed myself badly in the bunch sprint and came in as #17. A bit disappointed, but at least I know what I did wrong for next race.

Höllviken GP

Saturday – Ringeloppet

I didn’t sleep well or enough, so I was very tired on Saturday morning. The race this day started at 10:05 in Hököpinge Kirkby and I wanted to be there at least one hour before. But somehow, I miscounted and suddenly at around 9:00, still being at the hotel, I realized that we should have been on our way 30 minutes ago! I panicked, found my mom and off we went in a hurry!

Elisedals GP

Luckily, I ALWAYS pack and get all my things ready for racing the night before, which is crucial when things like this happens. We made it with less than 30 minutes to spare, but I had time to register, visit the toilet and do a few minutes of warm up.

When the race started I was very stressed, my legs were tired and my motivation not good, so I sat in the back of the peloton, trying to get into race mode.

We were 46 riders (elite and juniors together) and we were looking forward to 88 flat and non-technical kilometers on a 11 kilometers long lap.

Elisedals GP

It was burning hot and a little windy. The pace was high and when we got to the section with sidewind the peloton split, and I was sitting in the wrong half (stupid).

When I realized what was happening in front of me, I passed a few riders and tried to close the gap. I don’t know how many we were in the chasing group, but we managed to get back to the front group. I used A LOT of energy on that move, so I tried to recover in the back. When we got to the sidewind the second time, the peloton split again and once again I was in the wrong half (how stupid can I be?).

Elisedals GP

This time I didn’t have the energy to close the gap again. I tried, but it was game over. I ended in a group of five or six riders, but we were only two willing to do the hard work. The others helped now and then, but mostly just sat on the wheel. Maybe they didn’t have the power, but I really didn’t understand why everyone was not contributing. It was not like we were going for victory, but only a top 20 or so.

With a few laps to go we were accompanied from behind by a big group of riders. I had thought we were the last ones, but apparently not. At first, I thought “cool, more people to do the work”, but haha, fooled again. They all just hided in the back with one taking a short lead now and then.

Elisedals GP

Then I thought “we are a big group now, but I think I am the strongest here, so at least I want to win the sprint” (me making new goals along the way, trying to keep up motivation).

With the ‘win’ in mind, and clever from damage (as we say in Danish) I decided not to take a single lead on the last lap. No matter how low the pace would go, and I was certainly challenged on that, I had to keep calm and patient.

Of course, one of the riders who had not contributed at all took a leap of faith and tried to escape the group on the last lap. I got so angry that I immediately closed her and told her NOT to do that again. She obeyed.

Elisedals GP

But then another tried her luck in the last kilometer or so and I was hoping for someone else to close her. To my luck three riders went for her and I followed them, but I could quickly see that they wouldn’t catch her, so I had to help.

When I took the front only one could stay in my wheel, but I needed to take some air one last time, so I got her to take the front again. After a short break I fired my last shot to reach the rider in front and I got rid of my following rider in the move. But I missed the rider in front by maybe one meter. Afterwards I found out that she was a junior rider, so I didn’t even have to catch her since we were not competing for the same points.

Elisedals GP

After the race I was a bit angry at myself. I was tactical stupid that day and I payed big time! But again, I learned and know how not to do it now 😉

Sunday – Elisedals GP

It was my last time to shine on Sunday and the race was a short criterium of 32 kilometers on a very easy 1,7 kilometers course with six soft corners. We were around 30 starters and I finished 18th in the bunch sprint (I was not sprinting) and we raced with an average of 40 km/h on another hot day!

Elisedals GP

The race had a lot of intermediate sprints which made it difficult to get away. Everyone tried all the time, but no one succeeded. Again, I was struggling a bit with staying in front. It was either in the front all the time or in the back. I didn’t seem to be able to find the middle of a peloton…hmm.

Elisedals GP
Post race talking.

At one point I wanted to be near the front for an intermediate sprint, but then I ended with leading the bunch, which was not optimal. I looked back and saw Josefine close to my wheel. I called her, she nodded and then I went full gas to make a lead-out for her for the sprint. She won it!

