Haza del Lino på en solskinsdag

Mandeltræer Andalusien

Denne var sidste weekend, inden en håndfuld af mine kammerater fra Team Integra Advokater – Giant kommer på træningslejr og ugen efter resten af Amager Cykle Ring.

Calahonda
Calahonda playa.

Carlos fra CC Narixa havde for et stykke tid fortalt mig om en fantastisk tur øst for Nerja, men den krævede godt vejr (varme temperaturer), så vi måtte vente lidt. Heldigvis er foråret kommet til Costa del Sol og hele ugen har solen skinnet og stegt, så temperaturen har været helt oppe på 24 grader. Det betød, at denne lørdag skulle vi endelig afsted 😀

Happy rider
Jeg smiler (næsten) altid på cyklen 🙂
Lørdag morgen

Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste bare, at vi skulle køre omkring 3500 højdemeter på lidt over 100 kilometer. Det var en del opad og Carlos havde kørt turen før, så jeg studerede ruten og fandt også en oversigt over stigningerne her og her. Umiddelbart ikke de vilde procenter, men jævne, lange stigninger.

Mandeltræer
Smukke, blomstrende mandeltræer.

Carlos hentede mig klokken 7:30 lørdag morgen, fordi vi skulle køre i bil til Calahonda, hvor vi ville starte turen. Alternativet havde været at tilføje mere end 100 kilometer til turen og med en kyststrækning, der konstant går op og ned, ville det nok være lige i overkanten.

Udsigt Rubite
Smuk udsigt på vejen op.
Starten i Calahonda

Vi parkerede bilen og pakkede cyklerne ud. Der var omkring 10 grader, så vi havde godt med tøj på, men det varede ikke længe, før solen bagte og kombineret med opadgående terræn, så røg en del af tøjet af igen. Vi havde op til 23 grader på turen, men det skiftede en del alt efter sol, skygge, vind osv. Garmin sagde, at snittet lå på 16 grader. Helt perfekt til dagens tur!

Andalusien cycling
En af dagens stigninger.

Kommunikationen imellem mig og Carlos glipper indimellem. Vi taler spansk og engelsk blandet med hinanden (nogle gange endda i samme sætning) og det gør, at vi nogle gange misforstår hinanden. Denne dag var ingen undtagelse og jeg havde slet ikke fattet, hvordan dagens tur var skruet sammen. Det kommer jeg tilbage til.

Cykling Andalusien
Nogle steder var mere stejle end andre.
Lújar

Første “stop” på vejen var efter cirka 14 kilometer med 5,7% stigning i snit til byen Lújar. Det passer faktisk ikke, vi måtte stoppe på vejen op, fordi min sadel var et par millimeter for lav og det kunne jeg mærke, så den måtte justeres.

Giant Liv
Justering af sadelhøjde på vej til Lújar.

I Lújar kunne jeg få genopfyldt min ene flaske, som jeg havde tømt for længst (her var der gået 1,5-2 timer), på en dertilindrettet plads til cyklister. Det syntes vi var meget morsomt, at der ligefrem var en zone, hvor cyklister kunne hvile sig. Byen var knap vågen (og meget lille) men et lille marked med frugt og grønt var ved at stille op og en hane galede fra sit bur i en bygning ovenover os.

Hvilezone Lújar
Hvilezone for cyklister i Lújar.

 

Vand i Lújar
Jeg fylder vand med elektrolytter i Lújar.
Haza del Lino

Vi kørte videre over bjergryggen, som var forholdsvis flad. Her blomstrede mandeltræerne på begge sider og gav det lidt tørre landskab et smukt lyserødt skær. Træerne blomstrer i slutningen af januar til midt februar og Spanien er verdens andenstørste producent af mandler. Faktisk er der to slags, de hvide og de lyserøde. De hvide er søde mandler og de lyserøde er mere bitre. Humøret var højt og jeg tænkte, at nu var vi snart på toppen og jeg var for en gangs skyld ikke ved at dø.

Får Andalusien
Fårene flygtede da vi kom forbi.

Først skulle vi dog igennem en masse hårnålesving (faktisk samme tur op, som jeg tidligere har kørt ned, den tur kan du læse om i dette indlæg), en fårehyrde med alle sine får og et trist syn af en to år gammel brænd, hvor nogen havde sat ild til en masse træer og ødelagt naturen.

Forbrændte træer
Forbrændte træer, et trist syn.

