Marcello Bergamo Cup 2018 (Pinsecup)

Team Integra Advokater - Giant (W)

Last Friday me and the other girls from the team took the team car to Jutland to race the yearly Marcello Bergamo Cup. Daily speaking we call it “Pinsecup” (“Whitsun” Cup must be the English translation) and it is one of the only races on the calendar where Women A (Elite), Women B and Women Junior race together. That meant that for the first time us girls could race together as a team.

We lived at Danhostel Herning close to nature and train rails. In the middle of nowhere actually 😉
Stage 1: Silkeborg

The first stage was hilly and even though we had an early start before 10:00 it was hot and without wind. The race was 86 kilometers with six laps and one long hill that could really make a difference.

Pinsecup 2018

I was a bit more nervous than usual before the start. A bit nervous because of the big peloton, but also because I was afraid of failing. Afraid of not being good enough to be in the top. The feeling of not being good enough is something I’m trying to get rid of. I guess we all feel it sometimes and mostly I don’t give it too much attention, but this time it bothered me more than I needed it to.

In the peloton there were two big teams with around 10 riders each – and strong riders – while we were the third biggest team with five riders and the rest of the peloton was club riders and a few professionals being home.

Pinsecup 2018

The two big teams were aggressive from the beginning and attacks was ongoing, but only a single rider got away. It took me some time to relax in the peloton, so I used too much energy being in the back and struggling to get to the front.

Finally, my nervousness went down, and I could be to some use in the front. On the final lap I tried to get away right before the last hill. It was a make it or break it moment and this time I didn’t made it. I had the gap, but I was caught midway on the hill and then I had to dig deep to hang on to the finish line.

Pinsecup 2018

I finished 15 in the Women A class and 18 in the Cup. Even though we ride together, we still have separate prizes/points. I was happy to be able to stay with the front group throughout the race and for being active when I could and for having the guts to gamble even if it meant I lost a few places in the ranking.

After the race we had to wait for the men to finish because they used the team car for service. We waited 3-4 hours and helped give out bottles, tanned in the sun and payed over-price for things to drink and eat from the food truck. Probably not the best way to rest for the race the day after.

Pinsecup 2018
Photo: CykelFoto
Stage 2: Herning

On the second stage we changed car with the guys, so we could go straight home after our race. The route was almost pancake flat, not much wind and 95 kilometers with only four laps.

Again, the pace was high from the beginning and attacks was flying left and right. Again, I struggled getting to the front and on the second lap I punctured. Luckily, we had neutral service, so I was given a new wheel and paced back to the peloton. I think five or seven girls punctured – did they put out thumbtacks??

Pinsecup 2018
Photo: CykelFoto

Well, two got away, but the attacks kept coming and I also tried my luck now and then. On the last lap everyone was tired, and things were starting to slow down, so I took a long lead.

With around 10 kilometers to the finish three girls attacked and I was just able to get my ass with them. I had used energy on the long lead and even more on closing the gap to the three riders, so I really struggled just to wheel suck and had to skip taking my turn a few times. Not because I didn’t want to, but because I simply couldn’t.

The peloton was chasing us, and in a corner, they were close but then I heard a crash behind me and I could hear a familiar scream. I looked back and saw team mate Josefine on the ground and thought “crap!” but I had to continue.

Pinsecup 2018
Photo: CykelFoto

The four of us managed to keep the peloton distanced, but in the finish a car was in the final corner blocking our road. We had to brake and yelled to have it moved, but when it did, it was in the same direction as we had to go, so we had to brake again. Then the car decided to turn left, and we almost hit it, so we had to block the brakes again and start the sprint from zero on an uphill finish.

I was last in the sprinter train and unsure if being fourth was too long in the back, so I sat on the side of number three, but in the wind, which was not a good idea either. Luckily, the third rider decided to start the sprint early and I caught her wheel for a short period and then passed her.

Pinsecup 2018
Happy with 3rd place on stage 2.

I could see the finish line, but it felt so long to get there, and I was constantly afraid of someone getting passed me from behind. I managed to hold on and win the sprint and the last spot on the podium. I was very happy because sprinting is not my thing, but I have been working on improving it and it finally pays off.

Unfortunately, happiness was quickly changed to worry when I was called to the judges telling me I had to go to the hospital where Josefine was being treated. They only told me it didn’t look good, so I was very worried and just wanted to get the prize ceremony over with, so I could go see her.

Pinsecup 2018
Kristin 2nd in Women B class.

Me and the other girls went to the hospital and Josefine looked like, well, like she hit asphalt with her face – as she did. Her face was all bloody and she had a deep cut in her chin and eyebrow. Fortunately, nothing was broken, but she had 14 stitches and a concussion. No more racing for her in a while.

So, instead of getting home early and rest, I spend a few hours at the hospital and didn’t had food for a long time. When we could finally go back to the hostel, we had to go to the store for food and pick up Josefine’s bike. I needed to do some other stuff also and my head was mentally on limit when I could finally take a break late at night. What a roller-coaster day!

