Craft Cup – 3 Days in the North 2018

Craft Cup - Thy

If you missed my last post, you can find it here.

On Friday I went with the team to northern Jutland. We were participating in the Craft Cup stage race 3 Days in the North from Saturday to Monday. I was very excited to get the season started and to get a feeling of my race mode. It was also the first trip with the “new” team and some new faces to get to know 🙂

Craft Cup

The first stage was in Hjørring and we woke up to a chilly morning with frost and a very cold wind. I put on several layers of clothes and warming balm on the legs – better safe than sorry seems to be the lesson from last year where everybody was nearly freezing to death because of the cold and wet weather.

Again, this year we are only two riders in the women elite class on the team and we are battling against teams of 10+ riders (not in every race, but in general). Normally we race with the men’s C-class, but in this race women elite and women B-class was put together and we were 20 riders on the start line.

Craft Cup

Our strategy was to be “on hold” and see what the other girls had in mind. One of the other girls attacked shortly after the start and my team mate, Josefine, followed so I stayed in the peloton. Unfortunately, she didn’t caught the group of three riders in front and they went on a breakaway.

Only Josefine and I wanted to close the gap which was an impossible mission without help from the others in the peloton. I didn’t feel strong and I was too disappointed of not being in the breakaway, so instead of playing tactical for a 4th place I just wanted to finish the race.

Craft cup

That meant I took the front for the last 7 kilometers. Of course, no one wanted to be up there in the final and it is very typical when we have these women races that no one ever wants to take a lead. Because of the work all day and the position before the finish, I didn’t have anything left for the sprint and I came in 7th while Josefine fought her way to 5th.


The day after we went to Thy with a plan. I was supposed to win the stage and I tried to escape the peloton, but I was closed after 8 minutes in the heat. Then Josefine tried and because of the hilly course I guess the others didn’t think she would manage to go solo for 69 kilometers. But she did!

Craft cup

The peloton waited a long time and was going really slow while Josefine drifted longer and longer away. When the peloton finally decided to close the gap, I followed every single move and a group of six riders formed a chasing group. I was in it, but not willing to work until the end, when I knew they couldn’t catch Josefine in the front.

Craft cup

There were several attacks with long breaks in between, but it was only on the final hill things split up. I didn’t see the attack from behind, so I lost a few meters to the others. On the top I couldn’t get my shifter from small to big chain ring, so it took me ages to catch up and when I finally did the girls started the sprint, so I finished 6th and was a bit disappointed. But I was also really happy about my performance, being able to cover every attack until the end and for Josefine to take the stage win on a course that didn’t even suit her.


On the final stage in Aalborg, we had not only one plan, we had a plan A, B and C because now we had the opportunity to go home with the overall win and the jersey. I had put on my racesuit for the big final 😉 Again, we wanted to be the waiters, but again the pace was too slow for my taste, so I went to the front just to speed things up a bit.

Craft cup

I didn’t go that fast, but suddenly I had a small gap. As a reflex I pushed harder but it wasn’t a part of any of our plans so I thought about stopping for a second, but decided to give it a go. It could help us getting the others a bit tired by trying to catch me.

Craft cup

After the first lap I had gained a minute and after the second lap it was 1:30 minutes. On the third lap I was passed by the men elite which was a huge group followed by service cars.

My car in front didn’t know what to do, so instead of just keep going it slowed down to let the men pass. It took too long and I was losing time, so I passed my car – it came back a bit later. After that lap I had lost time to 1:15 minutes.

Craft cup
Eating isn’t cheating.

I still had two laps to go and I was starting to feel the pain for real, but then on lap four I had gained 3 minutes. I kept the pace up to test myself and on the last lap everything was hurding. I thought I was going slower and slower but looking at the laps afterwards I was pretty steady with a difference of maximum 30 seconds between the laps.

3 dage i nord

With a few kilometers to go I was passed by the junior men and again my car couldn’t keep up. The juniors blocked me because they were going for the final sprint – but hey, so was I! It was a bit of an anticlimax to cross the finish line at the same time as a sprint finish in another class and no one noticed me passing the line. I wasn’t even announced the winner in the beginning.

Craft cup
Craft cup ‘3 Days in the North’ stage 3 podium.

I had been out there alone for more than 86 kilometers and even though I know the peloton was probably unable to cooperate and establish a pursuit, I pushed hard, so I was tired and my abs were hurding for the rest of the day because of heavily breathing for 2,5 hours.

