Una ruta nueva (en ny cykelrute)

Endnu en gang har jeg været på en helt ny cykelrute i Andalusien. Jeg er virkelig glad for, at folkene fra CC Narixa godt kan lide lidt alsidighed i cyklingen og altid spørger, om jeg vil med på tur.

Solopgang Nerja cykelrute
Kold morgen med solopgang.

Lørdag morgen

Vi mødtes hvor vi plejer, på tanken, lørdag morgen klokken 8:30. Der var fire personer udover mig: Carlos, Rafael, John og en fra Ungarn, der er på træningslejr alene hernede. Turen vi skulle ud på var lidt over 130 km. med 2100 højdemeter og en 7 km. lang stigning. Troede jeg, men det vender jeg tilbage til.

Puerto Camacho stigningen
På vej op til Puerto Camacho.

Jeg havde kørt nogle rimelig hårde ture i løbet af ugen, så jeg var lidt spændt på mit træthedsniveau. Ifølge TrainingPeaks var jeg temmelig træt, men heldigvis kan jeg også selv mærke efter i min krop og den sagde ”klar på mere”. Desværre hostede jeg stadig lidt, men slet ikke som for et par dage siden.

Puerto Camacho nedkørsel
Dagens nedkørsel version 1.

Vejret på Costa del Sol

Vejret skifter meget for tiden. Den ene dag kan det være blå himmel, høj sol og 20 grader. Dagen efter overskyet, regnvejr og 10 grader. Heldigvis er der flest af de førstnævnte og jeg har været heldig ikke at skulle ud på cyklen i decideret regnvejr endnu.

Puerto Camacho
Aldrig sur på tur!

Denne morgen tegnede godt vejrmæssigt, dog med en kold start på 6 grader. Senere måtte jeg tage en del tøj af, da temperaturen nåede op på 24 grader. Det er ”ulempen” ved at cykle på både kysten og i bjergene, det er svært at klæde sig på til begge dele.

Nede fra Puerto Camacho
Puerto Camacho i baggrunden.

Dagens cykelrute

Nå, men afsted kom vi og jeg havde for en gangs skyld tjekket ruten ud og set, at vi ”kun” skulle op ad en 7 km. decideret stigning og så var resten rullende bakker. Allerede inden vi rigtig kørte opad, undrede jeg mig over ruten, men jeg er ikke verdensmester i geografi, så jeg tænkte, at jeg nok bare havde set/huskede forkert.

Kaffe pause efter Puerto Camacho
Der blev også tid til et lille kaffestop.

Efter et stykke tid i opadgående terræn var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt vi var på dagens stigning, som jeg allerede syntes havde varet et godt stykke tid. Samtidig havde jeg også besluttet mig for virkelig at give den gas og sidde med så længe som muligt, nu det ikke var så hård en tur.

Cykling til Puerto Camacho
Her er jeg ved at være presset, men kan dog stadig smile til kameraet.

Jeg kæmpede bravt for at blive siddende på hjul og på et tidspunkt spurgte manden fra Ungarn, hvor lang stigningen var og da Carlos svarede, at der nok var 15 km. tilbage fik jeg dagens første ”chok” (hvor langt der var til selve stigningen anede jeg ikke, vi havde kørt en del op og ned). Jeg tænkte stadig, at jeg bare var helt blank til at læse rutekort, men jeg tænkte også, at 15 km. i det tempo de havde sat for dagen, blev hårdt og jeg måtte da også slippe et par gange, men fik dem kørt ind igen inden toppen.

Puerto Camacho
Vi kørte “kun” til Puerto Camacho, men man kan faktisk dreje fra og køre endnu længere opad til Sierra de Lújar.

Langt om længe nåede vi op i de 1125 meters højde, som Puerto Camacho ligger i. Det havde været en virkelig flot stigning næsten uden trafik. Stille og med fantastisk udsigt!

Op til Puerto Camacho
Bare os på cykel og naturen er virkelig fedt!

