Nerja and Training Camp in July


It has been a month since I was in Spain, but I have been too busy after I came home, to write anything down. But here it is! Not just one, but two EPIC RIDES to report about 😊

Nerja main road.

When I left Nerja back in March I said that I wanted to go back in the Summer. I wanted to try riding in the heat and experience the town with tourists. So, after the Nationals I bought flight tickets and off I went, just me and my Langma bike.

Back in town…


To get the most out of my trip I took a morning flight to Spain. Little did I think of the holiday season, so missing the first bus and waiting an hour to check-in, I had no time to get food before boarding and went straight to the plane as the monitor said “closing”.

I was up at 3:00, so I was very tired and fall asleep shortly after departure. When I woke up the food wagon had passed, and I had to settle with my snacks of nuts, dates and biscuits. Not the breakfast I imagined and not enough to keep me full until landing, but I had no choice.

La Bella Julieta
My favorite coffee-stop place on Costa del Sol: La bella Julieta

In the plane I fantasized about Starbucks coffee and other good stuff I would gladly pay too much for when arriving in Málaga Airport. But, fooled again, we were taken on a detour outside the transfer area and I could forget about coffee or anything else.

A shuttlebus was waiting for me, so again I had to go straight to the bus without time to buy anything outside the airport.

Ice cream Nerja
Had an ice cream on the first day. And the next 14 days 🙂

Finally, I reached Nerja around 11:30 and I was dying of hunger, so before even thinking about going to my rental, I went to the nearest café and had a sandwich. People were watching a bit when I dragged my suitcase and bike case along to the table.


Because it was kind of a last-minute decision, and because of the high season, I couldn’t find a payable apartment, so I had booked a private room on Airbnb. I was a bit too early, but the women who owned the house of my room was kind enough to get her son to let me in.

Nerja Airbnb
The house I lived in for two weeks (in a room in the house though).

While I was waiting for him the neighbor, an old lady, came out to chat and offered me to put my luggage in her yard and sit on a chair of hers. She only spoke Spanish, so I didn’t understand everything, but I put my luggage in and went for something to drink. It was a hot day! That is something I love about the Spanish people. Their kindness and openness, always up for a chat and a helping hand, even to strangers.

Everyday Routine

May days were mostly breakfast, ride, lunch, tanning, Tour de France, ice cream, dinner, sleep and repeat. It was like being on a training camp on my own and I also did most of my rides alone.

CC Narixa
A big group of CC Narixa riders (do you spot someone different?)

But the weekend rides were reserved for the local club, CC Narixa, and I now have two more epic rides to put in my book of epic rides. It was very nice to see some familiar faces, and on the club’s Sunday ride there were a lot more people than in the winter. New and old faces, but I was still the only woman, so everything was as usual 😉

Epic Ride to Veleta

On the first Saturday, me and some of the Narixa guys took the car to Granada, because we wanted to go to Veleta. A mountain in Sierra Nevada being more than 3.000 meters above sea level. On top is a ski station, but it was closed.

Veleta ride
From the Veleta ride.

The ride was 84 kilometers with 2.500 elevation meters. The route almost went up from the beginning and started with double digit percentages and I was thinking to myself “not again, I will die”, but it only took 2 kilometers and then the rest was eatable 6-8% average. But it lasted for more than 3 hours!

Veleta ride
From the Veleta ride.

We had two stops on our way up. The last was at the ski station, were people normally park their cars and buy food/drinks. Now, without much snow left, people go there to walk or ride bikes.

Veleta ride
From the Veleta ride.

From the last stop, we still had 12 kilometers to the top and now the landscape was pure open, and a strong wind was teasing us. At one point I had to take my foot to the ground and hold against a wind blow, so I didn’t fall. It was a bit scary, but I wanted to go to the top!

Veleta ride
From the Veleta ride. The parking lot at the ski station.

The others had told me that the road was going to be really bad, but I thought “how bad can it be?” Ha-ha, bad, like really, really bad! Like, you need a mountain bike bad. The last 500-1.000 meters the road was turned into big holes and giant rocks and I was shifting between being afraid of a flat tire and crashing.

Veleta ride
From the Veleta ride. The road starting to turn bad.

Towards the end the road just went into gravel, but big rocks gravel, until a gigantic rock blocked the way and we thought it was best to turn around. We had reached more than 3.000 altitude meters and the ski station lift.

Veleta ride
From the Veleta ride. Had to touch the snow!

After taking some pictures and touching the snow, I just wanted to get down as quickly as possible. I was freezing (it was 14 degrees on top and I was not wearing arm or leg warmers), also I didn’t like the wind or the bad “road”.

Veleta ride
From the Veleta ride.

On my way down a professional from CCC was on his way up and while I took my foot out of the pedal to not crash on the rocks, he went faster than I could say “wow!” over the rocks like it was nothing (on his road bike!). Crazy type number 1.

Veleta ride
Almost everyone from the Veleta ride.