Langt om længe nåede vi dog toppen og jeg havde kørt helt stille og roligt, så jeg var i hopla og i min friske glædesrus rakte jeg armene i vejret som en anden cirkusartist i jubelscene, da jeg så Haza del Lino skiltet. Men jeg nåede kun at tænke ”piece of cake” meget kort, før Carlos sagde noget i retningen af ”one more climb”. Armene røg hurtigt ned og jeg var forvirret – igen.

Cykling Lújar
Vi mødte ikke mange andre på vores tur.
Albuñol

Nå, men i det mindste skulle vi først ned og det var rart med lidt pause til benene. De 15 kilometers nedkørsel var dog hurtigt ovre, selvom vi tog den med ro til Albuñol, hvor det gik opad igen i 18 kilometer.

Puente Albuñol
En fin bro, vi kørte over i nærheden af Albuñol.

Det var på denne stigning, jeg for alvor blev nødt til at have styr på fakta. Jeg var ved at være træt efter små fem timer i sadlen, selvom jeg havde taget det forholdsvis roligt. Mine flasker var ved at være tomme og det samme var mine lommer med müslibarer.

Cykling Andalusien
Der skulle en del væske til denne dag, hele tre liter.

Så jeg spurgte Carlos, hvor vi egentlig var på vej hen og hvor lang turen ville blive i alt. Vi havde kørt 86 kilometer og først der fandt jeg ud af, at turen var 130 kilometer. Jeg fik et lettere chok og panikkede over manglen på mad og drikke, så jeg gik lidt i ’angry mode’ og skulle lige sluge endnu en kommunikationsbrist.

Sne Andalusien
Når man kommer højt nok op, kommer de sneklædte bjerge til syne.
Polopos

Da vi nærmede os Polopos og havde kørt opad i noget, der minder om evigheder, måtte jeg igen have en status på længden til toppen. Carlos svarede, at vi enten kunne køre ned til bilen fra Polopos eller fortsætte til toppen af Haza del Lino.

Road to Rubite
Smukke, snoede veje i Andalusien.

Jeg havde ondt i hele kroppen efter de mange timer opad, men fandme om jeg ville give op så tæt på mål (hvor tæt jeg så end var), så jeg sagde, at vi skulle køre som planlagt, altså fortsætte til Haza del Lino. Jeg kunne dog ikke få et brugbart svar på, hvor langt der var til toppen, så jeg prøvede selv at regne mig frem til noget og endte med mellem 15 og 20 kilometer.

Polopos
Venstre var til kysten, højre var op til Haza del Lino.
Haza del Lino igen

Der gik dog ikke mere end 3-4 kilometer fra vi kørte forbi Polopos til jeg så Haza del Lino skiltet og en stærkt tiltrængt restaurant. Igen lettere chokeret fattede jeg ingenting. Vi havde fuldstændig snakket forbi hinanden på vejen op. Jeg blev ved med at spørge, om vi allerede var på toppen og om Carlos nu også var sikker på, at vi ikke skulle videre op. Han var sikker, vi skulle kun ned til kysten herfra og så over det rullende landskab tilbage til Calahonda.

Haza del Lino cycling
Endelig sidste gang på toppen af Haza del Lino.

Jeg ærgrerede mig lidt over, at jeg ikke vidste, der var så kort til toppen, for så havde jeg ikke behøvet surmule de sidste kilometer og køre demonstrativt langsomt. Nu var jeg glad igen og jeg fik fyldt flaskerne med vand og Aquarius (som er populært hernede, men ikke smager synderligt godt), så jeg var klar til nedkørslen.

Haza del Lino højdemeter
Dagens højdemeter og stigninger.
Polopos nedkørsel

Det var en lang nedkørsel med en masse hårnålesving og efter et stykke tid begyndte mine arme og hænder at summe. Jeg var nok ikke så god til at slappe af i kroppen i hårnålesvingene og med næsten 25 minutters kørsel ned, så kunne det mærkes. Ned kom jeg dog og så var der kun små 15 kilometer til Calahonda og bilen. Hurra!

CC Narixa Calahonda
Jeg lod Carlos trække mig hele vejen til Calahonda – næsten.
Taknemmelighed

Selvom jeg ofte skifter humør undervejs på Carlos’ cykelture – fordi jeg tit bliver presset til grænsen, og hvor det for ham og mange andre er ugens hårde tur, så har jeg i forvejen en del timer og hårde kilometer i benene, så jeg kommer sjældent med friske ben – så er jeg enormt glad for, at han gider lave disse ture og gider at have mig med på slæb.