Pinsecup 2018
Daniel 2nd in Men A (Elite).

Bonus info: This day we had a rider on the podium in all classes: Women A (Elite), Women B and Men A (Elite)!

Stage 3: Hammel

On the morning of the final stage I didn’t feel good. I didn’t have much sleep, I was tired in my body as well as my head, and the motivation for racing the longest and hardest stage was non-existing. But I had too and I’m not a quitter.

It was another early start and a bit colder than the other days plus windier. The route was almost flat except for a 600 meters long hill with an average of 9,7% called Pøt Mølle Bakken and a long downhill before it went up. We had 100 kilometers of racing with seven laps. That was seven times up the hill!

Pøt Mølle Bakken
The hill everyone loves to hate 🙂

I thought the hill would make the difference, but again attacks went on from the beginning. The pace was high and every lap the speed was increasing. Four riders managed to get away while I was sitting in the back being without energy or motivation. I just wanted to have an “easy” day, but a race is never an easy day.

And the problem with being in the back was that every rider in front of me was braking a lot on the descent before the hill, so I had to do the same. When I then got to the bottom of the hill I already had a gap to the peloton. Closing the gap was damn hard and I used a lot of energy on it, but I didn’t learn and made the same mistake repeatedly. I don’t know how I managed to keep closing the gaps but somehow, I did. It was stupid and a waste of energy.

Pinsecup 2018

I was hoping to feel better after an hour (it often takes my body a long time to warm up) but after 1:15 hours I was still tired. Riders were falling from behind on every lap and two more got away in the front. Then I started to wake up.

When another rider tried her luck, I had enough of feeling powerless, so make it or brake it I decided to use what I had left in the pursuit. Unfortunately, we were only two riders willing to use energy on chasing the solo breakaway and when we were passed by the Men age 50 peloton we had to give up the pursuit.

Pinsecup 2018
Photo: CykelFoto

Instead I decided to take the lead for the rest of the lap because I didn’t want to be put back in every corner and downhill because of braking riders in front of me. That meant that I could go full gas on the descent getting a good momentum uphill and then I just pushed with all I had. The finish line was 1600 meters after the top of the hill.

A few riders passed me up the hill, but I caught them again and then we were four together (I think) going for a sprint. I started it too early – thought the line was closer than it was – and regretted. The sprint was in head wind, so I tried to go back on the train but lost too much speed to be able to pass two of the riders again and came in third in the bunch and 9th in Women A just outside the prizes. Damn it!

Pinsecup 2018

I ended 8th in the cup and I was proud of my racing despite still having a lot to learn. I have improved a lot since last year and I could focus on improving my positioning and even had energy to be a part of forming the race. That is sometimes the problem with three different levels racing together and only a small part being willing and able to race aggressive. The rest are happy just to sit in the peloton – as I was last year – and I don’t blame them, but it would be nicer with more active riders willing to take risks. You never know if you don’t try 😉

Pinsecup 2018
Suffering after a little climb.

This year we were almost 60 female riders and I think this was the biggest and strongest peloton ever and the increasing interest of women’s cycling is awesome! 😀

Craft Cup – 3 Days in the North 2018

Craft Cup - Thy

If you missed my last post, you can find it here.

On Friday I went with the team to northern Jutland. We were participating in the Craft Cup stage race 3 Days in the North from Saturday to Monday. I was very excited to get the season started and to get a feeling of my race mode. It was also the first trip with the “new” team and some new faces to get to know 🙂

Craft Cup

The first stage was in Hjørring and we woke up to a chilly morning with frost and a very cold wind. I put on several layers of clothes and warming balm on the legs – better safe than sorry seems to be the lesson from last year where everybody was nearly freezing to death because of the cold and wet weather.

Again, this year we are only two riders in the women elite class on the team and we are battling against teams of 10+ riders (not in every race, but in general). Normally we race with the men’s C-class, but in this race women elite and women B-class was put together and we were 20 riders on the start line.

Craft Cup

Our strategy was to be “on hold” and see what the other girls had in mind. One of the other girls attacked shortly after the start and my team mate, Josefine, followed so I stayed in the peloton. Unfortunately, she didn’t caught the group of three riders in front and they went on a breakaway.

Only Josefine and I wanted to close the gap which was an impossible mission without help from the others in the peloton. I didn’t feel strong and I was too disappointed of not being in the breakaway, so instead of playing tactical for a 4th place I just wanted to finish the race.

Craft cup

That meant I took the front for the last 7 kilometers. Of course, no one wanted to be up there in the final and it is very typical when we have these women races that no one ever wants to take a lead. Because of the work all day and the position before the finish, I didn’t have anything left for the sprint and I came in 7th while Josefine fought her way to 5th.


The day after we went to Thy with a plan. I was supposed to win the stage and I tried to escape the peloton, but I was closed after 8 minutes in the heat. Then Josefine tried and because of the hilly course I guess the others didn’t think she would manage to go solo for 69 kilometers. But she did!