Then, when I finally hit the normal road again, I was being very careful because of the wind. I met a Bora-Hansgrohe rider going up and shortly after, I sensed someone behind me. I thought it was one of my Narixa guys, so I looked back and starred right into the Bora-Hansgrohe riders face. I didn’t have enough time to recognize who it was because, in a glimpse of an eye he passed me, and despite his high-profile wheels he didn’t care about the wind at all. I could see his bike being slammed from side to side because of wind blows, but he just continued. Crazy person number 2. I saw him again at the parking lot, so he had everything under control. It was just me being a chicken, I guess 😉

Veleta ride
From the Veleta ride. Still a little snow left.

It took 3,5 hours to climb 44 kilometers, but only 1 hour to go 40 kilometers downhill (a slight change in the return route compared to going up). We had left Nerja at 7:00 and I was back at 16:00, so a long day, but what an epic day it was!

Veleta ride
On top of Veleta.

We had a coffee stop after the ride, before taking the car back to Nerja, and as always, I need to eat after a ride (everyone does). A recovery meal of protein AND carbs (something I think a lot of people, talking about recovery meals and proteins, forgets to mention, but proteins are better absorbed combined with carbs – and you also need the carbs).

Veleta ride
From the Veleta ride.

I ordered a sandwich and got a GIANT one. The guys were laughing at me, and talking long about not eating anything themselves, but when tapas was served at the table (it is normal to get free tapas with your drink in Spanish bars) they ate it all, ha-ha. But I am used to having comments on the amount I consume on and off the bike, so I don’t care. And hey, I don’t look this good by not eating 😉

I do love food!

Epic Ride to Trevélez

The second Saturday, we were heading towards Trevélez and this time on the bike from Nerja, which made it a ride of more than 200 kilometers and 3.000 elevation meters.

CC Narixa Trevélez
Early birds to Trevélez.

We started early at 7:15 on a beautiful morning. Me and a handful of Narixa guys. The first 40-50 kilometers were very familiar. The coastline to Salobreña and then into the mountains. I was saving energy for the climb which was up and down for around 30 kilometers. Not knowing the climb made me stay in zone 3 to be sure not to blow up, but when we reached the top I felt a bit too fresh. The climbing was long, but not steep and very beautiful and HOT!

Trevélez ride
From the Trevélez ride

We had to stop several times to fill our bottles and thank God for all the fountains (or maybe just the nature/people who put them there). At one water stop Carlos wanted me to taste the water while he was looking. I thought it was a bit weird, but I did and I almost spitted it out again. He was laughing! The water was sparkling and tasted a bit like a fart because it was ionized somehow. Very weird and I didn’t like it.

Fuente Agria
Fuente Agria with the weird water.

The level in our group was very different, so while waiting for the others, we sought shadow under umbrellas belonging to a few stalls. They were selling dried fruits and other good stuff and we were offered to taste, so I had figs, honey-roasted sesame seeds and almonds. Yummy!

Trevélez ride
Seeking shadow on the way to Trevélez.

When we reached the top of the climb and the small town, Trevélez, it was 40 degrees and time for lunch. This time we all had a big sandwich and loads of Coca-Colas! No one was talking about not eating and for once I think I ate the least. Mostly because I had been eating throughout the ride, so I didn’t need that much extra, and because I don’t like to ride with my stomach too full.

Lunch in Trevélez
Lunch in Trevélez. I also had a sandwich, was just waiting for it, so don’t worry 😉

The downhill took about an hour and my bottle were full at the beginning. But the warm weather, a 40 degrees wind in the face, and probably too much salt in the jamón sandwich, made me drink both bottles before reaching the bottom and I was still very thirsty!

Trevélez ride
From the Trevélez ride.

There was no fountain or gas station or anywhere to get drinks before reaching the main road, so I was a critical point getting more and more dry in my mouth. My lips were so dry that they glued together, and I could only think of getting fast to liquid.

Couldn’t get enough drinks!

When we finally stopped at a gas station I bought 1,5 liters of water, a can of coke and an Aquarius. I filled my bottles (1 liter) and drank the rest (1,33 liters) before getting back on the bike. After that I was flying, and we went full gas for the last 40-50 kilometers home.

Trevélez ride
Beautiful sights on the Trevélez ride.

Maybe a bit too fast, because we ended up being only three passing the Nerja sign together, but it was good for me to use all my saved energy from the climb.

I really enjoyed being back, riding with friends, seeing new places and recharge the batteries for the last part of the season. I hope to be back soon, but right now my focus is on racing.

Trevélez ride
Remember to have fun!

Haza del Lino på en solskinsdag

Mandeltræer Andalusien

Denne var sidste weekend, inden en håndfuld af mine kammerater fra Team Integra Advokater – Giant kommer på træningslejr og ugen efter resten af Amager Cykle Ring.

Calahonda playa.