Det er en af de hårdeste stigninger, jeg har kørt hernede. Både fordi den stort set er jævn i sin stigning, så man får aldrig rigtig pause, men også fordi jeg var mærket af ugens træning og samtidig kørte rimeligt hårdt til. Det havde nok også været lidt lettere med en større kassette og mentalt var det svært ikke at vide, hvornår toppen viste sig.

Ned fra Puerto Camacho (Rubite)
Dagens nedkørsel version 2.

Til gengæld havde jeg en fest nedad! Jeg er blevet så glad for nedkørsler, at de andre havde svært ved at følge med. Det var en dejlig lang én af slagsen, med både lige strækninger og hårnålesving. Asfalten var til tider ujævn og hullet, så da vi nåede bunden havde jeg en anelse ondt i armene af bumleriet.

På vej til Puerto Camacho
Det er fedt at køre rundt imellem de høje bjerge i Andalusien.

Carlos fortalte mig, at ruten er endnu hårdere at køre modsat, så det skal vi prøve en dag.

CC Narixa lørdagsholdet
Lørdagsholdet, udover kameramanden.

Da vi ramte kysten anede jeg ikke, hvor vi var, men jeg kunne godt regne ud, at vi på ingen måde ville lande i Nerja indenfor 130 km., så jeg spurgte hvad der var sket undervejs og fik at vide, at Rafa ville køre dagens rute i stedet for den oprindelige. Det betød 160 km. og 2800 højdemeter samt en 12 km. lang stigning. Det havde de bare lige glemt at fortælle mig.

CC Narixa cykling
John (fra England) og jeg får os en lille snak undervejs.

Heldigvis tager jeg altid ekstra energi med på tur, men alligevel var jeg helt færdig efter 140 km. og da jeg kom hjem efter næsten 6,5 time i sadlen kunne jeg også konstatere, at jeg faktisk havde formået at køre medium pace i gennemsnit og dobbelt så mange TSS som der stod i programmet.

CC Narixa cykling
Mit overskud til at tage billeder var mest i starten, så tog Carlos over. For billeder, det går vi aldrig ned på i CC Narixa.

Så var det ikke så underligt, at jeg var tæt på grædefærdig de sidste 20 km. hjem. Og en anelse sur, men det krævede bare noget mad og et bad, så var jeg god igen. Og selvom det var hårdt, så er jeg endnu en fantastisk oplevelse rigere. Jeg elsker, at man kan komme så langt på en cykel og se så mange smukke steder!

CC Narixa
Rikke er done!

Søndag

I dag kørte jeg en kortere tur og var lidt spændt på mine stakkels stænger, men overraskende nok havde de ingen problemer med at træde pedalerne rundt. I morgen står der dog styrketræning på programmet, inden møllen starter forfra 😉

CC Narixa
Svært at få plads til alt tøjet i baglommerne.

Læs om min forrige tur til Los Guájares her 🙂

Vuelta a Guájares

I går havde Carlos fra CC Narixa planlagt en længere tur østpå og som altid er jeg frisk på en lille udfordring – selvom 150 km. pludselig ikke virker nær så langt, når man næsten lige har kørt 200 af slagsen. Det var også en oplagt mulighed for at få testet mit nye klubtøj 😉

Tidligt op på en lørdag, faktisk før solen.

Hele ugen havde jeg døjet med hoste. Jeg havde ikke haft det dårligt eller ondt, men jeg hostede voldsomt, når et eller andet langt nede i lungerne gerne ville op. Det lød som om, at jeg havde røget tæt i 20 år. Men jeg ville altså ikke gå glip af en potentiel episk cykeltur og jeg havde som sagt hverken ondt eller feber, så jeg tog afsted.

Vi mødtes klokken 8:15 til den smukkeste solopgang, men det var KOLDT! Og det blev kun koldere jo længere op i bjergene vi kom. Temperaturen lå mellem 3 og 17 grader med et gennemsnit på 8 ifølge Garmin, hvilket gjorde det temmelig svært at klæde sig på. Jeg havde dobbelt baselayer, jersey, vest, løse ærmer og løse knæ på. Indimellem lige varmt nok, men ellers helt perfekt.