Elisedals GP
Josefine on the podium for the sprint win.

I also tried to get one myself later, but think I was third or something and it was the last one, only a couple of laps from the finish. I should have stayed in front, because the speed went up from there, and I never saw the front again. I couldn’t get a good position for the final sprint, so I didn’t even try and just rolled over the finish line.

Elisedals GP
Last ride together as team mates. Josefine is moving on.

Tactical I did a lot better in this race, but still not satisfying and I still have things to improve. At least I am not concerned about my fitness, but I can’t use it for much, when I am struggling with positioning and not racing cleverly.


On to the next race! 😊

Lørdagstur til Dronningen (La Reina)

La Reina cykling

Lørdag er efterhånden blevet ”prøv ny cykelrute” dagen og i går var ingen undtagelse. Carlos havde først foreslået 180 km., meeen der måtte jeg alligevel gå i forhandling omkring distancen. Ikke fordi jeg ikke ville køre så langt, men min træner syntes det var på tide at trække lidt i bremsen.

Team Integra Advokater - Giant
Formen er god og stigninger bliver hele tiden lettere at erobre.

Jeg har kørt en del lange og hårde ture på det sidste, så jeg skal passe på ikke at nå et punkt, hvor jeg skader mere end jeg gaver. Lige nu går det fremad med formen og det skal det helst fortsætte med.

CC Narixa
Gary og Carlos i front.

Carlos og jeg fandt derfor et kompromis på 130 relativt flade kilometer med en enkelt stigning på 15,4 km. og et gennemsnit på 5,5%. Stigningen hed ’La Reina’ (Dronningen) og lå i 900 meters højde.

La Reina top
Toppen af La Reina.
Lørdag morgen

Vejret var slået om igen og imens jeg spiste morgenmad kunne jeg høre vinden suse og se træerne svaje voldsomt fra side til side. Jeg gispede lidt ved tanken om kastevinde og bidende kulde, men jeg er jo trods alt fra et land, hvor det aaaaltiiiid blæser (i hvert fald på Amager), så jeg tænkte ”hvor slemt kan det være?”.

La Reina tunnel
Man kommer igennem en fin tunnel på vejen til La Reina.

Da jeg kørte afsted var jeg nær aldrig kommet ud af porten til min bygning. Det blæste så meget, at jeg måtte lægge hele min kropsvægt i for at få porten op. På vej ned til tanken kunne jeg så konstatere, at der ikke var mere strøm på min Di2 (elektroniske gear). Jeg tjekker ofte batteristatus, men den gik fra grønt lys (masser af strøm) til TOTAL tom fra den ene dag til den anden – jeg forstod det ikke. Men jeg måtte køre hjem og hente oplader samt power bank, som jeg så kunne have i baglommen, imens batteriet ladede op.

Di2 taber strøm
Min Di2 løb hele tiden tør for strøm, så jeg måtte sætte den til en power bank.

Temperaturen var faktisk ikke så slem som frygtet, men jeg var også godt pakket ind. Desværre var vi kun tre til dagens tur (Carlos, Gary og mig), så det var svært at få læ på hjul. Især fordi vinden kom fra alle retninger. Jeg var ikke helt sikker på hvorfor, men Carlos og Gary ville stoppe på en café allerede efter fem kvarter, så der drak vi turens første kaffe. Måske håbede de, at vinden ville lægge sig. Det gjorde den ikke. Overhovedet.

Kaffestop La Reina
Kaffestop på toppen af La Reina
La Reina

Vi kom på cyklerne igen og der skete ikke det store, før vi ramte Málaga og dagens stigning. Jeg havde ikke kørt den før og jeg havde besluttet på forhånd, at jeg uanset hvad ville tage den med ro. Til mit held var Carlos træt og småsyg og Gary ude af form, så der var ingen til at presse mig over evne og jeg kunne køre i mit eget tempo hele vejen op med Carlos til at lege fotograf. Men han leger faktisk ikke, for han er fotograf og så giver alle billederne pludselig meget mere mening.