CC Narixa duo
Vi klarede den endnu en gang 🙂

Når jeg sidder i 36-28 maks presset med en puls på 185, så sværmer han rundt og tager billeder med kæden midt på en 25’er kassette og en puls på 20 slag mindre end mig, så man skulle tro, at han kedede sig lidt. Men omvendt, så tror jeg også, at han er glad for, at der er nogen, der gider at køre disse latterligt lange og hårde ture med ham, så det er nok win win 😉

Du kan se turen på Strava, hvis du vil nørde lidt.

Haza del Lino cykelrute
Ruten vi kørte.
Fysioterapi og Physium

Jeg var lidt bekymret for mit knæ, når jeg nu skulle køre så meget opad. Det er ikke fordi, jeg har smerter i knæet, men så snart jeg mærker det mindste unormale, bliver jeg nervøs, for jeg orker ikke flere skader eller problemer på den front.

Andalusien cykling
Knæet havde ingen problemer med de mange højdemeter lørdag.

Det er knæet, som jeg slog i et styrt i sommer, hvor jeg fik et såkaldt bone bruise, det drejer sig om. Men jeg har været ved fysioterapeut og han mærker ikke noget alarmerende i forhold til hævelser/inflammation.

Fisioterapia Holandesa
Physium behandling hos Fisioterapia Holandesa

Han gav mig dog en behandling med hans Physium maskine, som er et ordentligt monstrum. Idéen med maskinen er at tage fordelene ved ”cupping” men med mulighed for at styrer selve trykket. Maskinen suger altså musklen til sig og giver slip igen for at øge blodcirkulationen og løsne op.

Physium
Physium maskinen
Søndag

Heldigvis havde jeg ingen problemer med knæet lørdag og jeg mærkede heller ikke noget til det søndag morgen. Derfor mødte jeg op til CC Narixas søndagstræning klokken 8:30, men kun for at køre med den første time. Jeg kunne slet ikke mærke lørdagens tur i benene eller resten af kroppen, så det var dejligt ikke at være helt mørbanket.

CC Narixa cycling
CC Narixa toget

Jeg kørte med til Benajarafe og på vejen tilbage stoppede jeg i Torre del Mar på en café, La Bella Julieta, som jeg havde kigget kærligt på hver gang, jeg tidligere var kørt igennem byen (det var mange gange) så i dag måtte jeg simpelthen se nærmere på sagerne.

Vejret Costa del Sol
Regn er på vej til Costa del Sol

De havde de lækreste kager og sandwiches, men jeg var desværre ikke sulten. I stedet fik jeg en kæmpe cappuccino, som i en rigtig cappuccino og ikke den spanske version med flødeskum. Den blev nydt til fulde og jeg skal helt sikkert forbi igen, når jeg også har plads til et stykke kage! 😉

Cappuccino La Bella Julieta
Cappuccino hos La Bella Julieta

Cykling med vind, sne og veteranbiler

Nerja Costa del Sol

Jeg har cyklet til toppen af Puerto del Sol endnu en gang. Sidst var i december og jeg husker det som en kold og hård omgang, men det kan du selv læse om her.

No hay dolor
“Der er ingen smerte” står der på vejen op til Puerto del Sol

Anderledes fra sidst skulle vi denne gang ikke bare op og ned, men videre fra toppen til Alfarnate og hjem over Zafarraya (den tur, jeg var blevet lovet tilbage i december).

CC Narixa squad
Lørdagsholdet

På grund af det kolde vejr havde vi udskudt starten til kl. 9, men det var stadig bidende koldt med helt ned til 4 grader og strid modvind hele vejen til Alfarnate.

Photo bomb
Aldrig sur på tur!

Vi var overraskende mange på en lørdag og jeg havde derfor selskab af syv mænd. Til en forandring virkelig dejligt at være flere om at få vind på snuden. Især når der virkelig blev blæst igennem, som der gør disse dage på Costa del Sol.

Puerto del Sol climb
På vej mod Puerto del Sol

Den sidste uge har jeg haft problemer med mit Di2 batteri. Det mister strøm lynhurtigt og jeg kan ikke finde ud af hvorfor. Jeg er i dialog med flere mekanikere samt Shimano, så håber snart, vi finder en løsning. Indtil da kører jeg rundt med oplader og power bank, hvilket ikke er optimalt, men det virker.

CC Narixa Zafarraya
Ham til venstre er englænder, så ved du det 🙂

Denne morgen var det så min pulsmåler, der voldte mig problemer. Det var selvfølgelig muligt, at jeg slet ingen puls havde, meeen jeg mente nu, at det var batteriet, så drengene var søde til at vente imens jeg skiftede det (og ja, jeg kører altid rundt med ekstra batterier).