Carlos fra CC Narixa havde for et stykke tid fortalt mig om en fantastisk tur øst for Nerja, men den krævede godt vejr (varme temperaturer), så vi måtte vente lidt. Heldigvis er foråret kommet til Costa del Sol og hele ugen har solen skinnet og stegt, så temperaturen har været helt oppe på 24 grader. Det betød, at denne lørdag skulle vi endelig afsted 😀

Happy rider
Jeg smiler (næsten) altid på cyklen 🙂
Lørdag morgen

Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste bare, at vi skulle køre omkring 3500 højdemeter på lidt over 100 kilometer. Det var en del opad og Carlos havde kørt turen før, så jeg studerede ruten og fandt også en oversigt over stigningerne her og her. Umiddelbart ikke de vilde procenter, men jævne, lange stigninger.

Smukke, blomstrende mandeltræer.

Carlos hentede mig klokken 7:30 lørdag morgen, fordi vi skulle køre i bil til Calahonda, hvor vi ville starte turen. Alternativet havde været at tilføje mere end 100 kilometer til turen og med en kyststrækning, der konstant går op og ned, ville det nok være lige i overkanten.

Udsigt Rubite
Smuk udsigt på vejen op.
Starten i Calahonda

Vi parkerede bilen og pakkede cyklerne ud. Der var omkring 10 grader, så vi havde godt med tøj på, men det varede ikke længe, før solen bagte og kombineret med opadgående terræn, så røg en del af tøjet af igen. Vi havde op til 23 grader på turen, men det skiftede en del alt efter sol, skygge, vind osv. Garmin sagde, at snittet lå på 16 grader. Helt perfekt til dagens tur!

Andalusien cycling
En af dagens stigninger.

Kommunikationen imellem mig og Carlos glipper indimellem. Vi taler spansk og engelsk blandet med hinanden (nogle gange endda i samme sætning) og det gør, at vi nogle gange misforstår hinanden. Denne dag var ingen undtagelse og jeg havde slet ikke fattet, hvordan dagens tur var skruet sammen. Det kommer jeg tilbage til.

Cykling Andalusien
Nogle steder var mere stejle end andre.

Første “stop” på vejen var efter cirka 14 kilometer med 5,7% stigning i snit til byen Lújar. Det passer faktisk ikke, vi måtte stoppe på vejen op, fordi min sadel var et par millimeter for lav og det kunne jeg mærke, så den måtte justeres.

Giant Liv
Justering af sadelhøjde på vej til Lújar.

I Lújar kunne jeg få genopfyldt min ene flaske, som jeg havde tømt for længst (her var der gået 1,5-2 timer), på en dertilindrettet plads til cyklister. Det syntes vi var meget morsomt, at der ligefrem var en zone, hvor cyklister kunne hvile sig. Byen var knap vågen (og meget lille) men et lille marked med frugt og grønt var ved at stille op og en hane galede fra sit bur i en bygning ovenover os.

Hvilezone Lújar
Hvilezone for cyklister i Lújar.


Vand i Lújar
Jeg fylder vand med elektrolytter i Lújar.
Haza del Lino

Vi kørte videre over bjergryggen, som var forholdsvis flad. Her blomstrede mandeltræerne på begge sider og gav det lidt tørre landskab et smukt lyserødt skær. Træerne blomstrer i slutningen af januar til midt februar og Spanien er verdens andenstørste producent af mandler. Faktisk er der to slags, de hvide og de lyserøde. De hvide er søde mandler og de lyserøde er mere bitre. Humøret var højt og jeg tænkte, at nu var vi snart på toppen og jeg var for en gangs skyld ikke ved at dø.

Får Andalusien
Fårene flygtede da vi kom forbi.

Først skulle vi dog igennem en masse hårnålesving (faktisk samme tur op, som jeg tidligere har kørt ned, den tur kan du læse om i dette indlæg), en fårehyrde med alle sine får og et trist syn af en to år gammel brænd, hvor nogen havde sat ild til en masse træer og ødelagt naturen.

Forbrændte træer
Forbrændte træer, et trist syn.

Langt om længe nåede vi dog toppen og jeg havde kørt helt stille og roligt, så jeg var i hopla og i min friske glædesrus rakte jeg armene i vejret som en anden cirkusartist i jubelscene, da jeg så Haza del Lino skiltet. Men jeg nåede kun at tænke ”piece of cake” meget kort, før Carlos sagde noget i retningen af ”one more climb”. Armene røg hurtigt ned og jeg var forvirret – igen.

Cykling Lújar
Vi mødte ikke mange andre på vores tur.

Nå, men i det mindste skulle vi først ned og det var rart med lidt pause til benene. De 15 kilometers nedkørsel var dog hurtigt ovre, selvom vi tog den med ro til Albuñol, hvor det gik opad igen i 18 kilometer.

Puente Albuñol
En fin bro, vi kørte over i nærheden af Albuñol.

Det var på denne stigning, jeg for alvor blev nødt til at have styr på fakta. Jeg var ved at være træt efter små fem timer i sadlen, selvom jeg havde taget det forholdsvis roligt. Mine flasker var ved at være tomme og det samme var mine lommer med müslibarer.