Photo shoot på toppen af dagens stigning.

Vi var kun fire, så det tegnede rigtig godt, da Carlos nævnte, at han var småsyg og havde ligget med feber om natten, jeg havde hosteanfald i tide og utide, så jeg havde svært ved at få vejret og en englænder, jeg ikke kan huske, hvad hedder, havde ikke fået trænet så meget henover jul og nytår, så han vidste ikke om han overhovedet kunne køre så langt. Fjerdemanden var den eneste, der ikke havde nogen undskyldning for ikke at kunne træde, så han havde en fest hver gang vi andre led.

CC Narixa amigos.

Øst kontra vest
Når man kører vestpå fra Nerja, mod Málaga, er kysten stort set flad. Når man kører østpå, mod Almería, er vejen som bølgepap. Det går op og ned hele tiden med få reelt flade stykker.

Pit stop på tanken.

Vi kørte små 40 km. før vi drejede væk fra kysten og rigtig begyndte at køre opad. Først 6,8 km. med 3% i snit op til en lille by (Guájar-Faragüit, men I må ikke hænge mig op på det), hvor den reelle stigning startede. Stigningen var 7,4 km. med 7% i snit og en stor del af dem på 10%. Vi tog det stille og roligt, jeg prøvede i hvert fald, og havde selskab af Carlos på vejen op, imens de to andre tonsede afsted.

Sierra Nevada i baggrunden.

På vej op kom Sierra Nevada til syne og det var vildt smukt med de sneklædte bjerge i baggrunden. I det hele taget ændrede omgivelserne sig konstant i takt med, at vi kom længere ind i landet. Det var vildt så forskellig naturen så ud på de 150 km.

Der var ikke ret meget trafik på ruten, hvilket var rart, men vi mødte en del andre cyklister. Vi kørte også på hovedvejen et stykke tid og selvom der ikke var mange biler, så følte jeg mig lidt lille på de store veje med kæmpe broer og bjerge, der tårnede sig op omkring mig.

Aldrig sur på tur 🙂

Nedkørslen var hurtig og ligetil med relativt bløde sving og brede veje. Jeg er gået fra at være ELENDIG til at køre nedad til nu rent faktisk at være hæderlig, synes jeg selv. Det er virkelig fedt at kunne mærke forskel og gå fra at være bange til at have det sjovt, når det går nedad.

Jeg kan nu tilføje endnu en fantastisk tur på listen over must-rides på Costa del Sol og er spændt på, om Carlos finder på flere udflugter, inden jeg skal hjem til Danmark 🙂

El invierno ha llegado

Siden jul har jeg nydt dag efter dag med blå himmel, solskin og mere end 20 grader. Men det er slut nu! Pludselig er vejret skiftet og varme er blevet til kulde. Den blå himmel er dækket af grå skyer, som ubarmhjertigt drysser flere millimeter regn ned over landskabet. Solens stråler er forsvundet og i stedet har vi en strid vind. Nu er det rigtig blevet vinter på Costa del Sol.

Toppen af Macharaviaya

Selvom det er koldt, er det også smukt, for bjergtoppene har fået sne og lyser op i det fjerne. Når jeg cykler væk fra kysten og op, hvor jeg rigtig kan nyde udsigten, er det som at kigge på et postkort.

Cómpeta med sneklædte La Maroma i baggrunden.

Temperaturen hedder alt fra 2 til 15 grader i øjeblikket med skiftende regn, skyer og sol. Jeg er godt pakket ind fra top til tå på mine cykelture. Heldigvis får jeg hurtigt varmen, når det går opad, men til gengæld bliver jeg også stivfrossen på nedkørslerne. Vejene er delvist våde og glatte, så jeg passer også ekstra på nedad – især i svingene.

Cómpeta uden sneklædte La Maroma i baggrunden.