Craft cup

The peloton waited a long time and was going really slow while Josefine drifted longer and longer away. When the peloton finally decided to close the gap, I followed every single move and a group of six riders formed a chasing group. I was in it, but not willing to work until the end, when I knew they couldn’t catch Josefine in the front.

Craft cup

There were several attacks with long breaks in between, but it was only on the final hill things split up. I didn’t see the attack from behind, so I lost a few meters to the others. On the top I couldn’t get my shifter from small to big chain ring, so it took me ages to catch up and when I finally did the girls started the sprint, so I finished 6th and was a bit disappointed. But I was also really happy about my performance, being able to cover every attack until the end and for Josefine to take the stage win on a course that didn’t even suit her.


On the final stage in Aalborg, we had not only one plan, we had a plan A, B and C because now we had the opportunity to go home with the overall win and the jersey. I had put on my racesuit for the big final 😉 Again, we wanted to be the waiters, but again the pace was too slow for my taste, so I went to the front just to speed things up a bit.

Craft cup

I didn’t go that fast, but suddenly I had a small gap. As a reflex I pushed harder but it wasn’t a part of any of our plans so I thought about stopping for a second, but decided to give it a go. It could help us getting the others a bit tired by trying to catch me.

Craft cup

After the first lap I had gained a minute and after the second lap it was 1:30 minutes. On the third lap I was passed by the men elite which was a huge group followed by service cars.

My car in front didn’t know what to do, so instead of just keep going it slowed down to let the men pass. It took too long and I was losing time, so I passed my car – it came back a bit later. After that lap I had lost time to 1:15 minutes.

Craft cup
Eating isn’t cheating.

I still had two laps to go and I was starting to feel the pain for real, but then on lap four I had gained 3 minutes. I kept the pace up to test myself and on the last lap everything was hurding. I thought I was going slower and slower but looking at the laps afterwards I was pretty steady with a difference of maximum 30 seconds between the laps.

3 dage i nord

With a few kilometers to go I was passed by the junior men and again my car couldn’t keep up. The juniors blocked me because they were going for the final sprint – but hey, so was I! It was a bit of an anticlimax to cross the finish line at the same time as a sprint finish in another class and no one noticed me passing the line. I wasn’t even announced the winner in the beginning.

Craft cup
Craft cup ‘3 Days in the North’ stage 3 podium.

I had been out there alone for more than 86 kilometers and even though I know the peloton was probably unable to cooperate and establish a pursuit, I pushed hard, so I was tired and my abs were hurding for the rest of the day because of heavily breathing for 2,5 hours.

Flowers to the winner.

In the bunch sprint Josefine was in position of taking the overall win but she was blocked and only 1 point differed from 1st to 2nd place. My win gave me an overall 3rd in the Craft Cup, so going home with two stage wins, an overall 2nd and 3rd is pretty damn good by our little team.

It was our first races as a team and it showed that we can cooperate and that we race smart. Not always according to plan, but we take our chances and sometimes we loose other times we win. That’s racing 😉

Craft cup
Overall podium in the Craft Cup ‘3 Days in the North’.
Women’s Cycling in Denmark

I don’t know how it is in other countries, but the “problem” with women’s racing in Denmark is the big difference in levels. Normally we race with the men where the pace is high and the peloton big.

In these races we were only 20 riders and it seemed like no one wanted to race. The pace was ridiculously slow and only a few riders participated in the work – some didn’t because they didn’t have the strenght and others, well, I don’t know. It was so boring at times and I don’t understand how anyone thinks that is fun racing.

Craft cup

I DO support women races and wish we could have them every time, but not like this. Not until we have enough riders on a level where it is actually going to be a race.

Our team is racing again this weekend and I’m looking forward to race with the men and get som speed in the legs. Hopefully it will be another succesful race-weekend 😀

DM ugen 2017

I 2016 kørte jeg mit første Danmarksmesterskab i landevejscykling. Jeg kørte kun linjeløbet og det var en fantastisk oplevelse! En oplevelse, jeg håbede ville blive lige så god i år, men set i lyset af min svingende forårssæson var oddsene ikke på min side og det endte også med et par skuffende dage, hvor jeg dog lærte en masse…

Fanget i et reflekterende øjeblik efter enkeltstarten af R.P – Foto

Dame Elite DM i enkeltstart
For første  gang skulle jeg køre Danmarksmesterskab i enkeltstart og set i lyset af min korte karriere på en TT cykel havde jeg ingen forventninger overhovedet.

Jeg kørte fra København torsdag morgen og landede i Grindsted ved 12-tiden. Vi nåede at køre ruten i bil, inden den blev afspærret for trafik, hvilket var rart. Det skulle dog vise sig, at jeg kunne have vundet meget ved at have kendt ruten på forhånd.

En læring til næste år og fremtidige enkeltstarter er altid at køre ruten på cykel, lære svingene at kende og de åbne stykker hvor vinden kan spille en rolle. Det kan dog være svært at finde tid til, især hvis ruten er i Jylland, men jeg er sikker på, at det gør en kæmpe forskel.