Carlos Gallego fotograf
Carlos er vel efterhånden min personlige fotograf 😉

Stigningen startede med tocifrede procenter, men fladede hurtigt ud og var i lange stræk kun 2-4%. De sidste par kilometer blev den dog stejl igen med op til 16%. Den var utrolig flot og der var overraskende få biler, så man kunne virkelig nyde naturen og stilheden. Til gengæld var der virkelig mange andre ryttere på både racer og MTB. Sidstnævnte i mange tilfælde med motor på cyklen, så det var lidt provokerende, når de kom lallende forbi i høj fart.

La Reina MTB
Længere fremme kan man se de MTB ryttere, der overhalede os pga. motor på cyklen.

På toppen lå der en lille café, hvor vi fik endnu en kaffe. Jeg havde svedt en del, så da jeg havde siddet stille lidt begyndte jeg at fryse voldsomt meget! Der var også kun omkring 8 grader og jeg så ikke frem til den kolde tur ned. Men hvad der kommer op, må også komme ned, så der var ingen vej udenom. På med vindvesten, helt op med buff’en og afsted.

La Reina sving
Et af de mere stejle steder på La Reina stigningen.
Ned og hjem

Det var en vildt fed nedkørsel, hvis man ser bort fra kulden. God vejbelægning, ingen trafik og bløde sving. Eneste minus var vinden og det gjorde drengene lidt nervøse, så jeg overhalede og trådte til. Jeg havde i uendelig lang tid forsøgt at slå min egen max fart, som lå på 74 km/t, men noget i min krop havde trukket i bremsen, hver gang jeg rundede de 70 km/t – indtil nu. På et godt langt og stejlt stykke kiggede jeg på min Garmin og kunne se, at jeg var virkelig tæt på min rekord, så jeg trådte alt hvad jeg kunne. Der kom desværre et sving længere fremme, så jeg nåede ikke højere end 79 km/t denne gang.

Defekt CC Narixa
På vej ned fik Carlos defekt, men det blev hurtigt fikset.

Jeg bliver stadig overrasket over, hvor frygtløs jeg pludselig er blevet og jeg ved ikke helt, hvor det kommer fra, men det er fedt! Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på drengene fra Amager Cykle Ring, som altid har sagt ”slip nu bremsen, Rikke!” og jeg glæder mig til at vise dem, at jeg godt tør nu.

Coast ride
Der skulle trædes til i vinden hjem langs kysten.

Tilbage på kysten var der igen kraftig sidevind, men Gary var koldet, så det var op til Carlos og mig at få os hjem. Heldigvis havde jeg gode ben og kunne tage nogle gode føringer. Faktisk så gode, at jeg tabte de andre på et tidspunkt – hvad sker der for det?! Men det er rart at mærke, at jeg er blevet stærkere og at rollerne indimellem byttes rundt, så det ikke altid er mig, der skal lide.

Smilende Rikke
Gary i baggrunden.

I dag skulle jeg ud på en kort tur sammen med Marí, men jeg nåede kun at køre en time, før min di2 igen var løbet tør for strøm. Denne gang havde jeg ikke nogen power bank og der var 40 km. hjem. Det blev en underholdende tur i 36/22 med voldsomt mange omdrejninger og syre i benene.

Vektor Cycling Marí
Søndagstur med Marí, som kører på DC Ride – Vektor Cyling Team

Jeg har aldrig haft problemer med batteriet før, men nu har jeg opdateret firmwaren og håber, at det løser problemet. Næste step er nyt batteri og endnu værre, ny bagskifter, så kryds lige fingre for mig!

Du kan læse om min sidste tur, som gik til Puerto Camacho, her.

Vuelta a Guájares

I går havde Carlos fra CC Narixa planlagt en længere tur østpå og som altid er jeg frisk på en lille udfordring – selvom 150 km. pludselig ikke virker nær så langt, når man næsten lige har kørt 200 af slagsen. Det var også en oplagt mulighed for at få testet mit nye klubtøj 😉

Tidligt op på en lørdag, faktisk før solen.