Cykling Andalusien
Der skulle en del væske til denne dag, hele tre liter.

Så jeg spurgte Carlos, hvor vi egentlig var på vej hen og hvor lang turen ville blive i alt. Vi havde kørt 86 kilometer og først der fandt jeg ud af, at turen var 130 kilometer. Jeg fik et lettere chok og panikkede over manglen på mad og drikke, så jeg gik lidt i ’angry mode’ og skulle lige sluge endnu en kommunikationsbrist.

Sne Andalusien
Når man kommer højt nok op, kommer de sneklædte bjerge til syne.

Da vi nærmede os Polopos og havde kørt opad i noget, der minder om evigheder, måtte jeg igen have en status på længden til toppen. Carlos svarede, at vi enten kunne køre ned til bilen fra Polopos eller fortsætte til toppen af Haza del Lino.

Road to Rubite
Smukke, snoede veje i Andalusien.

Jeg havde ondt i hele kroppen efter de mange timer opad, men fandme om jeg ville give op så tæt på mål (hvor tæt jeg så end var), så jeg sagde, at vi skulle køre som planlagt, altså fortsætte til Haza del Lino. Jeg kunne dog ikke få et brugbart svar på, hvor langt der var til toppen, så jeg prøvede selv at regne mig frem til noget og endte med mellem 15 og 20 kilometer.

Venstre var til kysten, højre var op til Haza del Lino.
Haza del Lino igen

Der gik dog ikke mere end 3-4 kilometer fra vi kørte forbi Polopos til jeg så Haza del Lino skiltet og en stærkt tiltrængt restaurant. Igen lettere chokeret fattede jeg ingenting. Vi havde fuldstændig snakket forbi hinanden på vejen op. Jeg blev ved med at spørge, om vi allerede var på toppen og om Carlos nu også var sikker på, at vi ikke skulle videre op. Han var sikker, vi skulle kun ned til kysten herfra og så over det rullende landskab tilbage til Calahonda.

Haza del Lino cycling
Endelig sidste gang på toppen af Haza del Lino.

Jeg ærgrerede mig lidt over, at jeg ikke vidste, der var så kort til toppen, for så havde jeg ikke behøvet surmule de sidste kilometer og køre demonstrativt langsomt. Nu var jeg glad igen og jeg fik fyldt flaskerne med vand og Aquarius (som er populært hernede, men ikke smager synderligt godt), så jeg var klar til nedkørslen.

Haza del Lino højdemeter
Dagens højdemeter og stigninger.
Polopos nedkørsel

Det var en lang nedkørsel med en masse hårnålesving og efter et stykke tid begyndte mine arme og hænder at summe. Jeg var nok ikke så god til at slappe af i kroppen i hårnålesvingene og med næsten 25 minutters kørsel ned, så kunne det mærkes. Ned kom jeg dog og så var der kun små 15 kilometer til Calahonda og bilen. Hurra!

CC Narixa Calahonda
Jeg lod Carlos trække mig hele vejen til Calahonda – næsten.

Selvom jeg ofte skifter humør undervejs på Carlos’ cykelture – fordi jeg tit bliver presset til grænsen, og hvor det for ham og mange andre er ugens hårde tur, så har jeg i forvejen en del timer og hårde kilometer i benene, så jeg kommer sjældent med friske ben – så er jeg enormt glad for, at han gider lave disse ture og gider at have mig med på slæb.

CC Narixa duo
Vi klarede den endnu en gang 🙂

Når jeg sidder i 36-28 maks presset med en puls på 185, så sværmer han rundt og tager billeder med kæden midt på en 25’er kassette og en puls på 20 slag mindre end mig, så man skulle tro, at han kedede sig lidt. Men omvendt, så tror jeg også, at han er glad for, at der er nogen, der gider at køre disse latterligt lange og hårde ture med ham, så det er nok win win 😉

Du kan se turen på Strava, hvis du vil nørde lidt.

Haza del Lino cykelrute
Ruten vi kørte.
Fysioterapi og Physium

Jeg var lidt bekymret for mit knæ, når jeg nu skulle køre så meget opad. Det er ikke fordi, jeg har smerter i knæet, men så snart jeg mærker det mindste unormale, bliver jeg nervøs, for jeg orker ikke flere skader eller problemer på den front.

Andalusien cykling
Knæet havde ingen problemer med de mange højdemeter lørdag.

Det er knæet, som jeg slog i et styrt i sommer, hvor jeg fik et såkaldt bone bruise, det drejer sig om. Men jeg har været ved fysioterapeut og han mærker ikke noget alarmerende i forhold til hævelser/inflammation.

Fisioterapia Holandesa
Physium behandling hos Fisioterapia Holandesa

Han gav mig dog en behandling med hans Physium maskine, som er et ordentligt monstrum. Idéen med maskinen er at tage fordelene ved ”cupping” men med mulighed for at styrer selve trykket. Maskinen suger altså musklen til sig og giver slip igen for at øge blodcirkulationen og løsne op.