Jeg skulle starte som tredje rytter ud af 23 kl. 16:57 så ventetiden blev brugt på at gøre alting klar, spise og prøve at slappe af. Heldigvis holdt vejret tørt og solrigt, men der var en del vind.

R.P – Foto









Jeg havde for første gang en følgebil bag mig og radio i øret, så jeg kunne få pace, opmuntring og informationer om ruten undervejs. Det var ret fedt og fungerede super godt! Alle havde også en MC betjent foran sig, selvom ruten var fuldstændig afspærret for trafik. Det gjorde det noget nemmere, at man ikke skulle bekymre sig om biler og andet trafik undervejs.

Foto: Moments Eye –

Det var en let rute, flad, og ikke specielt teknisk, men alligevel tøvede jeg i svingene fordi jeg ikke kendte dem. Desværre var der absolut ingen kræfter i benene. Pulsen bragede derud ad, men mine watt var langt under normalen. Jeg endte som nr. 18 i en tid, der var hele 3 min. og 38 sek. langsommere end vinderen.

Krydser målstregen efter 42:51 min. på 28,9 km. Foto: R.P – Foto

Det eneste gode ved den præstation er, at jeg ved, jeg ikke har ydet mit optimale. Og at jeg ikke blev overhalet undervejs. Men jeg tror nu stadig, jeg har langt til toppen af poppen, når det gælder enkeltstarter – de er hurtige, de damer!

Efter enkeltstarten tog jeg hjem til min far for at koble af og få lidt fornyet energi til linjeløbet. Jeg fik endda lokket min far med ud på en rulletur 😀

Kvalitetstid med farmand på en jysk bakke

Dame Elite DM i linjeløb
Lørdag skulle der kæmpes om medaljer i linjeløbet og her stod mere end 40 dameryttere til start. Vejret spillede, men vinden tog til og gjorde en ellers flad rute hård. Inde i byen var der en teknisk passage med sving og brosten, men resten af ruten var ligetil.

Drengene på teamet, der først skulle køre søndag, havde sat sig i selen for at gøre dagen nem for os to damer. De havde fyldt dunke, sat stole frem, pumpet luft i dækkene og kørte service for os. Det var perfekt og jeg er dem meget taknemmelig!

Der var indskrivning på scenen før start og jeg håber, at vi en dag kan gå derop som et helt hold og ikke kun to ryttere.

Foto: Moments Eye –

Vi skulle køre 128 km. fordelt på 6 store omgange og 3 små omgange. Den første halve time var jeg meget nervøs, så jeg kunne ikke andet at sidde nede bagi og prøve at kontrollere mine nerver.

Jeg lå også bagerst, da vi skulle igennem brostenen og det resulterede i et hul, jeg skulle lukke. Det scenarie udspillede sig ved hver omgang og tredje gang kunne jeg ikke lukket hullet. Jeg havde tidligere været oppe i front for at lukke et udbrud og nu slap kræfterne op. Samtidig havde feltet fundet de store gear frem, så selvom jeg kørte med fuld damp, hentede jeg ikke bagenden af feltet.

Foto: Moments Eye –

I stedet hentede jeg et par andre ryttere, der var faldet af og vi endte med at køre fem 1-2 omgange, før jeg besluttede mig for at stå af. Dels fordi vi var så langt bagefter at vi alligevel nok ville blive pillet ud af løbet og dels fordi jeg vidste, jeg skulle køre 750 km. om få dage, så jeg kunne lige så godt spare benene lidt.

Undervejs får jeg også fat i teambilen for at få en flaske og prøver for første gang en såkaldt ‘sticky bottle’ og lidt pace bag bilen. Det var ret sjovt, men det var en skuffelse ikke at kunne sidde med i år. Både personligt men også i forhold til teamet. Jeg ville rigtig gerne have hjulpet min teammate Michelle til en god placering, men det er sgu’ svært, når man hænger nede bagi.

Foto: Moments Eye –

Der er ikke flere løb på min kalender før jeg tager på Woman Cycling Camp i Holland i midten af juli. Det bliver dejligt med en pause, hvor jeg forhåbentligt kan få bygget lidt selvtillid og form op, så jeg mentalt og fysisk er klar til efterårssæsonen.

Ordet Fanger
I morgen drager jeg sydpå med Ordet Fanger. Vi skal cykle fra København til Düsseldorf på 30 timer. Det hele kan følges live på Facebook og vi er også i Go’ Morgen Danmark omkring kl. 8:00 inden vi sætter gang i pedalerne fra Tivoli kl. 9:00.

Test af tøjet, der skal bæres hele vejen til Düsseldorf

Har du lyst til at støtte Scleroseforeningen igennem mig, så kan du blive kilometer-sponsor og støtte med 0,25 øre til 2 kr. pr. km. jeg kører. Du får opdateringer undervejs, men jeg håber at kunne cykle samtlige 750 km. og jo flere penge, der kommer i puljen, desto større grund til at fortsætte, når jeg bliver træt 😀

Marcello Bergamo Cup 2017

Pinsen har stået på cykelløb i Jylland. Den famøse, årlige Pinsecup og kampen om den gule førertrøje skulle afvikles ved tre etaper i hhv. Silkeborg, Herning og Hammel. Med henblik på Riders Cup Cph var jeg spændt på, hvordan jeg ville have det i løbene, som denne gang var rene damefelter med 40-50 ryttere fra Dame A, Dame B og U19P.