Flowers to the winner.

In the bunch sprint Josefine was in position of taking the overall win but she was blocked and only 1 point differed from 1st to 2nd place. My win gave me an overall 3rd in the Craft Cup, so going home with two stage wins, an overall 2nd and 3rd is pretty damn good by our little team.

It was our first races as a team and it showed that we can cooperate and that we race smart. Not always according to plan, but we take our chances and sometimes we loose other times we win. That’s racing 😉

Craft cup
Overall podium in the Craft Cup ‘3 Days in the North’.
Women’s Cycling in Denmark

I don’t know how it is in other countries, but the “problem” with women’s racing in Denmark is the big difference in levels. Normally we race with the men where the pace is high and the peloton big.

In these races we were only 20 riders and it seemed like no one wanted to race. The pace was ridiculously slow and only a few riders participated in the work – some didn’t because they didn’t have the strenght and others, well, I don’t know. It was so boring at times and I don’t understand how anyone thinks that is fun racing.

Craft cup

I DO support women races and wish we could have them every time, but not like this. Not until we have enough riders on a level where it is actually going to be a race.

Our team is racing again this weekend and I’m looking forward to race with the men and get som speed in the legs. Hopefully it will be another succesful race-weekend 😀

2018 Season Opener Race

Team Integra Advokater - Giant

If you missed my last post, you can find it here.

Today I participated in the season opener race. It is a short race where several levels are put together. You race with your numbers pinned on the jersey and the chip on the bike but there are no points, prizes or podium to conquer. It is good training and good for getting the legs in race mode for the season which officially starts (for me) on Saturday.

Season opener race
Photo: Kean Bang Sørensen

In the morning the team met for breakfast before riding together to the start. The route was only 4,3 kilometers and we had to do 15 laps. We were 75 riders on the start line consisting of Women A, Women B, Women Junior, U17 Boys, Men D, Men 40, Men 50, Men 60 and Men 70, so a wide mix of levels.

Race number
Race number of 2018 season

I have been really curious about my mental state in the peloton since I left the game last year after a crash and didn’t make it back before the end of the season.

The first laps I lost momentum in the corners, but I felt comfortable in the peloton and I had enough power to close the gaps. After some time, I got familiar with the corners and saving energy in the corners made me able to find my way to the front and take turns with the guys.

Season Opener Race
Photo: Kean Bang Sørensen

I heard the speaker saying “two laps left” so I pushed it a bit but the next time we passed the finish line it was “two laps left” again and that was a bit too much for me, so I went back in the peloton to save a little energy for the final. Big mistake! The result was me being blocked in the fight for positions before the last corner and I was not able to sprint in the final. Damn it!

Team Integra Advokater - Giant kit
New Team Integra Advokater – Giant kit

We raced 65 kilometers with an average speed of 42,5 kph and I am happy that I was able to sit in the peloton without fear and without struggling to hang on. I have definitely improved my cornering, but I can still be better. It was also only my third ride on the new team bike, so I still have to get to know it and find a good position.

Giant Liv Langma
Giant Liv Langma is my new toy 😉

Next up is 3 Days in the North in Jutland and I am PRAYING for better weather conditions than last year!

Fra forårscykling til vintercykling

Amager Naturcenter

Jeg har nu været hjemme i Danmark i en uges tid og det har været en uge med fuld knald på. De første fire dage gik med at komme på plads i lejligheden, som stod tom, da jeg kom hjem. Så jeg skulle flytte alle mine ting op fra kælderen og pakke ud. Derudover har jeg haft forskellige aftaler, praktiske gøremål og min træning, der skulle passes.

Andalusien cykling
Jeg savner udsigten og vejret på mine cykelture i Spanien.

Selvom jeg savner solen, varmen, den spanske kultur og mine spanske venner, så er det også dejligt at være hjemme igen. Det er lidt stressende at komme tilbage til storbyen, når jeg har været i en lille bitte by i så lang tid, og jeg fik da også hurtigt kærligheden ved storbylivet at føle.

Den første uge

Det allerførste, der skete var, at jeg gik forbi en bygning og lige bag mig kunne jeg høre noget tungt ramme jorden. Jeg vendte mig for at se, hvad det var og kunne konstatere, at det var en tung dørstopper af metal, der var faldet ud af et vindue. Shit! Havde jeg været et par sekunder langsommere, havde jeg fået den i hovedet og det havde ikke været kønt.