Physium maskinen

Heldigvis havde jeg ingen problemer med knæet lørdag og jeg mærkede heller ikke noget til det søndag morgen. Derfor mødte jeg op til CC Narixas søndagstræning klokken 8:30, men kun for at køre med den første time. Jeg kunne slet ikke mærke lørdagens tur i benene eller resten af kroppen, så det var dejligt ikke at være helt mørbanket.

CC Narixa cycling
CC Narixa toget

Jeg kørte med til Benajarafe og på vejen tilbage stoppede jeg i Torre del Mar på en café, La Bella Julieta, som jeg havde kigget kærligt på hver gang, jeg tidligere var kørt igennem byen (det var mange gange) så i dag måtte jeg simpelthen se nærmere på sagerne.

Vejret Costa del Sol
Regn er på vej til Costa del Sol

De havde de lækreste kager og sandwiches, men jeg var desværre ikke sulten. I stedet fik jeg en kæmpe cappuccino, som i en rigtig cappuccino og ikke den spanske version med flødeskum. Den blev nydt til fulde og jeg skal helt sikkert forbi igen, når jeg også har plads til et stykke kage! 😉

Cappuccino La Bella Julieta
Cappuccino hos La Bella Julieta

Cykling med vind, sne og veteranbiler

Nerja Costa del Sol

Jeg har cyklet til toppen af Puerto del Sol endnu en gang. Sidst var i december og jeg husker det som en kold og hård omgang, men det kan du selv læse om her.

No hay dolor
“Der er ingen smerte” står der på vejen op til Puerto del Sol

Anderledes fra sidst skulle vi denne gang ikke bare op og ned, men videre fra toppen til Alfarnate og hjem over Zafarraya (den tur, jeg var blevet lovet tilbage i december).

CC Narixa squad

På grund af det kolde vejr havde vi udskudt starten til kl. 9, men det var stadig bidende koldt med helt ned til 4 grader og strid modvind hele vejen til Alfarnate.

Photo bomb
Aldrig sur på tur!

Vi var overraskende mange på en lørdag og jeg havde derfor selskab af syv mænd. Til en forandring virkelig dejligt at være flere om at få vind på snuden. Især når der virkelig blev blæst igennem, som der gør disse dage på Costa del Sol.

Puerto del Sol climb
På vej mod Puerto del Sol

Den sidste uge har jeg haft problemer med mit Di2 batteri. Det mister strøm lynhurtigt og jeg kan ikke finde ud af hvorfor. Jeg er i dialog med flere mekanikere samt Shimano, så håber snart, vi finder en løsning. Indtil da kører jeg rundt med oplader og power bank, hvilket ikke er optimalt, men det virker.

CC Narixa Zafarraya
Ham til venstre er englænder, så ved du det 🙂

Denne morgen var det så min pulsmåler, der voldte mig problemer. Det var selvfølgelig muligt, at jeg slet ingen puls havde, meeen jeg mente nu, at det var batteriet, så drengene var søde til at vente imens jeg skiftede det (og ja, jeg kører altid rundt med ekstra batterier).

Cykling og mad
Måske uden puls, men aldrig uden mad!

Lige lidt hjalp det dog og jeg måtte frustreret fortsætte dagen uden puls. På den positive side, så kunne jeg ikke se, hvor meget jeg anstrengte mig. Det er imponerende, hvor afhængig man bliver af data. Mit humør sank på grund af den lille detalje (nok også fordi det kom oveni problemerne med min cykel) og det ødelagde lidt glæden ved en ellers fantastisk cykeldag.

Dunke cykling
Fylder flasker på vejen op. Selvom det er under 10 grader, drikker jeg 2-3 liter på en lang tur (5+ timer)

Nå, men jeg kunne ikke helt huske turen op til Puerto del Sol, men den føltes noget lettere end sidste gang. Jeg er også blevet et par kilo lettere, men forhåbentlig også stærkere.

Puerto del Sol Nerja
Der var koldt på toppen!

På toppen lå der sne. Jeg havde ikke forventet at se sne denne vinter, men ak, der lå den hvid og fin i små klatter rundt omkring.

Puerto del Sol CC Narixa
Carlos var så begejstret, at han skulle smage på sneen.

Vi tog et hurtigt billede (det hele skal jo dokumenteres) og så ellers videre, for det var for koldt at stå stille i knap 1100 meters højde.

Et sted jeg ikke tror, jeg har været før.

Turen til Alfarnate var rullende bakker og en enkelt kort stigning. Landskabet var virkelig fint og der var stort set ikke andre end os. Stilheden og naturen omkring os gjorde det hele værd, selvom jeg på dette tidspunkt ikke kunne mærke min næse af bare kulde.

Kaffe Alfarnate
Kaffe på café i Alfarnate

I den lille bjergby fik vi en hurtig kaffe at varme os på og så fortsatte vi ellers videre til Zafarraya. Der lå stadig sne til begge sider og Sierra Nevada kom også til synes undervejs. Jeg elsker, når man kan se de sneklædte bjerge i baggrunden.