Cykling og mad
Måske uden puls, men aldrig uden mad!

Lige lidt hjalp det dog og jeg måtte frustreret fortsætte dagen uden puls. På den positive side, så kunne jeg ikke se, hvor meget jeg anstrengte mig. Det er imponerende, hvor afhængig man bliver af data. Mit humør sank på grund af den lille detalje (nok også fordi det kom oveni problemerne med min cykel) og det ødelagde lidt glæden ved en ellers fantastisk cykeldag.

Dunke cykling
Fylder flasker på vejen op. Selvom det er under 10 grader, drikker jeg 2-3 liter på en lang tur (5+ timer)

Nå, men jeg kunne ikke helt huske turen op til Puerto del Sol, men den føltes noget lettere end sidste gang. Jeg er også blevet et par kilo lettere, men forhåbentlig også stærkere.

Puerto del Sol Nerja
Der var koldt på toppen!

På toppen lå der sne. Jeg havde ikke forventet at se sne denne vinter, men ak, der lå den hvid og fin i små klatter rundt omkring.

Puerto del Sol CC Narixa
Carlos var så begejstret, at han skulle smage på sneen.

Vi tog et hurtigt billede (det hele skal jo dokumenteres) og så ellers videre, for det var for koldt at stå stille i knap 1100 meters højde.

Alazores
Et sted jeg ikke tror, jeg har været før.

Turen til Alfarnate var rullende bakker og en enkelt kort stigning. Landskabet var virkelig fint og der var stort set ikke andre end os. Stilheden og naturen omkring os gjorde det hele værd, selvom jeg på dette tidspunkt ikke kunne mærke min næse af bare kulde.

Kaffe Alfarnate
Kaffe på café i Alfarnate

I den lille bjergby fik vi en hurtig kaffe at varme os på og så fortsatte vi ellers videre til Zafarraya. Der lå stadig sne til begge sider og Sierra Nevada kom også til synes undervejs. Jeg elsker, når man kan se de sneklædte bjerge i baggrunden.

Veranbiler Alfarnate
Der kørte en masse flotte veteranbiler forbi.

På et tidspunkt, på den ellers så fredelige landevej, blev vi overhalet af den ene veteranbil efter den anden. De kom i alle farver og former og tøffede roligt derudad. Hvor de skulle hen ved jeg ikke, men fine det var de.

View Periana
Smuk udsigt fra Periana.

Da vi ramte Zafarraya fik vi endelig medvind og jeg besluttede mig for at give den fuld hammer ned for at få QOM. Nedkørslen er 11,4 kilometer med et fald på 6% og et par hårnålesving undervejs. Tiden jeg skulle slå var 13:16 minutter svarende til et snit på 51,7 km/t.

Granada provinsen
Nerja ligger i Málaga provinsen, så vi var langt væk hjemmefra.

Til mit held var der ikke mange biler og kun en enkelt gang måtte jeg overhale en af dem. Jeg kastede cyklen rundt i svingende, bremsede kun i sidste øjeblik og trådte alt hvad jeg kunne på de lige stykker. Jeg kørte til grænsen, men sørgede også for at holde godt øje med eventuelle forhindringer længere fremme.

CC Narixa lørdag
Jeg fik QOM! Det vidste jeg dog ikke på dette tidspunkt 😉

Det bar frugt og jeg kom ned på 12:42 minutter med et snit på 54 km/t og en ny krone til samlingen. Tjek! Når jeg ser på mine tider fra dengang, jeg var bange for nedkørsler, tog det mig mere end 16 minutter at nå fra top til bund, så det er noget af en forbedring 😀

Sne Zafarraya
Der lå sne rundt omkring, men heldigvis ikke på vejen.

Tilbage i Nerja tog vi en sjælden tapas. Det vil egentlig sige, at man får sig noget at drikke, for hernede er der næsten altid en tapas gratis med til hver drink.

CC Narixa
Jeg elsker at cykle i det smukke landskab, Spanien byder på.

Hjemme gik jeg i gang med at fejlsøge min pulsmåler og faldt over en YouTube video, hvor man skulle ”kortslutte” enheden. Så det gjorde jeg og vupti, så havde jeg puls igen! Jeg fatter det ikke, men det virkede.

Granada provinsen
Et sted i Spanien…
Søndag

Dagen efter stod jeg op til våde veje på grund af nattens regn. Det var stadig under 10 grader og blæsende, så vi var kun tre, der var mødt frem til CC Narixa søndagsturen.