Michelle og jeg ankom fredag eftermiddag og kørte en lille pre start med recon af søndagens rute. Her måtte vi dog stoppe brat op og kaste cyklerne til side for at hilse på den sødeste lille Falabella pony!

En kuperet rute med 1100 højdemeter fordelt på 101 km. i Silkeborgs smukke natur var første etape af Marcello Bergamo Cuppen. Jeg var meget nervøs inden start og det var ikke en fordel for mig, at vi kort efter start skulle ned ad bakke. Jeg prøvede at undgå at bremse for meget og måtte køre mig op flere gange fordi jeg også lavede huller efter svingene. Undervejs indhentede vi U15, men overhalingen skete lige inden et sving, hvor jeg sad bagerst og blev lidt fanget bag drengene. Samtidig blev der rykket oppe foran og vupti, så var feltet delt og jeg endte i bagerste gruppe, som senere viste sig at være hovedfeltet idet en mindre gruppe var kommet afsted og også blev delt.

Mange udgik pga. rutens hårdhed og sikkert også nogle defekter. Lige inden opløbet gik det stejlt op ad bakke og her har jeg heldigvis min force. Jeg kørte jævnt og prøvede at spare lidt til spurten, men da en anden damerytter rykkede på bakken, prøvede jeg at rykke med, men hun fik et godt forspring og jeg tænkte “pis også”. Heldigvis for mig går hun alligevel kold i forsøget og jeg henter hende kort før sidste sving til opløbet. Desværre har jeg en rytter med på hjul, som kører forbi mig i spurten. Jeg bliver 2’er i feltet og 14 på etapen.


Pandekage flad rute og meget lidt vind gjorde det umuligt at splitte feltet på de 93 km. som dagen bød på. Der var mange forsøg på ryk, men alt blev neutraliseret. Til sidst fik en enkelt rytter dog lov at slippe og kunne køre alene til mål. Jeg havde siddet godt med – mest nede bagi – og fokuseret på at køre svingene godt og komme lidt længere op i feltet indimellem. Jeg prøvede også at hjælpe min teammate med at få hentet udbruddet, da hun lå nr. 2 i den samlede cup, ved at tage et par monster føringer. Det var desværre bare ikke nok. Da vi nåede opløbet var der en del positionskamp inden sidste sving, så jeg var fint tilfreds med at have siddet med uden at være decideret bange og ville ikke ødelægge min succes med en angstprovokerende spurt. Derfor endte jeg som nr. 28. på en dag, hvor feltet kom hjem samlet med et snit på 39 km/t. Ikke dårligt af en flok tøser 😉


Ruten på sidste etape var den mest berygtede af dem alle. Frygtet af temporyttere og elsket af bjergryttere for bakken ved Pøt Mølle. En bakke på 650 meter med en gns. stigning på 8,8% (maks. stigning på 12%). Jeg kørte den også sidste år og huskede den som virkelig hård, men blev faktisk overrasket over, hvor hurtigt overstået den var. Desværre var mine ben helt døde og jeg havde intet at skyde med på dagen.

Jeg forsøgte alligevel ret tidligt at komme i udbrud, men vi blev hentet og så var mine kræfter brugt op. Lige inden Pøtten, som vi kalder bakken, var der en lang nedkørsel, som egentlig ikke var farlig, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at bremse, så der blev et godt hul til feltet. Det gjorde, at jeg også havde hul op ad bakken og blev sat sammen med nogle andre. Det varede dog ikke længe, før vi nåede op til feltet igen, som var gået i stå.

På anden omgang var mine ben blevet lidt bedre, men jeg brugte alle mine kræfter på at hænge på bagerst og lukke huller efter sving og ikke miste for meget nedad. På et tidspunkt er der en enkelt rytter, der får lov at slippe væk og en anden, der følger trop.

Jeg havde desværre ikke kræfter til at hjælpe min teammate med at køre dem ind og da feltet splittede på sidste tur op ad Pøtten kom jeg lige nøgagtigt med som rosinen i pølseenden.

Jeg var vanvittigt træt og skulle bare med hjem, så da vi ramte opløbet tjekkede jeg, at der ikke var nogen bag mig og stillede mig tilfreds med top15 uden at køre spurten. Jeg forsøgte dog alligevel til allersidst at hente den bagerste rytter, men for sent.


Hjemme igen
Når jeg sidder her på Amager og tænker tilbage på cuppen, så havde jeg tre rigtig gode løb. Jeg skabte ikke resultater, men det var heller ikke formålet. Til gengæld fik jeg rigtig god træning og jeg fik øvet felt, sving og nedkørsler. Jeg fik bekræftet min styrke, mærket mine fremskridt og gjort opmærksom på steder, der kan optimeres.