Veranbiler Alfarnate
Der kørte en masse flotte veteranbiler forbi.

På et tidspunkt, på den ellers så fredelige landevej, blev vi overhalet af den ene veteranbil efter den anden. De kom i alle farver og former og tøffede roligt derudad. Hvor de skulle hen ved jeg ikke, men fine det var de.

View Periana
Smuk udsigt fra Periana.

Da vi ramte Zafarraya fik vi endelig medvind og jeg besluttede mig for at give den fuld hammer ned for at få QOM. Nedkørslen er 11,4 kilometer med et fald på 6% og et par hårnålesving undervejs. Tiden jeg skulle slå var 13:16 minutter svarende til et snit på 51,7 km/t.

Granada provinsen
Nerja ligger i Málaga provinsen, så vi var langt væk hjemmefra.

Til mit held var der ikke mange biler og kun en enkelt gang måtte jeg overhale en af dem. Jeg kastede cyklen rundt i svingende, bremsede kun i sidste øjeblik og trådte alt hvad jeg kunne på de lige stykker. Jeg kørte til grænsen, men sørgede også for at holde godt øje med eventuelle forhindringer længere fremme.

CC Narixa lørdag
Jeg fik QOM! Det vidste jeg dog ikke på dette tidspunkt 😉

Det bar frugt og jeg kom ned på 12:42 minutter med et snit på 54 km/t og en ny krone til samlingen. Tjek! Når jeg ser på mine tider fra dengang, jeg var bange for nedkørsler, tog det mig mere end 16 minutter at nå fra top til bund, så det er noget af en forbedring 😀

Sne Zafarraya
Der lå sne rundt omkring, men heldigvis ikke på vejen.

Tilbage i Nerja tog vi en sjælden tapas. Det vil egentlig sige, at man får sig noget at drikke, for hernede er der næsten altid en tapas gratis med til hver drink.

CC Narixa
Jeg elsker at cykle i det smukke landskab, Spanien byder på.

Hjemme gik jeg i gang med at fejlsøge min pulsmåler og faldt over en YouTube video, hvor man skulle ”kortslutte” enheden. Så det gjorde jeg og vupti, så havde jeg puls igen! Jeg fatter det ikke, men det virkede.

Granada provinsen
Et sted i Spanien…

Dagen efter stod jeg op til våde veje på grund af nattens regn. Det var stadig under 10 grader og blæsende, så vi var kun tre, der var mødt frem til CC Narixa søndagsturen.

Puerto del Sol stigningen
Fra lørdagens tur til Puerto del Sol. Søndag kørte jeg til Cómpeta.

Spanierne er ikke så glade for våde veje og i dag fandt jeg ud af hvorfor. Mit baghjul skred i en våd rundkørsel, der skete dog ikke noget, og hjulet tog også et ekstra spin, da jeg ville rejse mig op på et vådt stejlt stykke. Derfor tog vi det også helt stille og roligt, når det gik nedad.

Turen var ikke noget at skrive hjem om, så det vil jeg spare jer for 🙂

Una ruta nueva (en ny cykelrute)

Endnu en gang har jeg været på en helt ny cykelrute i Andalusien. Jeg er virkelig glad for, at folkene fra CC Narixa godt kan lide lidt alsidighed i cyklingen og altid spørger, om jeg vil med på tur.

Solopgang Nerja cykelrute
Kold morgen med solopgang.

Lørdag morgen

Vi mødtes hvor vi plejer, på tanken, lørdag morgen klokken 8:30. Der var fire personer udover mig: Carlos, Rafael, John og en fra Ungarn, der er på træningslejr alene hernede. Turen vi skulle ud på var lidt over 130 km. med 2100 højdemeter og en 7 km. lang stigning. Troede jeg, men det vender jeg tilbage til.

Puerto Camacho stigningen
På vej op til Puerto Camacho.

Jeg havde kørt nogle rimelig hårde ture i løbet af ugen, så jeg var lidt spændt på mit træthedsniveau. Ifølge TrainingPeaks var jeg temmelig træt, men heldigvis kan jeg også selv mærke efter i min krop og den sagde ”klar på mere”. Desværre hostede jeg stadig lidt, men slet ikke som for et par dage siden.

Puerto Camacho nedkørsel
Dagens nedkørsel version 1.

Vejret på Costa del Sol

Vejret skifter meget for tiden. Den ene dag kan det være blå himmel, høj sol og 20 grader. Dagen efter overskyet, regnvejr og 10 grader. Heldigvis er der flest af de førstnævnte og jeg har været heldig ikke at skulle ud på cyklen i decideret regnvejr endnu.

Puerto Camacho
Aldrig sur på tur!

Denne morgen tegnede godt vejrmæssigt, dog med en kold start på 6 grader. Senere måtte jeg tage en del tøj af, da temperaturen nåede op på 24 grader. Det er ”ulempen” ved at cykle på både kysten og i bjergene, det er svært at klæde sig på til begge dele.

