El invierno ha llegado

Siden jul har jeg nydt dag efter dag med blå himmel, solskin og mere end 20 grader. Men det er slut nu! Pludselig er vejret skiftet og varme er blevet til kulde. Den blå himmel er dækket af grå skyer, som ubarmhjertigt drysser flere millimeter regn ned over landskabet. Solens stråler er forsvundet og i stedet har vi en strid vind. Nu er det rigtig blevet vinter på Costa del Sol.

Toppen af Macharaviaya

Selvom det er koldt, er det også smukt, for bjergtoppene har fået sne og lyser op i det fjerne. Når jeg cykler væk fra kysten og op, hvor jeg rigtig kan nyde udsigten, er det som at kigge på et postkort.

Cómpeta med sneklædte La Maroma i baggrunden.

Temperaturen hedder alt fra 2 til 15 grader i øjeblikket med skiftende regn, skyer og sol. Jeg er godt pakket ind fra top til tå på mine cykelture. Heldigvis får jeg hurtigt varmen, når det går opad, men til gengæld bliver jeg også stivfrossen på nedkørslerne. Vejene er delvist våde og glatte, så jeg passer også ekstra på nedad – især i svingene.

Cómpeta uden sneklædte La Maroma i baggrunden.

Det er atypisk for solskysten med det kolde vejr, vi har lige nu, så jeg håber snart, vi får det typiske vejr tilbage 😉

Queen of Mountain de España

Modsat Danmark er jeg i Spanien omgivet af smukke bjerge. De rager op i himlen med deres spidse toppe og kan man ikke cykle til toppen, så kan man som oftest vandre derop. Jeg har ladet mig fortælle, at der er en vandretur til toppen af et bjerg i nærheden, som ligger i 1500 meters højde!

Jeg har kørt mere end 30.000 højdemeter siden jeg ankom og hver gang jeg tror, at jeg har kørt alle de toppe, der er, så opdager jeg nye. Det er super fedt og selvom jeg nok aldrig bliver bjergrytter, så kan jeg tydeligt mærke forskel på første gang jeg kørte op og nu. Mine ben har vænnet sig til bjergene og det er virkelig rart at kunne bruge bjerget til f.eks. intervaller uden at det er hårdt nok bare at bestige det i sig selv.

Og når vi nu snakker om bjerge, kan vi lige så godt også snakke om Strava, for alle ved jo, at hvis det ikke er på Strava, så er det ikke sket (det er selvfølgelig for sjov). Men, jeg kan godt lide Strava, fordi jeg synes det er sjovt at følge med i, hvad og hvor mine cykelvenner træner. Især hvis der er billeder!

Strava giver også mulighed for lidt konkurrence og det er jo win win for et konkurrencemenneske som mig. Lige bortset fra, at jeg ikke er super god til ikke at vinde og altid har en masse undskyldninger for, hvorfor det ikke gik bedre.

Jeg kan godt smile, selvom jeg ikke laver QOM 😉

Til dem der ikke kender Strava kan I læse mere her, men ultra kort fortalt kan man bl.a. køre efter segmenter. Et segment er en på forhånd defineret distance, som køres på tid. Den rytter med den hurtigste tid får QOM (eller KOM hvis det er en mand). QOM står for Queen of Mountain og KOM for King of Mountain. Som symbol bliver man forsynet med en krone. Så er det vist på plads 🙂

Billedresultat for strava KOM

Jeg synes altid, at det er sjovt at prøve at lave QOM, især hernede i Spanien, hvor der er nogle gode stigninger til formålet. Jeg kører ofte et tilrettelagt program med intervaller, som gør, at jeg ikke bare lige kan køre efter en QOM. Derfor er det sjældent, at jeg decideret går efter en og tit får jeg dem ved en tilfældighed.