Puerto del Sol stigningen
Fra lørdagens tur til Puerto del Sol. Søndag kørte jeg til Cómpeta.

Spanierne er ikke så glade for våde veje og i dag fandt jeg ud af hvorfor. Mit baghjul skred i en våd rundkørsel, der skete dog ikke noget, og hjulet tog også et ekstra spin, da jeg ville rejse mig op på et vådt stejlt stykke. Derfor tog vi det også helt stille og roligt, når det gik nedad.

Turen var ikke noget at skrive hjem om, så det vil jeg spare jer for 🙂

Lørdagstur til Dronningen (La Reina)

La Reina cykling

Lørdag er efterhånden blevet ”prøv ny cykelrute” dagen og i går var ingen undtagelse. Carlos havde først foreslået 180 km., meeen der måtte jeg alligevel gå i forhandling omkring distancen. Ikke fordi jeg ikke ville køre så langt, men min træner syntes det var på tide at trække lidt i bremsen.

Team Integra Advokater - Giant
Formen er god og stigninger bliver hele tiden lettere at erobre.

Jeg har kørt en del lange og hårde ture på det sidste, så jeg skal passe på ikke at nå et punkt, hvor jeg skader mere end jeg gaver. Lige nu går det fremad med formen og det skal det helst fortsætte med.

CC Narixa
Gary og Carlos i front.

Carlos og jeg fandt derfor et kompromis på 130 relativt flade kilometer med en enkelt stigning på 15,4 km. og et gennemsnit på 5,5%. Stigningen hed ’La Reina’ (Dronningen) og lå i 900 meters højde.

La Reina top
Toppen af La Reina.
Lørdag morgen

Vejret var slået om igen og imens jeg spiste morgenmad kunne jeg høre vinden suse og se træerne svaje voldsomt fra side til side. Jeg gispede lidt ved tanken om kastevinde og bidende kulde, men jeg er jo trods alt fra et land, hvor det aaaaltiiiid blæser (i hvert fald på Amager), så jeg tænkte ”hvor slemt kan det være?”.

La Reina tunnel
Man kommer igennem en fin tunnel på vejen til La Reina.

Da jeg kørte afsted var jeg nær aldrig kommet ud af porten til min bygning. Det blæste så meget, at jeg måtte lægge hele min kropsvægt i for at få porten op. På vej ned til tanken kunne jeg så konstatere, at der ikke var mere strøm på min Di2 (elektroniske gear). Jeg tjekker ofte batteristatus, men den gik fra grønt lys (masser af strøm) til TOTAL tom fra den ene dag til den anden – jeg forstod det ikke. Men jeg måtte køre hjem og hente oplader samt power bank, som jeg så kunne have i baglommen, imens batteriet ladede op.

Di2 taber strøm
Min Di2 løb hele tiden tør for strøm, så jeg måtte sætte den til en power bank.

Temperaturen var faktisk ikke så slem som frygtet, men jeg var også godt pakket ind. Desværre var vi kun tre til dagens tur (Carlos, Gary og mig), så det var svært at få læ på hjul. Især fordi vinden kom fra alle retninger. Jeg var ikke helt sikker på hvorfor, men Carlos og Gary ville stoppe på en café allerede efter fem kvarter, så der drak vi turens første kaffe. Måske håbede de, at vinden ville lægge sig. Det gjorde den ikke. Overhovedet.

Kaffestop La Reina
Kaffestop på toppen af La Reina
La Reina

Vi kom på cyklerne igen og der skete ikke det store, før vi ramte Málaga og dagens stigning. Jeg havde ikke kørt den før og jeg havde besluttet på forhånd, at jeg uanset hvad ville tage den med ro. Til mit held var Carlos træt og småsyg og Gary ude af form, så der var ingen til at presse mig over evne og jeg kunne køre i mit eget tempo hele vejen op med Carlos til at lege fotograf. Men han leger faktisk ikke, for han er fotograf og så giver alle billederne pludselig meget mere mening.

Carlos Gallego fotograf
Carlos er vel efterhånden min personlige fotograf 😉

Stigningen startede med tocifrede procenter, men fladede hurtigt ud og var i lange stræk kun 2-4%. De sidste par kilometer blev den dog stejl igen med op til 16%. Den var utrolig flot og der var overraskende få biler, så man kunne virkelig nyde naturen og stilheden. Til gengæld var der virkelig mange andre ryttere på både racer og MTB. Sidstnævnte i mange tilfælde med motor på cyklen, så det var lidt provokerende, når de kom lallende forbi i høj fart.

La Reina MTB
Længere fremme kan man se de MTB ryttere, der overhalede os pga. motor på cyklen.