Hele ugen havde jeg døjet med hoste. Jeg havde ikke haft det dårligt eller ondt, men jeg hostede voldsomt, når et eller andet langt nede i lungerne gerne ville op. Det lød som om, at jeg havde røget tæt i 20 år. Men jeg ville altså ikke gå glip af en potentiel episk cykeltur og jeg havde som sagt hverken ondt eller feber, så jeg tog afsted.

Vi mødtes klokken 8:15 til den smukkeste solopgang, men det var KOLDT! Og det blev kun koldere jo længere op i bjergene vi kom. Temperaturen lå mellem 3 og 17 grader med et gennemsnit på 8 ifølge Garmin, hvilket gjorde det temmelig svært at klæde sig på. Jeg havde dobbelt baselayer, jersey, vest, løse ærmer og løse knæ på. Indimellem lige varmt nok, men ellers helt perfekt.

Photo shoot på toppen af dagens stigning.

Vi var kun fire, så det tegnede rigtig godt, da Carlos nævnte, at han var småsyg og havde ligget med feber om natten, jeg havde hosteanfald i tide og utide, så jeg havde svært ved at få vejret og en englænder, jeg ikke kan huske, hvad hedder, havde ikke fået trænet så meget henover jul og nytår, så han vidste ikke om han overhovedet kunne køre så langt. Fjerdemanden var den eneste, der ikke havde nogen undskyldning for ikke at kunne træde, så han havde en fest hver gang vi andre led.

CC Narixa amigos.

Øst kontra vest
Når man kører vestpå fra Nerja, mod Málaga, er kysten stort set flad. Når man kører østpå, mod Almería, er vejen som bølgepap. Det går op og ned hele tiden med få reelt flade stykker.

Pit stop på tanken.

Vi kørte små 40 km. før vi drejede væk fra kysten og rigtig begyndte at køre opad. Først 6,8 km. med 3% i snit op til en lille by (Guájar-Faragüit, men I må ikke hænge mig op på det), hvor den reelle stigning startede. Stigningen var 7,4 km. med 7% i snit og en stor del af dem på 10%. Vi tog det stille og roligt, jeg prøvede i hvert fald, og havde selskab af Carlos på vejen op, imens de to andre tonsede afsted.

Sierra Nevada i baggrunden.

På vej op kom Sierra Nevada til syne og det var vildt smukt med de sneklædte bjerge i baggrunden. I det hele taget ændrede omgivelserne sig konstant i takt med, at vi kom længere ind i landet. Det var vildt så forskellig naturen så ud på de 150 km.

Der var ikke ret meget trafik på ruten, hvilket var rart, men vi mødte en del andre cyklister. Vi kørte også på hovedvejen et stykke tid og selvom der ikke var mange biler, så følte jeg mig lidt lille på de store veje med kæmpe broer og bjerge, der tårnede sig op omkring mig.

Aldrig sur på tur 🙂

Nedkørslen var hurtig og ligetil med relativt bløde sving og brede veje. Jeg er gået fra at være ELENDIG til at køre nedad til nu rent faktisk at være hæderlig, synes jeg selv. Det er virkelig fedt at kunne mærke forskel og gå fra at være bange til at have det sjovt, når det går nedad.

Jeg kan nu tilføje endnu en fantastisk tur på listen over must-rides på Costa del Sol og er spændt på, om Carlos finder på flere udflugter, inden jeg skal hjem til Danmark 🙂

Guadix y Sierra Nevada

Fredag aften kørte jeg til Guadix sammen med fem spaniere og en dansker, som bor i Nerja. Det var en køretur på 1,5-2 timer på motorvejen, som hernede er fyldt med sving, bump og op og ned.

Aften på motorvejen

Guadix ligger i Granada provinsen og er en historisk by og et af de ældste menneskelige bosættelser i Spanien. Guadix er kendt for deres huler, som stadig beboes af ca. 4500 mennesker.