Rapha Copenhagen
En af mine yndlingskaffer hos Rapha Copenhagen.

Så var der folk, der råbte grimme ord til hinanden på hver sin side af vejen. En der cyklede ind i mig på cykelstien. En der pludselig hoppede ud på cykelstien uden at se sig for, så jeg må klodse bremserne. Det hele går bare lidt hurtigere i København og alle har travlt, hvilket er en stor kontrast til Nerja, hvor stress-niveauet er en del lavere og ingen har mere travlt end godt er 😉

Omvendt blev jeg rigtig glad, da jeg stod i Netto med kurven bugnende fuld og kunne have en hyggelig snak med damen i køen bag mig. På vejen hjem fik jeg også en hilsen og ”hav en god dag” af en, der stod og røg foran sin opgang. Jeg håber, at jeg kan bevare den åbenhed og ro, jeg lærte at holde af i Spanien.

Rikke Bak Dalgaard og Patrick Piscot
Det var dejligt at se min lillebror igen 🙂

På den uge, der er gået, har jeg nået at se en del familie og venner allerede, men jeg mangler stadig nogle stykker. Jeg har langt om længe fået god kaffe (og endda flere kopper) samt været ude at spise lækker mad. Jeg har dog stadig brunch, bland-selv slik og biograftur på listen af ting, jeg har savnet til gode.

Cykling i Danmark

Jeg har selvfølgelig også været ude på cyklen (både min bycykel og raceren) og nøj hvor var det koldt! Den første tur var bare en rulletur og optimistisk (og for doven til at finde mine vinterhjul frem fra gemmerne) som jeg var, kørte jeg ud på sommerdæk og punkterede efter 30 min.

Punktering cykling
Flintesten er en irriterende ting ved cykling i Danmark.

De to næste ture var i minusgrader og med regn og blæst. De trak tænder ud! Jeg var helt færdig, da jeg kom hjem og min krop er tydeligvis ikke vant til kulden. Men jeg vil langt hellere ud i kulden end sidde inde på en hometrainer.

Cykling Tonseren
Glædeligt gensyn med Tonseren i Dragør.

Weekenden bød på fire timer lørdag i -3 grader og med en kraftig vind, der gav en chill faktor på -10 grader. Jeg var virkelig bange for at fryse ihjel, så jeg havde smurt varmecreme på ben, arme, mave og hænder samt pakket mig enormt godt ind. Varmecremen var lidt et eksperiment og selvom det brændte lidt, så frøs jeg slet ikke 🙂

Vejrudsigt København
Vejrudsigten for lørdagens tur.

Søndag kørte jeg med nogle stykker fra teamet og et par herrer fra Amager Cykle Ring. Vi kørte den velkendte Mølletur og kæden blev holdt stram hele vejen, så jeg fik min sag for. Der er forskel på at køre en masse højdemeter og så ren, flad tons, så jeg skal lige vænne mig til den høje fart igen. Men solen skinnede og vinden var til at have med at gøre, så det var en hård, men flot tur.

Dronningmølle ACR
Dronningmølle med Team Integra Advokater – Giant og Amager Cykle Ring.

Jeg håber alligevel, at vejret snart vender, så vi kan få lidt varme til sæsonstart om to uger.

Haza del Lino på en solskinsdag

Mandeltræer Andalusien

Denne var sidste weekend, inden en håndfuld af mine kammerater fra Team Integra Advokater – Giant kommer på træningslejr og ugen efter resten af Amager Cykle Ring.

Calahonda playa.

Carlos fra CC Narixa havde for et stykke tid fortalt mig om en fantastisk tur øst for Nerja, men den krævede godt vejr (varme temperaturer), så vi måtte vente lidt. Heldigvis er foråret kommet til Costa del Sol og hele ugen har solen skinnet og stegt, så temperaturen har været helt oppe på 24 grader. Det betød, at denne lørdag skulle vi endelig afsted 😀

Happy rider
Jeg smiler (næsten) altid på cyklen 🙂
Lørdag morgen

Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste bare, at vi skulle køre omkring 3500 højdemeter på lidt over 100 kilometer. Det var en del opad og Carlos havde kørt turen før, så jeg studerede ruten og fandt også en oversigt over stigningerne her og her. Umiddelbart ikke de vilde procenter, men jævne, lange stigninger.