Det er atypisk for solskysten med det kolde vejr, vi har lige nu, så jeg håber snart, vi får det typiske vejr tilbage 😉

Queen of Mountain de España

Modsat Danmark er jeg i Spanien omgivet af smukke bjerge. De rager op i himlen med deres spidse toppe og kan man ikke cykle til toppen, så kan man som oftest vandre derop. Jeg har ladet mig fortælle, at der er en vandretur til toppen af et bjerg i nærheden, som ligger i 1500 meters højde!

Jeg har kørt mere end 30.000 højdemeter siden jeg ankom og hver gang jeg tror, at jeg har kørt alle de toppe, der er, så opdager jeg nye. Det er super fedt og selvom jeg nok aldrig bliver bjergrytter, så kan jeg tydeligt mærke forskel på første gang jeg kørte op og nu. Mine ben har vænnet sig til bjergene og det er virkelig rart at kunne bruge bjerget til f.eks. intervaller uden at det er hårdt nok bare at bestige det i sig selv.

Og når vi nu snakker om bjerge, kan vi lige så godt også snakke om Strava, for alle ved jo, at hvis det ikke er på Strava, så er det ikke sket (det er selvfølgelig for sjov). Men, jeg kan godt lide Strava, fordi jeg synes det er sjovt at følge med i, hvad og hvor mine cykelvenner træner. Især hvis der er billeder!

Strava giver også mulighed for lidt konkurrence og det er jo win win for et konkurrencemenneske som mig. Lige bortset fra, at jeg ikke er super god til ikke at vinde og altid har en masse undskyldninger for, hvorfor det ikke gik bedre.

Jeg kan godt smile, selvom jeg ikke laver QOM 😉

Til dem der ikke kender Strava kan I læse mere her, men ultra kort fortalt kan man bl.a. køre efter segmenter. Et segment er en på forhånd defineret distance, som køres på tid. Den rytter med den hurtigste tid får QOM (eller KOM hvis det er en mand). QOM står for Queen of Mountain og KOM for King of Mountain. Som symbol bliver man forsynet med en krone. Så er det vist på plads 🙂

Billedresultat for strava KOM

Jeg synes altid, at det er sjovt at prøve at lave QOM, især hernede i Spanien, hvor der er nogle gode stigninger til formålet. Jeg kører ofte et tilrettelagt program med intervaller, som gør, at jeg ikke bare lige kan køre efter en QOM. Derfor er det sjældent, at jeg decideret går efter en og tit får jeg dem ved en tilfældighed.

Jeg vil dog gerne kunne lave QOM på samtlige bjerge, jeg har kørt hernede, men jeg må også erkende, at jeg for det første ikke er en bjergrytter og for det andet bliver det nok svært at få presset samtlige QOM bjerge ind i træningen – især hvis det ikke lykkedes i første forsøg. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan prøve i ny og næ og jeg har indtil videre forsøgt mig på tre stigninger, hvor jeg ikke i forvejen havde QOM:

  1. Cómpeta (fra Torrox Costa, den kan også køres fra Algarrobo)
  2. Canillas de Aceituno
  3. Frigiliana

Cómpeta
Jeg tror faktisk ikke, at jeg har kørt all out på stigningen før, som er 12,5 km. med et gennemsnit på 4%. Det lyder ikke af meget, men det er fordi, at stigningen er delt i to med en nedkørsel i midten. De første 6 km. har et gennemsnit på 5%, så er der 3 km. nedkørsel på -2% og yderligere 3,5 km. med et gennemsnit på 5%. Den maksimale stigningsprocent er omkring de 10. Så det er en hurtig stigning og oplagt for en som mig, der kan vinde meget tid nedad.

Jeg forsøgte mig på QOM i denne uge og vidste, at jeg skulle køre hurtigere end 21 km/t for at få kronen. Inden forsøget var min bedste tid 44:11 og Strava fortalte mig, at jeg havde kørt segmentet tre gange før.

På dagen var jeg faktisk lidt træt, både mentalt og i benene (kan du høre undskyldningerne komme allerede? 😉 ) men jeg besluttede mig for at prøve alligevel. Om ikke andet for at se, hvor jeg lå niveaumæssigt.