Indgangen til vores hule i Guadix

Vi havde også lejet en hule at bo i (dog en moderne slags) som bestod af ét langt rum samt et lille badeværelse og et ekstra værelse. Man trådte direkte ind i et lille køkken og gik videre ind i stuen og videre ind i et værelse og videre ind i endnu et værelse. De forskellige rum var opdelt af dør/gardiner og der var ingen vinduer, så det blev hurtigt indelukket med 6 personer. Der var heller ingen dækning på mobilen inde i hulen, men det gjorde nu ikke så meget.

Hulen indefra
Min seng bagerst i hulen

Da vi ankom omkring kl. 21 tog vi ud for at spise tapas. Jeg har op til turen været spændt på at prøve en ”spansk weekend” og gøre som de lokale, men jeg fandt hurtigt ud af, at det er svært at omstille mig fra min normale rutine.

Tinto de verano og tapas i Guadix

At spise aftensmad kl. 22 fungerer ikke ret godt for mig. Der er min krop gået i hvile og jeg er ikke specielt sulten. Men vi fandt en bar som var velbesøgt og som det er kutyme mange steder i Spanien, så får man tapas gratis med en drink. Jeg bestilte en ’tinto de verano’ (sommervin, om vinteren har de ikke sangria, men en lignende udgave) og vi fik en tallerken med pommes frites og noget kød til deling. Alle fik en gaffel og så var det bare at gå til fadet. Det er meget hyggeligt at dele maden på denne måde, man skal bare ikke være bange for andres mundvand. Vi drak en omgang mere og fik en tallerken med paneret fisk på salat og så bestilte vi friturestegte grøntsager ved siden af.

Farverigt hus i Guadix

Heldigvis havde jeg taget min egen morgenmad med (havregrød med banan og peanutbutter) for den morgenmad de andre spiste kunne jeg på ingen måde leve af. Den anden dansker spiste havregryn som mig (det hænger bare ved os uanset hvor vi er åbenbart) og en af spanierne spiste müsli. Men de andre spiste kage (vist nok kun fordi de var på weekend) og toastbrød med olie. Sidstnævnte er meget typisk spansk morgenmad sammen med kaffe.

Fantastisk at køre igennem landskabet

Efter morgenmaden hoppede jeg på cyklen for at udforske området. Jeg anede ikke hvor jeg skulle køre hen og jeg har ingen stedsans, så jeg kørte bare og endte i en national park.

Lencicurlaris også kaldet Føhn sky

Der var kun én vej og indimellem sektioner med grus. Jeg bad til at jeg ikke ville punktere ude midt i ingenting på mine bomuldsdæk og ene ekstra slange. Vejen endte i en lille bitte tom by og så måtte jeg samme vej tilbage.

Grusvej mange steder

Der var vanvittigt flot alle steder jeg kiggede og jeg har aldrig set lignende natur. Det mindede mig om Star Wars, selvom jeg ikke er fan, og jeg måtte hele tiden stoppe og tage billeder. Landskabet var øde, men alligevel var der landbrug. Hvad de dyrkede ved jeg ikke, måske oliven.

Sierra Nevada i baggrunden med sne på toppen

Da jeg kom tilbage til Guadix så jeg nogle mountainbikere, som jeg spurgte om vej og efter at have cirklet rundt i byen et stykke tid fandt jeg vejen til Sierra Nevada. Desværre havde jeg allerede været ude længe og måtte vende næsen hjem.

Snoede veje i det smukke landskab

Alle måltider i Spanien spises senere end jeg er vant til, men jeg er langsomt ved at vænne mig til det. Frokosten blev indtaget kl. 14 på en nærliggende bar. Her fik vi tre retter inkl. drikke til 8 euro. Jeg fik linsesuppe, tortilla (omelet med kartofler) og salat samt is til dessert. Det var som at være barn igen da 90’ernes Viennetta kom på bordet.