Smukke, blomstrende mandeltræer.

Carlos hentede mig klokken 7:30 lørdag morgen, fordi vi skulle køre i bil til Calahonda, hvor vi ville starte turen. Alternativet havde været at tilføje mere end 100 kilometer til turen og med en kyststrækning, der konstant går op og ned, ville det nok være lige i overkanten.

Udsigt Rubite
Smuk udsigt på vejen op.
Starten i Calahonda

Vi parkerede bilen og pakkede cyklerne ud. Der var omkring 10 grader, så vi havde godt med tøj på, men det varede ikke længe, før solen bagte og kombineret med opadgående terræn, så røg en del af tøjet af igen. Vi havde op til 23 grader på turen, men det skiftede en del alt efter sol, skygge, vind osv. Garmin sagde, at snittet lå på 16 grader. Helt perfekt til dagens tur!

Andalusien cycling
En af dagens stigninger.

Kommunikationen imellem mig og Carlos glipper indimellem. Vi taler spansk og engelsk blandet med hinanden (nogle gange endda i samme sætning) og det gør, at vi nogle gange misforstår hinanden. Denne dag var ingen undtagelse og jeg havde slet ikke fattet, hvordan dagens tur var skruet sammen. Det kommer jeg tilbage til.

Cykling Andalusien
Nogle steder var mere stejle end andre.

Første “stop” på vejen var efter cirka 14 kilometer med 5,7% stigning i snit til byen Lújar. Det passer faktisk ikke, vi måtte stoppe på vejen op, fordi min sadel var et par millimeter for lav og det kunne jeg mærke, så den måtte justeres.

Giant Liv
Justering af sadelhøjde på vej til Lújar.

I Lújar kunne jeg få genopfyldt min ene flaske, som jeg havde tømt for længst (her var der gået 1,5-2 timer), på en dertilindrettet plads til cyklister. Det syntes vi var meget morsomt, at der ligefrem var en zone, hvor cyklister kunne hvile sig. Byen var knap vågen (og meget lille) men et lille marked med frugt og grønt var ved at stille op og en hane galede fra sit bur i en bygning ovenover os.

Hvilezone Lújar
Hvilezone for cyklister i Lújar.


Vand i Lújar
Jeg fylder vand med elektrolytter i Lújar.
Haza del Lino

Vi kørte videre over bjergryggen, som var forholdsvis flad. Her blomstrede mandeltræerne på begge sider og gav det lidt tørre landskab et smukt lyserødt skær. Træerne blomstrer i slutningen af januar til midt februar og Spanien er verdens andenstørste producent af mandler. Faktisk er der to slags, de hvide og de lyserøde. De hvide er søde mandler og de lyserøde er mere bitre. Humøret var højt og jeg tænkte, at nu var vi snart på toppen og jeg var for en gangs skyld ikke ved at dø.

Får Andalusien
Fårene flygtede da vi kom forbi.

Først skulle vi dog igennem en masse hårnålesving (faktisk samme tur op, som jeg tidligere har kørt ned, den tur kan du læse om i dette indlæg), en fårehyrde med alle sine får og et trist syn af en to år gammel brænd, hvor nogen havde sat ild til en masse træer og ødelagt naturen.

Forbrændte træer
Forbrændte træer, et trist syn.

Langt om længe nåede vi dog toppen og jeg havde kørt helt stille og roligt, så jeg var i hopla og i min friske glædesrus rakte jeg armene i vejret som en anden cirkusartist i jubelscene, da jeg så Haza del Lino skiltet. Men jeg nåede kun at tænke ”piece of cake” meget kort, før Carlos sagde noget i retningen af ”one more climb”. Armene røg hurtigt ned og jeg var forvirret – igen.

Cykling Lújar
Vi mødte ikke mange andre på vores tur.

Nå, men i det mindste skulle vi først ned og det var rart med lidt pause til benene. De 15 kilometers nedkørsel var dog hurtigt ovre, selvom vi tog den med ro til Albuñol, hvor det gik opad igen i 18 kilometer.

Puente Albuñol
En fin bro, vi kørte over i nærheden af Albuñol.

Det var på denne stigning, jeg for alvor blev nødt til at have styr på fakta. Jeg var ved at være træt efter små fem timer i sadlen, selvom jeg havde taget det forholdsvis roligt. Mine flasker var ved at være tomme og det samme var mine lommer med müslibarer.