Jeg vil dog gerne kunne lave QOM på samtlige bjerge, jeg har kørt hernede, men jeg må også erkende, at jeg for det første ikke er en bjergrytter og for det andet bliver det nok svært at få presset samtlige QOM bjerge ind i træningen – især hvis det ikke lykkedes i første forsøg. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan prøve i ny og næ og jeg har indtil videre forsøgt mig på tre stigninger, hvor jeg ikke i forvejen havde QOM:

  1. Cómpeta (fra Torrox Costa, den kan også køres fra Algarrobo)
  2. Canillas de Aceituno
  3. Frigiliana

Cómpeta
Jeg tror faktisk ikke, at jeg har kørt all out på stigningen før, som er 12,5 km. med et gennemsnit på 4%. Det lyder ikke af meget, men det er fordi, at stigningen er delt i to med en nedkørsel i midten. De første 6 km. har et gennemsnit på 5%, så er der 3 km. nedkørsel på -2% og yderligere 3,5 km. med et gennemsnit på 5%. Den maksimale stigningsprocent er omkring de 10. Så det er en hurtig stigning og oplagt for en som mig, der kan vinde meget tid nedad.

Jeg forsøgte mig på QOM i denne uge og vidste, at jeg skulle køre hurtigere end 21 km/t for at få kronen. Inden forsøget var min bedste tid 44:11 og Strava fortalte mig, at jeg havde kørt segmentet tre gange før.

På dagen var jeg faktisk lidt træt, både mentalt og i benene (kan du høre undskyldningerne komme allerede? 😉 ) men jeg besluttede mig for at prøve alligevel. Om ikke andet for at se, hvor jeg lå niveaumæssigt.

Cómpeta om aftenen

Jeg var bagud indtil nedkørslen, hvor jeg fik hentet den tabte tid. Desværre ikke mere end det, så jeg tabte en del af det igen på de sidste 3,5 km. Jeg nåede toppen på 37:12 min. og røg op på en 3. plads på segmentet. Det er “kun” 1:21 min. fra QOM og 1:05 min. fra 2. pladsen, så jeg bliver nødt til at prøve igen 😉

Torrox-Cómpeta Climb

Den nuværende QOM har Lisa Nordén, som er en svensk elite triatlet. Jeg håber, at jeg kan sende hende en Strava-mail snart 🙂 (Man får en mail/notifikation fra Strava, hvis man mister sin QOM, det er ikke fordi, jeg har tænkt mig at sende hende en mail, haha).

Canillas de Aceituno
I starten af ugen forsøgte jeg at lave QOM på en noget hårdere stigning, men til gengæld var de 7% kun fordelt på knap 7 km. Stigningen var rigtig hård i starten og slutningen, så jeg skulle passe på ikke at lægge for hårdt ud og samtidig gemme lidt kræfter til den sidste kilometer.

Det blev dog hurtigt klart for mig, at jeg slet ikke havde benene og efter 10-15 min. var jeg færdig. Motivationen sank til bunds, men jeg forsøgte alligevel at køre videre så hurtigt jeg kunne – det var jo god træning. Men jeg trådte slet ikke det jeg ved jeg kan og hver gang jeg forsøgte at træde mere, så eksploderede min puls.

Min bedste tid blev sat i foråret på træningslejr med Amager Cykle Ring og hed 29:13. Denne gang nåede jeg toppen på 30:52. Udover dårlige ben, så vejer jeg et par kilo mere end jeg gjorde i foråret og den sidste kilometer havde jeg så meget side-/modvind at jeg var ved at blive blæst af cyklen. Så selvom jeg havde haft både benene og kiloene med mig, så tvivler jeg på, at jeg kunne have stået imod vinden.

Det var min fjerde gang til toppen og lige nu er det min spanske veninde, Mari Medina, der har QOM. Hun er den eneste kvindelige, spanske cykelrytter, jeg har mødt hernede og hun cykler for et hold med hjemstavn i Madrid. Hun har kørt til toppen 59 sekunder hurtigere end mig, så det virker på ingen måde umuligt for mig at få den QOM en dag.

Canillas de Aceituno Climb

Frigiliana
Jeg har også prøvet at lave QOM på stigningen til Frigiliana. Det var en dag på vej hjem fra træning, hvor jeg gerne ville have en is og så sagde jeg til mig selv (jeg snakker ofte med mig selv), at jeg kunne spise is, hvis jeg lavede QOM op til Frigiliana.