Guadix er meget anderledes end Nerja

Efter frokosten ville jeg udforske byen lidt på egen hånd. Vi boede i det gamle kvarter, hvor der var stille og få mennesker, men gik man ned til hovedgaden vrimlede det pludselig med folk. I hvert fald da jeg cyklede igennem. Et par timer senere, da jeg kom på gåben, var byen fuldstændig tom. Siesta every day be like ghost town. Men jeg fandt en café, hvor jeg fik ColaCoa (varm kakao) og kunne være lidt SoMe uden at genere nogen. Turen ned igennem byen var virkelig smuk med historiske huse, borg, katedral og små og stejle gader.

Katedralen i Guadix

Pilar som havde inviteret mig med på turen skulle holde foredrag om hendes mange rejser og bjergstigninger om aftenen. Hun har været virkelig mange steder og selvom jeg kun forstod 10% af hvad hun sagde, så var der mange flotte billeder. Vi spiste aftensmad hjemme i hulen, hvor der blev lavet spaghetti med pesto og salat kl. 21-22 stykker og så var det ellers tidligt i seng.

På cyklen ved solopgang

Dagen efter kørte jeg til Sierra Nevada men efter en times tid endte jeg igen ved en grusvej og måtte vende om. Jeg kørte endnu længere ud og endte til sidst i en lille by, hvor jeg enten skulle have ski eller gå-stok for at komme videre.

Sierra Nevada National Park

Jeg ville rigtig gerne have fundet et bjerg at køre på, men jeg vidste ikke, hvor jeg skulle finde det. Det virkede som om, at det mest var MTB område. Godt nok steg vejen 1-4% hele vejen ud, og jeg nåede også på 21% et sted, men det var ikke rigtige bjerge. Landskabet på denne tur var helt anderledes end dagen før. Der var frodigt og massevis af træer (eller, det er jo efterår, så bladene lå på vejen) og smukt på en anden måde.

En borg i en anden by jeg kørte igennem

Jeg var ude på cyklen allerede kl. 8 fordi de andre skulle løbe trail. Det var pisse koldt mildt sagt! Mellem 5-8 grader og jeg havde ingen lange handsker med, så jeg frøs mine hænder i alle 3 timer. Jeg fik dog taget lidt billeder på min vej.

Her var vejen lige ud lige så langt øjet rakte (svært at se på billede)

Efter min tur begyndte solen heldigvis at varme og temperaturen nåede op på 20 grader. Jeg fandt et cafetería, hvor jeg fik en kæmpe sandwich og friskpresset juice. Efter frokosten gik jeg hen til målområdet for trailløbet og mødtes med de andre, som skulle overvære præmieoverrækkelsen og have frokost inden turen gik hjem til Nerja.

Sandwich på spansk er ‘bocadillo’ og min var med tortilla.

Efter to dage væk fra kysten var det rart at komme hjem til lunere temperaturer og duften af havet. Det er tydeligt at mærke, at Nerja er en turistby i forhold til Guadix, men jeg ville ikke kunne bo i en by som Guadix. Den er for lille og stille og jeg mangler havet og varmen.

Gammel borg i Guadix

Jeg fik desværre ikke talt så meget spansk som håbet, for når en kan dansk og en anden engelsk, så er det svært at tvinge sig selv til spansk. Men det kommer nok hen ad vejen 🙂

Min tur lørdag
Min tur søndag

I heart Berlin

I weekenden lod jeg raceren blive hjemme, hoppede på bycyklen og kørte ud til lufthavnen for at stige ombord på flyveren til Berlin sammen med min far, storesøster og storebror. Vores første weekend getaway bare os fire.

Selfiestangen testes

Jeg har været i Berlin mange gange efterhånden og jeg tror aldrig, jeg bliver træt af den by. Hver gang oplever jeg nye ting og hver gang er der ting, jeg gerne vil opleve igen. Nogle af dem har jeg skrevet om nedenfor.

Spree og Berliner Dom

De kulturelle
Fernsehturm (TV-tårnet) på Alexander Platz bør man tage en tur op i, men én gang er nok for der er “bare” udsigten at nyde, medmindre man gerne vil hænge ud i baren/restauranten.