Cykling Andalusien
Der skulle en del væske til denne dag, hele tre liter.

Så jeg spurgte Carlos, hvor vi egentlig var på vej hen og hvor lang turen ville blive i alt. Vi havde kørt 86 kilometer og først der fandt jeg ud af, at turen var 130 kilometer. Jeg fik et lettere chok og panikkede over manglen på mad og drikke, så jeg gik lidt i ’angry mode’ og skulle lige sluge endnu en kommunikationsbrist.

Sne Andalusien
Når man kommer højt nok op, kommer de sneklædte bjerge til syne.

Da vi nærmede os Polopos og havde kørt opad i noget, der minder om evigheder, måtte jeg igen have en status på længden til toppen. Carlos svarede, at vi enten kunne køre ned til bilen fra Polopos eller fortsætte til toppen af Haza del Lino.

Road to Rubite
Smukke, snoede veje i Andalusien.

Jeg havde ondt i hele kroppen efter de mange timer opad, men fandme om jeg ville give op så tæt på mål (hvor tæt jeg så end var), så jeg sagde, at vi skulle køre som planlagt, altså fortsætte til Haza del Lino. Jeg kunne dog ikke få et brugbart svar på, hvor langt der var til toppen, så jeg prøvede selv at regne mig frem til noget og endte med mellem 15 og 20 kilometer.

Venstre var til kysten, højre var op til Haza del Lino.
Haza del Lino igen

Der gik dog ikke mere end 3-4 kilometer fra vi kørte forbi Polopos til jeg så Haza del Lino skiltet og en stærkt tiltrængt restaurant. Igen lettere chokeret fattede jeg ingenting. Vi havde fuldstændig snakket forbi hinanden på vejen op. Jeg blev ved med at spørge, om vi allerede var på toppen og om Carlos nu også var sikker på, at vi ikke skulle videre op. Han var sikker, vi skulle kun ned til kysten herfra og så over det rullende landskab tilbage til Calahonda.

Haza del Lino cycling
Endelig sidste gang på toppen af Haza del Lino.

Jeg ærgrerede mig lidt over, at jeg ikke vidste, der var så kort til toppen, for så havde jeg ikke behøvet surmule de sidste kilometer og køre demonstrativt langsomt. Nu var jeg glad igen og jeg fik fyldt flaskerne med vand og Aquarius (som er populært hernede, men ikke smager synderligt godt), så jeg var klar til nedkørslen.

Haza del Lino højdemeter
Dagens højdemeter og stigninger.
Polopos nedkørsel

Det var en lang nedkørsel med en masse hårnålesving og efter et stykke tid begyndte mine arme og hænder at summe. Jeg var nok ikke så god til at slappe af i kroppen i hårnålesvingene og med næsten 25 minutters kørsel ned, så kunne det mærkes. Ned kom jeg dog og så var der kun små 15 kilometer til Calahonda og bilen. Hurra!

CC Narixa Calahonda
Jeg lod Carlos trække mig hele vejen til Calahonda – næsten.

Selvom jeg ofte skifter humør undervejs på Carlos’ cykelture – fordi jeg tit bliver presset til grænsen, og hvor det for ham og mange andre er ugens hårde tur, så har jeg i forvejen en del timer og hårde kilometer i benene, så jeg kommer sjældent med friske ben – så er jeg enormt glad for, at han gider lave disse ture og gider at have mig med på slæb.

CC Narixa duo
Vi klarede den endnu en gang 🙂

Når jeg sidder i 36-28 maks presset med en puls på 185, så sværmer han rundt og tager billeder med kæden midt på en 25’er kassette og en puls på 20 slag mindre end mig, så man skulle tro, at han kedede sig lidt. Men omvendt, så tror jeg også, at han er glad for, at der er nogen, der gider at køre disse latterligt lange og hårde ture med ham, så det er nok win win 😉

Du kan se turen på Strava, hvis du vil nørde lidt.

Haza del Lino cykelrute
Ruten vi kørte.
Fysioterapi og Physium

Jeg var lidt bekymret for mit knæ, når jeg nu skulle køre så meget opad. Det er ikke fordi, jeg har smerter i knæet, men så snart jeg mærker det mindste unormale, bliver jeg nervøs, for jeg orker ikke flere skader eller problemer på den front.

Andalusien cykling
Knæet havde ingen problemer med de mange højdemeter lørdag.