På toppen lå der en lille café, hvor vi fik endnu en kaffe. Jeg havde svedt en del, så da jeg havde siddet stille lidt begyndte jeg at fryse voldsomt meget! Der var også kun omkring 8 grader og jeg så ikke frem til den kolde tur ned. Men hvad der kommer op, må også komme ned, så der var ingen vej udenom. På med vindvesten, helt op med buff’en og afsted.

La Reina sving
Et af de mere stejle steder på La Reina stigningen.
Ned og hjem

Det var en vildt fed nedkørsel, hvis man ser bort fra kulden. God vejbelægning, ingen trafik og bløde sving. Eneste minus var vinden og det gjorde drengene lidt nervøse, så jeg overhalede og trådte til. Jeg havde i uendelig lang tid forsøgt at slå min egen max fart, som lå på 74 km/t, men noget i min krop havde trukket i bremsen, hver gang jeg rundede de 70 km/t – indtil nu. På et godt langt og stejlt stykke kiggede jeg på min Garmin og kunne se, at jeg var virkelig tæt på min rekord, så jeg trådte alt hvad jeg kunne. Der kom desværre et sving længere fremme, så jeg nåede ikke højere end 79 km/t denne gang.

Defekt CC Narixa
På vej ned fik Carlos defekt, men det blev hurtigt fikset.

Jeg bliver stadig overrasket over, hvor frygtløs jeg pludselig er blevet og jeg ved ikke helt, hvor det kommer fra, men det er fedt! Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på drengene fra Amager Cykle Ring, som altid har sagt ”slip nu bremsen, Rikke!” og jeg glæder mig til at vise dem, at jeg godt tør nu.

Coast ride
Der skulle trædes til i vinden hjem langs kysten.

Tilbage på kysten var der igen kraftig sidevind, men Gary var koldet, så det var op til Carlos og mig at få os hjem. Heldigvis havde jeg gode ben og kunne tage nogle gode føringer. Faktisk så gode, at jeg tabte de andre på et tidspunkt – hvad sker der for det?! Men det er rart at mærke, at jeg er blevet stærkere og at rollerne indimellem byttes rundt, så det ikke altid er mig, der skal lide.

Smilende Rikke
Gary i baggrunden.
Søndag

I dag skulle jeg ud på en kort tur sammen med Marí, men jeg nåede kun at køre en time, før min di2 igen var løbet tør for strøm. Denne gang havde jeg ikke nogen power bank og der var 40 km. hjem. Det blev en underholdende tur i 36/22 med voldsomt mange omdrejninger og syre i benene.

Vektor Cycling Marí
Søndagstur med Marí, som kører på DC Ride – Vektor Cyling Team

Jeg har aldrig haft problemer med batteriet før, men nu har jeg opdateret firmwaren og håber, at det løser problemet. Næste step er nyt batteri og endnu værre, ny bagskifter, så kryds lige fingre for mig!

Du kan læse om min sidste tur, som gik til Puerto Camacho, her.

Una ruta nueva (en ny cykelrute)

Endnu en gang har jeg været på en helt ny cykelrute i Andalusien. Jeg er virkelig glad for, at folkene fra CC Narixa godt kan lide lidt alsidighed i cyklingen og altid spørger, om jeg vil med på tur.

Solopgang Nerja cykelrute
Kold morgen med solopgang.

Lørdag morgen

Vi mødtes hvor vi plejer, på tanken, lørdag morgen klokken 8:30. Der var fire personer udover mig: Carlos, Rafael, John og en fra Ungarn, der er på træningslejr alene hernede. Turen vi skulle ud på var lidt over 130 km. med 2100 højdemeter og en 7 km. lang stigning. Troede jeg, men det vender jeg tilbage til.

Puerto Camacho stigningen
På vej op til Puerto Camacho.

Jeg havde kørt nogle rimelig hårde ture i løbet af ugen, så jeg var lidt spændt på mit træthedsniveau. Ifølge TrainingPeaks var jeg temmelig træt, men heldigvis kan jeg også selv mærke efter i min krop og den sagde ”klar på mere”. Desværre hostede jeg stadig lidt, men slet ikke som for et par dage siden.

Puerto Camacho nedkørsel
Dagens nedkørsel version 1.

Vejret på Costa del Sol

Vejret skifter meget for tiden. Den ene dag kan det være blå himmel, høj sol og 20 grader. Dagen efter overskyet, regnvejr og 10 grader. Heldigvis er der flest af de førstnævnte og jeg har været heldig ikke at skulle ud på cyklen i decideret regnvejr endnu.