Nede fra Puerto Camacho
Puerto Camacho i baggrunden.

Dagens cykelrute

Nå, men afsted kom vi og jeg havde for en gangs skyld tjekket ruten ud og set, at vi ”kun” skulle op ad en 7 km. decideret stigning og så var resten rullende bakker. Allerede inden vi rigtig kørte opad, undrede jeg mig over ruten, men jeg er ikke verdensmester i geografi, så jeg tænkte, at jeg nok bare havde set/huskede forkert.

Kaffe pause efter Puerto Camacho
Der blev også tid til et lille kaffestop.

Efter et stykke tid i opadgående terræn var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt vi var på dagens stigning, som jeg allerede syntes havde varet et godt stykke tid. Samtidig havde jeg også besluttet mig for virkelig at give den gas og sidde med så længe som muligt, nu det ikke var så hård en tur.

Cykling til Puerto Camacho
Her er jeg ved at være presset, men kan dog stadig smile til kameraet.

Jeg kæmpede bravt for at blive siddende på hjul og på et tidspunkt spurgte manden fra Ungarn, hvor lang stigningen var og da Carlos svarede, at der nok var 15 km. tilbage fik jeg dagens første ”chok” (hvor langt der var til selve stigningen anede jeg ikke, vi havde kørt en del op og ned). Jeg tænkte stadig, at jeg bare var helt blank til at læse rutekort, men jeg tænkte også, at 15 km. i det tempo de havde sat for dagen, blev hårdt og jeg måtte da også slippe et par gange, men fik dem kørt ind igen inden toppen.

Puerto Camacho
Vi kørte “kun” til Puerto Camacho, men man kan faktisk dreje fra og køre endnu længere opad til Sierra de Lújar.

Langt om længe nåede vi op i de 1125 meters højde, som Puerto Camacho ligger i. Det havde været en virkelig flot stigning næsten uden trafik. Stille og med fantastisk udsigt!

Op til Puerto Camacho
Bare os på cykel og naturen er virkelig fedt!

Det er en af de hårdeste stigninger, jeg har kørt hernede. Både fordi den stort set er jævn i sin stigning, så man får aldrig rigtig pause, men også fordi jeg var mærket af ugens træning og samtidig kørte rimeligt hårdt til. Det havde nok også været lidt lettere med en større kassette og mentalt var det svært ikke at vide, hvornår toppen viste sig.

Ned fra Puerto Camacho (Rubite)
Dagens nedkørsel version 2.

Til gengæld havde jeg en fest nedad! Jeg er blevet så glad for nedkørsler, at de andre havde svært ved at følge med. Det var en dejlig lang én af slagsen, med både lige strækninger og hårnålesving. Asfalten var til tider ujævn og hullet, så da vi nåede bunden havde jeg en anelse ondt i armene af bumleriet.

På vej til Puerto Camacho
Det er fedt at køre rundt imellem de høje bjerge i Andalusien.

Carlos fortalte mig, at ruten er endnu hårdere at køre modsat, så det skal vi prøve en dag.

CC Narixa lørdagsholdet
Lørdagsholdet, udover kameramanden.

Da vi ramte kysten anede jeg ikke, hvor vi var, men jeg kunne godt regne ud, at vi på ingen måde ville lande i Nerja indenfor 130 km., så jeg spurgte hvad der var sket undervejs og fik at vide, at Rafa ville køre dagens rute i stedet for den oprindelige. Det betød 160 km. og 2800 højdemeter samt en 12 km. lang stigning. Det havde de bare lige glemt at fortælle mig.

CC Narixa cykling
John (fra England) og jeg får os en lille snak undervejs.

Heldigvis tager jeg altid ekstra energi med på tur, men alligevel var jeg helt færdig efter 140 km. og da jeg kom hjem efter næsten 6,5 time i sadlen kunne jeg også konstatere, at jeg faktisk havde formået at køre medium pace i gennemsnit og dobbelt så mange TSS som der stod i programmet.

CC Narixa cykling
Mit overskud til at tage billeder var mest i starten, så tog Carlos over. For billeder, det går vi aldrig ned på i CC Narixa.

Så var det ikke så underligt, at jeg var tæt på grædefærdig de sidste 20 km. hjem. Og en anelse sur, men det krævede bare noget mad og et bad, så var jeg god igen. Og selvom det var hårdt, så er jeg endnu en fantastisk oplevelse rigere. Jeg elsker, at man kan komme så langt på en cykel og se så mange smukke steder!

CC Narixa
Rikke er done!


I dag kørte jeg en kortere tur og var lidt spændt på mine stakkels stænger, men overraskende nok havde de ingen problemer med at træde pedalerne rundt. I morgen står der dog styrketræning på programmet, inden møllen starter forfra 😉

CC Narixa
Svært at få plads til alt tøjet i baglommerne.