Det er knæet, som jeg slog i et styrt i sommer, hvor jeg fik et såkaldt bone bruise, det drejer sig om. Men jeg har været ved fysioterapeut og han mærker ikke noget alarmerende i forhold til hævelser/inflammation.

Fisioterapia Holandesa
Physium behandling hos Fisioterapia Holandesa

Han gav mig dog en behandling med hans Physium maskine, som er et ordentligt monstrum. Idéen med maskinen er at tage fordelene ved ”cupping” men med mulighed for at styrer selve trykket. Maskinen suger altså musklen til sig og giver slip igen for at øge blodcirkulationen og løsne op.

Physium maskinen

Heldigvis havde jeg ingen problemer med knæet lørdag og jeg mærkede heller ikke noget til det søndag morgen. Derfor mødte jeg op til CC Narixas søndagstræning klokken 8:30, men kun for at køre med den første time. Jeg kunne slet ikke mærke lørdagens tur i benene eller resten af kroppen, så det var dejligt ikke at være helt mørbanket.

CC Narixa cycling
CC Narixa toget

Jeg kørte med til Benajarafe og på vejen tilbage stoppede jeg i Torre del Mar på en café, La Bella Julieta, som jeg havde kigget kærligt på hver gang, jeg tidligere var kørt igennem byen (det var mange gange) så i dag måtte jeg simpelthen se nærmere på sagerne.

Vejret Costa del Sol
Regn er på vej til Costa del Sol

De havde de lækreste kager og sandwiches, men jeg var desværre ikke sulten. I stedet fik jeg en kæmpe cappuccino, som i en rigtig cappuccino og ikke den spanske version med flødeskum. Den blev nydt til fulde og jeg skal helt sikkert forbi igen, når jeg også har plads til et stykke kage! 😉

Cappuccino La Bella Julieta
Cappuccino hos La Bella Julieta

Cykling med vind, sne og veteranbiler

Nerja Costa del Sol

Jeg har cyklet til toppen af Puerto del Sol endnu en gang. Sidst var i december og jeg husker det som en kold og hård omgang, men det kan du selv læse om her.

No hay dolor
“Der er ingen smerte” står der på vejen op til Puerto del Sol

Anderledes fra sidst skulle vi denne gang ikke bare op og ned, men videre fra toppen til Alfarnate og hjem over Zafarraya (den tur, jeg var blevet lovet tilbage i december).

CC Narixa squad

På grund af det kolde vejr havde vi udskudt starten til kl. 9, men det var stadig bidende koldt med helt ned til 4 grader og strid modvind hele vejen til Alfarnate.

Photo bomb
Aldrig sur på tur!

Vi var overraskende mange på en lørdag og jeg havde derfor selskab af syv mænd. Til en forandring virkelig dejligt at være flere om at få vind på snuden. Især når der virkelig blev blæst igennem, som der gør disse dage på Costa del Sol.

Puerto del Sol climb
På vej mod Puerto del Sol

Den sidste uge har jeg haft problemer med mit Di2 batteri. Det mister strøm lynhurtigt og jeg kan ikke finde ud af hvorfor. Jeg er i dialog med flere mekanikere samt Shimano, så håber snart, vi finder en løsning. Indtil da kører jeg rundt med oplader og power bank, hvilket ikke er optimalt, men det virker.

CC Narixa Zafarraya
Ham til venstre er englænder, så ved du det 🙂

Denne morgen var det så min pulsmåler, der voldte mig problemer. Det var selvfølgelig muligt, at jeg slet ingen puls havde, meeen jeg mente nu, at det var batteriet, så drengene var søde til at vente imens jeg skiftede det (og ja, jeg kører altid rundt med ekstra batterier).

Cykling og mad
Måske uden puls, men aldrig uden mad!

Lige lidt hjalp det dog og jeg måtte frustreret fortsætte dagen uden puls. På den positive side, så kunne jeg ikke se, hvor meget jeg anstrengte mig. Det er imponerende, hvor afhængig man bliver af data. Mit humør sank på grund af den lille detalje (nok også fordi det kom oveni problemerne med min cykel) og det ødelagde lidt glæden ved en ellers fantastisk cykeldag.