Reichstag bygningen på Scheidemann-straße kan jeg virkelig anbefale. Man kan få en rundvisning, hvis man synes tysklands Bundestag er meget interessant, men ellers er det kuplen, der er et besøg værd. Man skal bestille tid og det kræver ofte at man er i god tid. Til gengæld er det gratis og når man er igennem security og blevet transporteret op i elevatoren, så venter 20 min. audio-guide med spændende små fortællingerne/fakta om bygninger, tårne og andre seværdigheder, der kan spottes fra kuplen. Det er virkelig godt lavet og passer med gåturen rundt fra bund til top.

Denkmal für die ermordeten Juden Europas

Brandenburger Tor på Pariser Platz er en virkelig flot og stor byport, som er værd at tage et kig på og når man alligevel er der, kan man lige så godt tage Denkmal für die ermordeten Juden Europas (Mindesmærket for de myrdede jøder) med. Det er lidt sjovt at gå rundt mellem søjlerne og jeg tror godt, at man kan blive væk derinde.

Foran Brandenburger Tor

Checkpoint Charlie på Friedrichstraße/Zimmerstraße er ikke noget specielt, udover historien bag det, men der er lavet et hyggeligt lille område med strandstole og mulighed for snacks og en udskænkning.

Spree i Berlin

Mad og drikke
Döner er altid et must! Tyskerne er virkelig gode til at lave döner – både brødet og indholdet er så meget bedre end det vi har herhjemme. Nu ærgrer jeg mig lidt over, at jeg ikke har taget et billede af den, jeg fik, så måtte lige Google mig frem til det sted, jeg synes laver den bedste af slagsen, nemlig Mustafas Gemüse Kebab. De kommer mange forskellige grøntsager i, både rå tilberedte, feta, krydderurter og ikke for meget dressing.

Döner fra Mustafas

Hos Ritter Sport på Französische Strasse 24 kan man lave sin egen Ritter Sport og de har mange sjove varianter til salg for ca. 1 Euro.

Skal man prøve den tyske biestube stemning kan man få en ordentlig fest på Hofbräu på Karl-Liebknecht-Straße 30. Det er kæmpestort! Der er livemusik, kæmpe fadøl og lige så store schnitzler. Her er man sikret en fest, når der er fyldt og man går hverken sulten eller tørstig derfra.

På vores Berlintur spiste vi også burger på The Pub. De har fadølsanlæg ved bordene indenfor, men vejret var så godt, at vi kunne sidde ude. Burgerne var virkelig gode – og store!

Zille-Destille på Propststraße 10 i Nicolaiviertel kvarteret er en lille, hyggelig pub langs Spree. Her endte vi ret tilfældigt og fik lov at smage deres mint corn schnapps, som jeg syntes smagte mest af mundskyl 🙂

Alt det andet
Klunkerkranich er et fantastisk sted oven på Neukölln Arcaden på Karl-Marx-Straße 66. Man skal ind i indkøbscentret, tage elevatoren til 5. sal og over i den anden ende af parkeringshuset. Der finder man en spiralvej, der leder til toppen, hvor der ligger den fineste lille oase. Masser af beplantning og slidte træmøbler/-bygninger i forskellige farver. Der er en bar og mulighed for at få noget at spise. Har man børn med, kan de lege i et dertil indrettet hjørne. Når man sidder der og nyder toppen af Berlin, føles det som om, at man slet ikke er midt i storbyen.

Oase i Berlin
Indgangen til Klunkerkranich
Kunst i Klunkerkranich

Alexa ved Alexanderplatz skal man også altid besøge, hvis man har trang til at shoppe lidt. Er man til mærkevarer, så skal man tage turen til KaDeWe (Kaufhaus des Westens) på Tauentzienstraße 21-24.

Jeg skal helt sikkert til Berlin igen, så hvis du kender et sted af/i byen, jeg mangler at se/besøge så sig endelig til! 😀

Jeg landede kl. 8:15 søndag morgen og var tilbage på raceren kl. 9:00 til en “lille” solskinstur på 130 km. med overraskende friske ben på trods af sammenlagt 36 km. til fods i Berlins gader på 48 timer.