Cómpeta om aftenen

Jeg var bagud indtil nedkørslen, hvor jeg fik hentet den tabte tid. Desværre ikke mere end det, så jeg tabte en del af det igen på de sidste 3,5 km. Jeg nåede toppen på 37:12 min. og røg op på en 3. plads på segmentet. Det er “kun” 1:21 min. fra QOM og 1:05 min. fra 2. pladsen, så jeg bliver nødt til at prøve igen 😉

Torrox-Cómpeta Climb

Den nuværende QOM har Lisa Nordén, som er en svensk elite triatlet. Jeg håber, at jeg kan sende hende en Strava-mail snart 🙂 (Man får en mail/notifikation fra Strava, hvis man mister sin QOM, det er ikke fordi, jeg har tænkt mig at sende hende en mail, haha).

Canillas de Aceituno
I starten af ugen forsøgte jeg at lave QOM på en noget hårdere stigning, men til gengæld var de 7% kun fordelt på knap 7 km. Stigningen var rigtig hård i starten og slutningen, så jeg skulle passe på ikke at lægge for hårdt ud og samtidig gemme lidt kræfter til den sidste kilometer.

Det blev dog hurtigt klart for mig, at jeg slet ikke havde benene og efter 10-15 min. var jeg færdig. Motivationen sank til bunds, men jeg forsøgte alligevel at køre videre så hurtigt jeg kunne – det var jo god træning. Men jeg trådte slet ikke det jeg ved jeg kan og hver gang jeg forsøgte at træde mere, så eksploderede min puls.

Min bedste tid blev sat i foråret på træningslejr med Amager Cykle Ring og hed 29:13. Denne gang nåede jeg toppen på 30:52. Udover dårlige ben, så vejer jeg et par kilo mere end jeg gjorde i foråret og den sidste kilometer havde jeg så meget side-/modvind at jeg var ved at blive blæst af cyklen. Så selvom jeg havde haft både benene og kiloene med mig, så tvivler jeg på, at jeg kunne have stået imod vinden.

Det var min fjerde gang til toppen og lige nu er det min spanske veninde, Mari Medina, der har QOM. Hun er den eneste kvindelige, spanske cykelrytter, jeg har mødt hernede og hun cykler for et hold med hjemstavn i Madrid. Hun har kørt til toppen 59 sekunder hurtigere end mig, så det virker på ingen måde umuligt for mig at få den QOM en dag.

Canillas de Aceituno Climb

Frigiliana
Jeg har også prøvet at lave QOM på stigningen til Frigiliana. Det var en dag på vej hjem fra træning, hvor jeg gerne ville have en is og så sagde jeg til mig selv (jeg snakker ofte med mig selv), at jeg kunne spise is, hvis jeg lavede QOM op til Frigiliana.

Det var måske lige vovet nok eftersom det var fuld gas i 4,5 km. med et gennemsnit på 5% og jeg lige havde kørt 2,5 time inkl. 6x 5 min. intervaller. Men der var en is på spil, så der var alt at vinde! 😉

Jeg havde kørt stigningen 8 gange før og inden dette forsøg var min bedste tid 17:44 (tror måske ikke jeg har forsøgt at køre den hurtigt før). Jeg kørte som død og pine, men koldede til sidst og måtte tage til takke med anden hurtigste tid på 14:39 min. QOM’en tilhører altså stadig svenske Lisa Nordén og jeg mangler 1:19 min. før jeg kan tage den fra hende.

Frigiliana Climb

Jeg glæder mig til at forsøge at lave QOM på stigningerne igen og også forsøge på andre bjerge. Heldigvis har jeg i forvejen QOM på nogle af de gode stigninger og forhåbentligt bliver jeg kun en bedre klatrer af at træne hernede 😀

 

 

 

 

 

 

 

Despidiendo el 2017

2017 lakker mod enden og på falderebet fik jeg i dag kørt årets længste tur. Det var selvfølgelig Carlos fra CC Narixa, der havde fundet på en lækker rute på 180 km. og hvem kan sige nej til det?