Puerto Camacho
Aldrig sur på tur!

Denne morgen tegnede godt vejrmæssigt, dog med en kold start på 6 grader. Senere måtte jeg tage en del tøj af, da temperaturen nåede op på 24 grader. Det er ”ulempen” ved at cykle på både kysten og i bjergene, det er svært at klæde sig på til begge dele.

Nede fra Puerto Camacho
Puerto Camacho i baggrunden.

Dagens cykelrute

Nå, men afsted kom vi og jeg havde for en gangs skyld tjekket ruten ud og set, at vi ”kun” skulle op ad en 7 km. decideret stigning og så var resten rullende bakker. Allerede inden vi rigtig kørte opad, undrede jeg mig over ruten, men jeg er ikke verdensmester i geografi, så jeg tænkte, at jeg nok bare havde set/huskede forkert.

Kaffe pause efter Puerto Camacho
Der blev også tid til et lille kaffestop.

Efter et stykke tid i opadgående terræn var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt vi var på dagens stigning, som jeg allerede syntes havde varet et godt stykke tid. Samtidig havde jeg også besluttet mig for virkelig at give den gas og sidde med så længe som muligt, nu det ikke var så hård en tur.

Cykling til Puerto Camacho
Her er jeg ved at være presset, men kan dog stadig smile til kameraet.

Jeg kæmpede bravt for at blive siddende på hjul og på et tidspunkt spurgte manden fra Ungarn, hvor lang stigningen var og da Carlos svarede, at der nok var 15 km. tilbage fik jeg dagens første ”chok” (hvor langt der var til selve stigningen anede jeg ikke, vi havde kørt en del op og ned). Jeg tænkte stadig, at jeg bare var helt blank til at læse rutekort, men jeg tænkte også, at 15 km. i det tempo de havde sat for dagen, blev hårdt og jeg måtte da også slippe et par gange, men fik dem kørt ind igen inden toppen.

Puerto Camacho
Vi kørte “kun” til Puerto Camacho, men man kan faktisk dreje fra og køre endnu længere opad til Sierra de Lújar.

Langt om længe nåede vi op i de 1125 meters højde, som Puerto Camacho ligger i. Det havde været en virkelig flot stigning næsten uden trafik. Stille og med fantastisk udsigt!

Op til Puerto Camacho
Bare os på cykel og naturen er virkelig fedt!

Det er en af de hårdeste stigninger, jeg har kørt hernede. Både fordi den stort set er jævn i sin stigning, så man får aldrig rigtig pause, men også fordi jeg var mærket af ugens træning og samtidig kørte rimeligt hårdt til. Det havde nok også været lidt lettere med en større kassette og mentalt var det svært ikke at vide, hvornår toppen viste sig.

Ned fra Puerto Camacho (Rubite)
Dagens nedkørsel version 2.

Til gengæld havde jeg en fest nedad! Jeg er blevet så glad for nedkørsler, at de andre havde svært ved at følge med. Det var en dejlig lang én af slagsen, med både lige strækninger og hårnålesving. Asfalten var til tider ujævn og hullet, så da vi nåede bunden havde jeg en anelse ondt i armene af bumleriet.

På vej til Puerto Camacho
Det er fedt at køre rundt imellem de høje bjerge i Andalusien.

Carlos fortalte mig, at ruten er endnu hårdere at køre modsat, så det skal vi prøve en dag.

CC Narixa lørdagsholdet
Lørdagsholdet, udover kameramanden.

Da vi ramte kysten anede jeg ikke, hvor vi var, men jeg kunne godt regne ud, at vi på ingen måde ville lande i Nerja indenfor 130 km., så jeg spurgte hvad der var sket undervejs og fik at vide, at Rafa ville køre dagens rute i stedet for den oprindelige. Det betød 160 km. og 2800 højdemeter samt en 12 km. lang stigning. Det havde de bare lige glemt at fortælle mig.

CC Narixa cykling
John (fra England) og jeg får os en lille snak undervejs.

Heldigvis tager jeg altid ekstra energi med på tur, men alligevel var jeg helt færdig efter 140 km. og da jeg kom hjem efter næsten 6,5 time i sadlen kunne jeg også konstatere, at jeg faktisk havde formået at køre medium pace i gennemsnit og dobbelt så mange TSS som der stod i programmet.

CC Narixa cykling
Mit overskud til at tage billeder var mest i starten, så tog Carlos over. For billeder, det går vi aldrig ned på i CC Narixa.