Vigtigst af alt kom angsten ikke op i mig for alvor. Jeg var nervøs og lidt shaky, men jeg havde ikke hjertet oppe i halsen og jeg kunne slappe nogenlunde af i feltet. Alt sammen ting, jeg kan tage med til min næste samtale hos sportspsykologen, som også har bedt mig prøve noget mindfulness – nogle forslag til det??


Aarhus-København 2015

Tre uger før Aarhus-København beslutter jeg mig for at køre med og ikke bare fra Odense, nej nej, hele vejen fra Aarhus og med en gruppe, der havde planlagt at køre 380 km. inkl. depotpause med 30 i snit. På daværende tidspunkt var min længste tur 233 km. og det er kun sket den ene gang at jeg har cyklet over 200 km.

Alligevel tænkte jeg ”hvor slemt kan det være, det er kun 150 km. mere” og så er det lige præcis her, jeg ville knække af grin og slå mig selv på mine ømme lår, hvis jeg vidste, hvad jeg ved i dag! For turen fra Aarhus til København er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg har løbet maraton to gange, men det er ingenting i forhold til 380 km. på en cykel i strid modvind og med mere end 2.000 højdemeter. Det tog mig 14 timer og 15 min. at gennemføre inkl. depoter, hvilket giver en gns. hastighed på lige knap 27 km/t. Hvis man ikke tager pauserne med, så har jeg kørt med et snit på lidt over 29 km/t, så det synes jeg faktisk er ret pænt alt taget i betragtning! Men nu her kommer en beretning om dagen fra start til slut…

Lørdag morgen står jeg op kl. 6, tager alt mit udstyr på og spiser alle de morgenmadsprodukter jeg kan finde i min fars skab. Vi snakker ruggryn, müsli, cornflakes, rugfras og havrefras – det hele i samme skål med mælk og en halv banan på toppen. Jeg kan godt være lidt ubeslutsom og så vil jeg gerne smage det hele. Vi har vel alle vores særheder 🙂 Jeg drikker også en kop kaffe med mælk samt et glas friskpresset grøntsagsjuice og et glas vand.

Kl. 7 kører vi fra Hadsten mod Aarhus og jeg sidder og sutter i en flaske energi med en Zero tab. Ved Ceres Park & Arena mødes jeg med dem, jeg skal køre med. Jeg afleverer min bagage, når at tisse to gange og spise en banan samt en lille energibar inden afgang. Vi er vel en 10-15 stykker, der kører over startstregen sammen omkring kl. 9 og humøret er højt. Jeg beslutter mig for at køre i kort/kort med løse ærmer, vindvest og overtrækssko. Vi er af sted, vejret er godt og jeg glæder mig!

Aarhus-København 2015

Glæden varer dog ikke længe, for jeg bliver hurtigt utryg ved de store felter og hårde opbremsninger, så jeg er utrolig fokuseret de første mange kilometer og der går heller ikke længe, før jeg ser det første styrt. Der er også virkelig mange punkteringer allerede få km. fra Aarhus og folk punkterer i stride strømme hele vejen til København. Heldigvis slipper jeg for defekt og priser mig endnu en gang lykkelig for mine Schwalbe One dæk.

Ved det første depot i Horsens har vi 5-10 min. pause. Jeg får tisset og fyldt min dunk, men jeg når ikke at få noget mad og kan faktisk ikke se, hvor den er. Heldigvis har jeg lommen fuld af energibarer, gels og en banan, så det spiser jeg i stedet.

Undervejs bliver de store felter efterhånden mindre og mindre, men det gør vores egen gruppe også. På et tidspunkt er der et stort hul i vejen, hvilket forårsager et styrt lige foran mig, så for at undvige den cykel, der kommer glidende tværs over vejen i min retning, beslutter jeg mig for at køre en tur i grøften. Heldigvis bliver jeg siddende på cyklen, men to af vores mænd ryger med i faldet, dog uden voldsomme skader til følge og de kan begge køre videre. Jeg er temmelig rystet og det hjælper ikke ligefrem på den manglende frygtløshed, når jeg sidder på cyklen.

Jeg er i alt vidne til fire styrt på turen og alle sammen sker foran mig. Ét af dem er en af vores egne ryttere, der glider i et sving med grus. Han slår sig ikke voldsomt, men hans bagskifter knækker og så er løbet slut for ham. Vi mister endnu en mand, der styrter pga. publikum med hund lidt for tæt på cykelstien. Jeg ved faktisk ikke, om han ender med at køre i mål eller om cyklen eller ham selv blev for forslået. Det sidste styrt jeg ser, sker ud af det blå. Jeg tror manden kører ind i kantstenen, for pludselig ligger han der bare.