Læs om min forrige tur til Los Guájares her 🙂

Alhambra de Granada

Den sidste uge har jeg haft besøg af min veninde Tine-Marie. Mandag besluttede vi at tage på sightseeing og vi tog derfor bussen til Granada. En tur på to timer igennem det smukkeste landskab.

Klar til road trip!

Vi havde bestilt billetter til at se Alhambra, som jeg havde hørt skulle være SÅ fantastisk. Jeg har før været i Granada, men kun gået rundt i gaderne. Byen er virkelig smuk og velbevaret med gamle huse og små, hyggelige gader. Der er ca. 240.000 indbyggere, men byen virker større.

Smukt landskab fra Nerja til Granada inkl. Sierra Nevada med sne på toppen

Da vi ankom til Granada var det ikke helt gennemtænkt. Maverne sagde frokosttid, men tidsplanen sagde ”ingen tid at spilde” for vi havde billet til kl. 13 og ankom lidt over kl. 12 med 45 min. fra busstationen til Alhambra, som ligger på toppen af al-Sabika med en fantastisk udsigt over Granada. Vi hoppede på en bybus og nærmest løb de sidste 1,5 km. OPAD, men vi nåede det lige akkurat.

Det har nok været mere rødt i sin storhedstid 🙂

Alhambra er navngivet efter sin rødlige farve og navnet betyder ”den røde”. Det stammer fra det arabiske ord ”qa’lat al-Hamra”, som betyder ”rødt slot”. Indtil 1238 var Alhambra en fæstning, men da Mohammed ben Al-Hamar, den første konge af Nazarí, ankom i det 13. århundrede blev det til et kongepalads.

Udsigten fra Alhambra

Der er sidenhen lavet forstærkninger og blevet restaureret i stor stil. De vigtigste værker blev opført under Carlos V med tilføjelsen af flere værelser samt Palacio de Carlos V. Ikke desto mindre har Alhambra altid fastholdt sin karakter af at være et muslimsk palads.

Palacio nazarí

Palacios Nazaríes
Kongepaladset består af tre uafhængige områder:

  1. The Mexuar, som var et offentligt område, hvor retslige og statslige anliggender blev foretaget.
    The Mexuar

    Hertil og ikke længere for den offentlige befolkning
  2. Palacio de Comares, som var kongens officielle gemakker, hvor han tog imod fine gæster. Denne del af slottet blev indrettet på en typisk muslimsk måde og man kan i dag se væggene dækket med mønstre og citater fra Koranen. Man kan også ane mange smukke farver.
    Inde fra Palacio de Comares
    Palacio de Comares indefra

    Loftet i Palacio de Comares med udskåret træ
  3. Palacios de Leones, som var slottets private område, var derimod præget af kristen indretning. Formentlig fordi Mohammed V var gode venner med den kristne konge Pedro I, Den Grusomme.
Palacio de Leones

Paladset består af en central gårdhave omgivet af flere gallerier med søjler som et kristen kloster. Fra den centrale gårdhave kan man få adgang til de forskellige haller.

Palacio de Leones udefra

Paladset er bygget for at tilfredsstille sanserne og alt fra vand, lys, farver og dekorationer er harmonisk sammensat.

Alcazaba er en fæstning og en af ​​de ældste dele af Alhambra. Det antages, at før det blev bygget og før muslimerne ankom til Granada, var der allerede flere konstruktioner i samme område. Den første historiske henvisning til Alcazaba eksisterer fra det 9. århundrede, og det antages, at det derefter blev bygget af Sawwar Ben Hamdun under kampene mellem muslimer og muwalladiner (kristne, der konverterede til islam og levede blandt muslimerne).


Det nuværende kompleks blev bygget af Mohammed I, der byggede vældene omkring det tidligere slot og tre nye tårne: Torre Quebrada, Torre del Homenaje og Torre de la Vela. Som følge heraf blev Alcazaba en ægte fæstning, hvor kongen etablerede den kongelige bolig. Hans søn Mohammed II havde også sin bopæl i Alcazaba, indtil paladserne var færdige. Fra da af blev Alcazaba kun brugt som en fæstning til militære formål.

Alhambra er kæmpestort!

Da de kristne overtog byen, blev der gjort meget for at reparere Alcazaba. Og på forskellige tidspunkter i historien blev det i lange perioder brugt som et statsfængsel, selv under den franske besættelse.

En af paladsets haver

Ligesom Alhambra blev Alcazaba forladt og ikke plejet i lang tid, og det var først i slutningen af ​​det 19. århundrede og begyndelsen af ​​det 20. århundrede, at restaureringen gik i gang.

Deltajer i væggene

Generalife og Palacio de Carlos V
Man kan bruge flere timer i Alhambra, men vi havde begrænset med tid fordi bussen mellem Nerja og Granada ikke går så ofte og så var vi dødsultne, så vi skulle også nå at spise noget mad. Derfor nåede vi ikke at se alt, hvad Alhambra tilbyder og jeg har Generalife, haverne og Carlos V paladset til gode.