Så var det ikke så underligt, at jeg var tæt på grædefærdig de sidste 20 km. hjem. Og en anelse sur, men det krævede bare noget mad og et bad, så var jeg god igen. Og selvom det var hårdt, så er jeg endnu en fantastisk oplevelse rigere. Jeg elsker, at man kan komme så langt på en cykel og se så mange smukke steder!

CC Narixa
Rikke er done!

Søndag

I dag kørte jeg en kortere tur og var lidt spændt på mine stakkels stænger, men overraskende nok havde de ingen problemer med at træde pedalerne rundt. I morgen står der dog styrketræning på programmet, inden møllen starter forfra 😉

CC Narixa
Svært at få plads til alt tøjet i baglommerne.

Læs om min forrige tur til Los Guájares her 🙂

Vuelta a Guájares

I går havde Carlos fra CC Narixa planlagt en længere tur østpå og som altid er jeg frisk på en lille udfordring – selvom 150 km. pludselig ikke virker nær så langt, når man næsten lige har kørt 200 af slagsen. Det var også en oplagt mulighed for at få testet mit nye klubtøj 😉

Tidligt op på en lørdag, faktisk før solen.

Hele ugen havde jeg døjet med hoste. Jeg havde ikke haft det dårligt eller ondt, men jeg hostede voldsomt, når et eller andet langt nede i lungerne gerne ville op. Det lød som om, at jeg havde røget tæt i 20 år. Men jeg ville altså ikke gå glip af en potentiel episk cykeltur og jeg havde som sagt hverken ondt eller feber, så jeg tog afsted.

Vi mødtes klokken 8:15 til den smukkeste solopgang, men det var KOLDT! Og det blev kun koldere jo længere op i bjergene vi kom. Temperaturen lå mellem 3 og 17 grader med et gennemsnit på 8 ifølge Garmin, hvilket gjorde det temmelig svært at klæde sig på. Jeg havde dobbelt baselayer, jersey, vest, løse ærmer og løse knæ på. Indimellem lige varmt nok, men ellers helt perfekt.

Photo shoot på toppen af dagens stigning.

Vi var kun fire, så det tegnede rigtig godt, da Carlos nævnte, at han var småsyg og havde ligget med feber om natten, jeg havde hosteanfald i tide og utide, så jeg havde svært ved at få vejret og en englænder, jeg ikke kan huske, hvad hedder, havde ikke fået trænet så meget henover jul og nytår, så han vidste ikke om han overhovedet kunne køre så langt. Fjerdemanden var den eneste, der ikke havde nogen undskyldning for ikke at kunne træde, så han havde en fest hver gang vi andre led.

CC Narixa amigos.

Øst kontra vest
Når man kører vestpå fra Nerja, mod Málaga, er kysten stort set flad. Når man kører østpå, mod Almería, er vejen som bølgepap. Det går op og ned hele tiden med få reelt flade stykker.

Pit stop på tanken.

Vi kørte små 40 km. før vi drejede væk fra kysten og rigtig begyndte at køre opad. Først 6,8 km. med 3% i snit op til en lille by (Guájar-Faragüit, men I må ikke hænge mig op på det), hvor den reelle stigning startede. Stigningen var 7,4 km. med 7% i snit og en stor del af dem på 10%. Vi tog det stille og roligt, jeg prøvede i hvert fald, og havde selskab af Carlos på vejen op, imens de to andre tonsede afsted.

Sierra Nevada i baggrunden.

På vej op kom Sierra Nevada til syne og det var vildt smukt med de sneklædte bjerge i baggrunden. I det hele taget ændrede omgivelserne sig konstant i takt med, at vi kom længere ind i landet. Det var vildt så forskellig naturen så ud på de 150 km.

Der var ikke ret meget trafik på ruten, hvilket var rart, men vi mødte en del andre cyklister. Vi kørte også på hovedvejen et stykke tid og selvom der ikke var mange biler, så følte jeg mig lidt lille på de store veje med kæmpe broer og bjerge, der tårnede sig op omkring mig.

Aldrig sur på tur 🙂

Nedkørslen var hurtig og ligetil med relativt bløde sving og brede veje. Jeg er gået fra at være ELENDIG til at køre nedad til nu rent faktisk at være hæderlig, synes jeg selv. Det er virkelig fedt at kunne mærke forskel og gå fra at være bange til at have det sjovt, når det går nedad.

Jeg kan nu tilføje endnu en fantastisk tur på listen over must-rides på Costa del Sol og er spændt på, om Carlos finder på flere udflugter, inden jeg skal hjem til Danmark 🙂