Manden bag dagens rute. Før jeg fik lyst til at rive hovedet af ham pga. de hårde stigninger 🙂

Ruten var helt ny for mig og for første gang har jeg kørt rundt om Parque Natural Montes de Málaga. En utrolig smuk tur, men også hård med vanvittige stigningsprocenter samt fede nedkørsler.

En smuk dag på landevejen.

Jeg mødte de andre kl. 8:15 og tænkte “shit” da jeg så vi kun var fire. Heldigvis stødte der to mere til undervejs. Solen stod først op kl. 8:27, men de sidste par dage har været lune, faktisk ligefrem varme med omkring 20 grader, og denne morgen var ingen undtagelse. Temperaturen lå mellem 8 og 28 grader ifølge Garmin, dog med et gennemsnit på 15 grader, solen stod på en skyfri himmel og vinden var svag, så det var helt perfekt cykelvejr.

Lidt energi til enhver smag…

Jeg havde som altid en masse energi med fordi jeg er bange for at gå sukkerkold, men også fordi jeg tit har svært ved at vide, hvad jeg lige har lyst til – om det er en bar eller gel eller noget tredje. Men det var godt, jeg havde så meget med, for vi stoppede kun ved en punktering og for at tanke vand. Og så kunne jeg også forsørge de andre, som troede man kunne køre langt på fedtdepoterne, hehe 😉

Punktering lige inden nedkørsel gav en (for mig) tiltrængt pause.

Dagens stigning kom efter små 50 km. og var egentligt en 3-i-1 henover ca. 18 km. Gennemsnittet på stigningerne var omkring 6-8%, men der var flere rigtig hårde stykker af 0,5-1 km. længde på 15-20%. De trak tænder ud!

Der blev heppet på mig som sidste “mand” på troppen af endnu en 20% stigning.

Efter næsten 5 timer i sadlen, og på et tidspunkt hvor jeg var ved at glæde mig til snart at se kystvejen igen, sagde Carlos “Are you ready?”
Jeg kiggede undrende på ham, hvorefter han pegede, og da jeg drejede hovedet for at se, hvad han pegede på havde jeg allermest lyst til at vende om. Den vej jeg kiggede på gik direkte op i himlen! Endnu en kilometer med 20% kunne jeg slet ikke overskue, så jeg endte med at zigzagge mig til bifald på toppen. Hvis der er noget de kan hernede i Spanien, så er det at hjælpe en rytter i nød med hep for alle pengene. Gracias! 😀

Aldrig sur på tur 🙂

Nu var det bare ned til Málaga og hjem, men vi manglede alle vand, så der blev et kort vandstop inden verdens længste (i tid) tur igennem Málaga. Godt nok er der mange lyskryds i København, men tror Málaga vinder den kamp stort. Jeg ved ikke, om det var frustration over trafikken eller anden årsag, der gav mændene fut i pedalerne, men vi skulle i hvert fald ikke køre under 40 km/t før Velez-Málaga, så jeg sad pænt på dæk i rulleskiftet.

Fuld fart hjem fra Málaga.

Tilbage i Nerja havde jeg stadig lidt energi tilbage i kroppen, så jeg besluttede mig for at fortsætte turen. Jeg magtede dog ikke en eneste højdemeter mere, da jeg sagde farvel til de andre efter 177 km., så jeg kørte lidt frem og tilbage mellem Nerja og Maro som en anden jubelidiot.

What goes up, must go down!

Ved 198 km. koldede jeg fuldstændig og kørte hjem på vilje og håbet om ikke at falde af cyklen undervejs. Jeg kom sikkert hjem og endte direkte i køleskabet. Jeg spiste morgenmad kl. 8:00 og levede af energidrik, müslibar, figenstænger og geler indtil kl. 17, så jeg trængte virkelig til noget ordentlig mad.

Egentlig havde jeg tænkt på at køre en kort nytårs-restitutionstur i morgen, men jeg er sgu’ ikke sikker på, at jeg kan sidde på en sadel 😉

Stemningsbilleder:

Av av av…

Smuk natur på dagens rute.
Parque Natural Montes de Málaga.