Når der sker styrt i cykelløb bliver man nødt til at køre videre, medmindre det er én, man kender. Det nytter ikke at alle stopper op for at hjælpe og ofte kan man ikke gøre så meget alligevel. Der er officials på ruten, der nok skal komme de styrtende til undsætning. Så når der sker styrt handler det om at blive ved med at se frem og køre videre, så der ikke sker flere styrt fordi folk kigger sig tilbage. Heldigvis ser jeg ikke flere styrt herefter, hvilket vil sige fra Korsør og hjem.

Ved depotet inden Storebæltsbroen går jeg på toilettet og er du gal hvor gør det ondt at tisse! Det føles som at tisse glasskår og fra da af gør bagdel og understel kun mere og mere ondt. Og her til morgen kan jeg knap nok sidde i min seng, uden det føles som at sidde på et pindsvin!

Lige inden Storebæltsbroen mister jeg min gruppe som nu er nede på fire mand. Jeg mister dem fordi jeg ligger bagerst og cykelstien bliver til kæmpe kantsten, så jeg må helt ned i fart og så er de væk. Jeg tænker fuck fuck fuck og prøver at indhente dem, men det er umuligt. Jeg indhenter dog en anden pige og vi følges over broen. Vi er begge enige om, at det er en unfair og nærmest umulig kamp. To piger på cykel med kraftig sidevind på en alt for lang bro. Tempoet falder lynhurtigt til 20-22 km/t og vi kæmper i vinden. Jeg har lyst til at give op, men jeg kan jo ikke rigtig komme væk fra broen uden at køre over, så jeg fortsætter.

Lige pludselig bliver vi opslugt af en gruppe i røde trøjer på begge sider og vi bliver helt automatisk sluset med. Det er den vildeste følelse og jeg er for en gang skyld lykkelig for at blive hentet! For første gang i noget der føltes som 100 år har jeg lidt læ og tempoet ryger gevaldigt op. De kører så roligt og det er som om at alle kender deres plads og ved hvad de skulle gøre. De er det perfekte eksempel på, hvordan man bør cykle som klub og jeg har den dybeste respekt for deres kørsel! Desværre kører de i deres eget depot efter broen, så jeg ser dem ikke mere, men jeg møder dem igen i målområdet og takker for hjælpen. Det viser sig at de er fra en lille provinsby på Sjælland – jeg har allerede glemt navnet – med en lille cykelklub med 100 medlemmer på alle niveauer. Mega sej klub, hvis du spørger mig!

Nå, men alene i depotet i Korsør er jeg temmelig frustreret og gider egentlig ikke køre længere. Jeg overvejer at ringe til både min mor og min coach for moralsk opbakning og motivation, men beslutter i stedet at tage mig sammen. Så jeg spiser lidt bolle og drikker en kakaomælk, inden jeg kører videre. Det der med at tisse har jeg ikke rigtig lyst til – smerten er for stor. Jeg finder en lille hyggelig gruppe at køre med videre, men lige pludselig kommer der en gruppe bagfra og jeg hører ordene ”Rikke, skal du med?”. Det er min gruppe, der kører forbi mig og jeg fatter ingenting, men hægter mig på. De har åbenbart været på privat depot i Korsør og holdt længere pause end mig, så pludselig var jeg kommet foran. Hvor heldig har man lov at være?!

Jeg mister faktisk min gruppe én gang til. Lige nu kan jeg dog slet ikke huske hvor, hvornår eller hvordan, men det lykkedes mig at nå op til dem igen igen.

Det meste af de 380 km. synes jeg, at det er skide hårdt at holde trit! Jeg er alt for dårlig til at sidde tæt nok på hjul og alt for god til at lægge mig ud i vinden og sidde nede bagi, så jeg kæmper en del og har det hårdt det meste af vejen, særligt efter 150-200 km. bliver det en kamp om overlevelse. Jeg er faktisk ret overrasket over, hvor hårdt det er på trods af min forholdsvis gode form og jeg beslutter mig for fremover ALTID at træne op til de underlige påfund, jeg får i tide og utide. For det er bare ikke sjovt, når man ikke er gearet til festen. Jeg kan give den fuld skrald på cyklen i et par timer, men jeg er slet ikke vant til at sidde og træde i pedalerne i så lang tid og det kan mærkes.

Men de problemer jeg har undervejs er slet ikke de problemer, jeg forventede at have. Jeg troede at ryg og nakke ville være mit største problem, men jeg sidder så godt på Envie og min bikefitter/coach Michael fra Cycling Studio har tydeligvis gjort et fantastisk stykke arbejde i at få mig til at sidde rigtigt, så jeg sendte ham mange kærlige tanker på vejen! Selvfølgelig kunne jeg mærke lidt ømhed i både ryg, nakke og arme, men det var mest ved pauserne, når jeg bevægede mig. På cyklen mærkede jeg ingenting. Lige med undtagelse af forneden, aldrig har jeg haft så ondt!! Og så fik jeg ondt i mine håndflader, men mit største problem var faktisk lårene. Efter 200 km. stod de af og syrede til ved alle stigninger og når jeg kom ud i vinden. Jeg var tæt på at tude flere gange og overvejede om jeg overhovedet ville kunne gennemføre. Jeg tænkte også, at det her er værre end at løbe maraton. Dem har jeg løbet to af, men der løber jeg selv og når det er hårdt kan jeg sætte tempoet ned og jeg får højest en grim vabel og ømme stænger. På cyklen er man nødt til at holde sig til en gruppe, for en enkeltstart på 380 km. er ikke sjovt for nogen (medmindre man hedder Krause til efternavn – han var kaptajn for vores gruppe og har bl.a. gennemført Race Across America) og man får ondt i hele kroppen. Sådan virkelig ondt.