Dunke cykling
Fylder flasker på vejen op. Selvom det er under 10 grader, drikker jeg 2-3 liter på en lang tur (5+ timer)

Nå, men jeg kunne ikke helt huske turen op til Puerto del Sol, men den føltes noget lettere end sidste gang. Jeg er også blevet et par kilo lettere, men forhåbentlig også stærkere.

Puerto del Sol Nerja
Der var koldt på toppen!

På toppen lå der sne. Jeg havde ikke forventet at se sne denne vinter, men ak, der lå den hvid og fin i små klatter rundt omkring.

Puerto del Sol CC Narixa
Carlos var så begejstret, at han skulle smage på sneen.

Vi tog et hurtigt billede (det hele skal jo dokumenteres) og så ellers videre, for det var for koldt at stå stille i knap 1100 meters højde.

Et sted jeg ikke tror, jeg har været før.

Turen til Alfarnate var rullende bakker og en enkelt kort stigning. Landskabet var virkelig fint og der var stort set ikke andre end os. Stilheden og naturen omkring os gjorde det hele værd, selvom jeg på dette tidspunkt ikke kunne mærke min næse af bare kulde.

Kaffe Alfarnate
Kaffe på café i Alfarnate

I den lille bjergby fik vi en hurtig kaffe at varme os på og så fortsatte vi ellers videre til Zafarraya. Der lå stadig sne til begge sider og Sierra Nevada kom også til synes undervejs. Jeg elsker, når man kan se de sneklædte bjerge i baggrunden.

Veranbiler Alfarnate
Der kørte en masse flotte veteranbiler forbi.

På et tidspunkt, på den ellers så fredelige landevej, blev vi overhalet af den ene veteranbil efter den anden. De kom i alle farver og former og tøffede roligt derudad. Hvor de skulle hen ved jeg ikke, men fine det var de.

View Periana
Smuk udsigt fra Periana.

Da vi ramte Zafarraya fik vi endelig medvind og jeg besluttede mig for at give den fuld hammer ned for at få QOM. Nedkørslen er 11,4 kilometer med et fald på 6% og et par hårnålesving undervejs. Tiden jeg skulle slå var 13:16 minutter svarende til et snit på 51,7 km/t.

Granada provinsen
Nerja ligger i Málaga provinsen, så vi var langt væk hjemmefra.

Til mit held var der ikke mange biler og kun en enkelt gang måtte jeg overhale en af dem. Jeg kastede cyklen rundt i svingende, bremsede kun i sidste øjeblik og trådte alt hvad jeg kunne på de lige stykker. Jeg kørte til grænsen, men sørgede også for at holde godt øje med eventuelle forhindringer længere fremme.

CC Narixa lørdag
Jeg fik QOM! Det vidste jeg dog ikke på dette tidspunkt 😉

Det bar frugt og jeg kom ned på 12:42 minutter med et snit på 54 km/t og en ny krone til samlingen. Tjek! Når jeg ser på mine tider fra dengang, jeg var bange for nedkørsler, tog det mig mere end 16 minutter at nå fra top til bund, så det er noget af en forbedring 😀

Sne Zafarraya
Der lå sne rundt omkring, men heldigvis ikke på vejen.

Tilbage i Nerja tog vi en sjælden tapas. Det vil egentlig sige, at man får sig noget at drikke, for hernede er der næsten altid en tapas gratis med til hver drink.

CC Narixa
Jeg elsker at cykle i det smukke landskab, Spanien byder på.

Hjemme gik jeg i gang med at fejlsøge min pulsmåler og faldt over en YouTube video, hvor man skulle ”kortslutte” enheden. Så det gjorde jeg og vupti, så havde jeg puls igen! Jeg fatter det ikke, men det virkede.

Granada provinsen
Et sted i Spanien…

Dagen efter stod jeg op til våde veje på grund af nattens regn. Det var stadig under 10 grader og blæsende, så vi var kun tre, der var mødt frem til CC Narixa søndagsturen.

Puerto del Sol stigningen
Fra lørdagens tur til Puerto del Sol. Søndag kørte jeg til Cómpeta.

Spanierne er ikke så glade for våde veje og i dag fandt jeg ud af hvorfor. Mit baghjul skred i en våd rundkørsel, der skete dog ikke noget, og hjulet tog også et ekstra spin, da jeg ville rejse mig op på et vådt stejlt stykke. Derfor tog vi det også helt stille og roligt, når det gik nedad.

Turen var ikke noget at skrive hjem om, så det vil jeg spare jer for 🙂