Nå, men gruppen er atter samlet og der kommer ro over feltet samtidig med at mørket falder på. Dum som jeg er, har jeg kun en latterligt lille lygte med, som ikke giver andet lys end det, der generer mine øjne og der bliver bælgravende mørkt de steder, der ikke er gadebelysning – og det er mange steder! Heldigvis er der andre, der har den helt store projekter med og kan lyse vejen op, så jeg beslutter mig for, at jeg under ingen omstændigheder skal falde fra i mørket, for så er jeg virkelig på den! Derfor bliver alle kræfter brugt på at følge med og på daværende tidspunkt er jeg så træt og udmattet, at jeg bliver helt god til at finde læ og lægge mig på hjul og jeg er ikke længere bange for styrt (eller jo, lidt, men frygten for at blive efterladt i mørket er større).

Det er voldsomt ubehageligt at køre i mørket, men jeg holder mig til og da vi når Storkøbenhavn er jeg ved at græde af glæde. Endelig! Nu er mål inden for rækkevidde og jeg klarede det. Forløsningen er stor og jeg er lykkelig da jeg kører over målstregen og kan ikke fatte, at jeg har kørt 380 km. Jeg er fuldstændig smadret og skal lige sluge oplevelsen, som bestemt ikke har været fest og farver. Men allerede her til morgen har jeg lidt glemt de hårde tider og tænker, så slemt var det heller ikke, men jo, det var hårdt, rigtig rigtig hårdt og jeg tør ikke tænke på, hvor hårdt det har været for de folk, der ikke har samme grundform som mig – jeg håber, at var bedre end mig til at ligge på hjul!!

Det viser sig, da vi kommer i mål, at jeg blev nr. 4 af kvinderne og den anden pige fra vores gruppe, som kørte i mål 4 sekunder før mig blev nr. 3. Det ærgrer mig lidt, at jeg ikke vidste det på forhånd, for så havde jeg lige givet den lidt ekstra gas til sidst, men det er fandme flot kørt af min “gruppe-veninde”, så stort til lykke med podiepladsen til hende! Jeg havde på ingen måde regnet med, at vi ville klare os så godt i kvindefeltet og i starten troede jeg, at der var noget galt med stillingen. efterfølgende er jeg rykket ned på en 5. plads og nr. 3 på en 4. plads, men podiet er ligeglad med tid – det handler om at komme først over stregen.

Noget der overraskede mig ved dette cykelløb er den manglende snak undervejs. Da jeg kørte Danish Police Tour snakkede vi stort set hele vejen, men på Aarhus-København var der næsten kun stilhed. Jeg selv havde ikke rigtig overskud til hyggesnak, så måske det var gældende for alle. Det synes jeg er synd når nu man er ude på så lang en tur for jeg synes at hyggesnakken er noget af det bedste ved cykling. Dog fløj timerne alligevel af sted og jeg fik da også snakket lidt undervejs.

I nat har jeg kun sovet fem timer og jeg har sovet virkelig dårligt! Jeg vågnede flere gange fordi jeg havde det for varmt og fordi jeg havde ondt. Især min ryg er begyndt at gøre meget ondt og mine knæ og ankler brokker sig. Mine lår niver, når jeg rejser og sætter mig og min bagdel er et kapitel for sig selv. Jeg overvejer hvordan jeg kan undgå at sidde på den til den er normal igen…

Om selve arrangementet har jeg kun rosende ord! Især de frivillige gjorde dagen så meget bedre. Ved samtlige depoter var der hele tiden en klar med mad og hjælp og vejviserne på ruten havde masser af smil og glade tilråb til os. De har gjort et fantastisk stykke arbejde og jeg er kæmpe fan! Jeg kan faktisk ikke sige noget negativt om cykelløbet, hvilket ellers er sjældent i mit tilfælde 🙂

Dette er nogenlunde hvad jeg kan huske at have spist og drukket undervejs og ved depoterne:

7 flasker energi (750 ml)
2,5 banan
1,5 stk. kage
1-2 boller med ost/skinke
1 halv bolle med nutella
1 halv bolle med honning
1 skive rugbrød med leverpostej
Pasta med tomat
Pasta med ærter
2-3 små energibarer
1 isogel
2-3 gels
1 vingummi-gel
4-6 saltsticks
1 glas suppe
1 pølsebrød
1 æbleskive
1 kakaomælk
1 Cocio (i mål)
Suppe med brød (i mål)