Det var måske lige vovet nok eftersom det var fuld gas i 4,5 km. med et gennemsnit på 5% og jeg lige havde kørt 2,5 time inkl. 6x 5 min. intervaller. Men der var en is på spil, så der var alt at vinde! 😉

Jeg havde kørt stigningen 8 gange før og inden dette forsøg var min bedste tid 17:44 (tror måske ikke jeg har forsøgt at køre den hurtigt før). Jeg kørte som død og pine, men koldede til sidst og måtte tage til takke med anden hurtigste tid på 14:39 min. QOM’en tilhører altså stadig svenske Lisa Nordén og jeg mangler 1:19 min. før jeg kan tage den fra hende.

Frigiliana Climb

Jeg glæder mig til at forsøge at lave QOM på stigningerne igen og også forsøge på andre bjerge. Heldigvis har jeg i forvejen QOM på nogle af de gode stigninger og forhåbentligt bliver jeg kun en bedre klatrer af at træne hernede 😀

 

 

 

 

 

 

 

Despidiendo el 2017

2017 lakker mod enden og på falderebet fik jeg i dag kørt årets længste tur. Det var selvfølgelig Carlos fra CC Narixa, der havde fundet på en lækker rute på 180 km. og hvem kan sige nej til det?

Manden bag dagens rute. Før jeg fik lyst til at rive hovedet af ham pga. de hårde stigninger 🙂

Ruten var helt ny for mig og for første gang har jeg kørt rundt om Parque Natural Montes de Málaga. En utrolig smuk tur, men også hård med vanvittige stigningsprocenter samt fede nedkørsler.

En smuk dag på landevejen.

Jeg mødte de andre kl. 8:15 og tænkte “shit” da jeg så vi kun var fire. Heldigvis stødte der to mere til undervejs. Solen stod først op kl. 8:27, men de sidste par dage har været lune, faktisk ligefrem varme med omkring 20 grader, og denne morgen var ingen undtagelse. Temperaturen lå mellem 8 og 28 grader ifølge Garmin, dog med et gennemsnit på 15 grader, solen stod på en skyfri himmel og vinden var svag, så det var helt perfekt cykelvejr.

Lidt energi til enhver smag…

Jeg havde som altid en masse energi med fordi jeg er bange for at gå sukkerkold, men også fordi jeg tit har svært ved at vide, hvad jeg lige har lyst til – om det er en bar eller gel eller noget tredje. Men det var godt, jeg havde så meget med, for vi stoppede kun ved en punktering og for at tanke vand. Og så kunne jeg også forsørge de andre, som troede man kunne køre langt på fedtdepoterne, hehe 😉

Punktering lige inden nedkørsel gav en (for mig) tiltrængt pause.

Dagens stigning kom efter små 50 km. og var egentligt en 3-i-1 henover ca. 18 km. Gennemsnittet på stigningerne var omkring 6-8%, men der var flere rigtig hårde stykker af 0,5-1 km. længde på 15-20%. De trak tænder ud!

Der blev heppet på mig som sidste “mand” på troppen af endnu en 20% stigning.

Efter næsten 5 timer i sadlen, og på et tidspunkt hvor jeg var ved at glæde mig til snart at se kystvejen igen, sagde Carlos “Are you ready?”
Jeg kiggede undrende på ham, hvorefter han pegede, og da jeg drejede hovedet for at se, hvad han pegede på havde jeg allermest lyst til at vende om. Den vej jeg kiggede på gik direkte op i himlen! Endnu en kilometer med 20% kunne jeg slet ikke overskue, så jeg endte med at zigzagge mig til bifald på toppen. Hvis der er noget de kan hernede i Spanien, så er det at hjælpe en rytter i nød med hep for alle pengene. Gracias! 😀

Aldrig sur på tur 🙂

Nu var det bare ned til Málaga og hjem, men vi manglede alle vand, så der blev et kort vandstop inden verdens længste (i tid) tur igennem Málaga. Godt nok er der mange lyskryds i København, men tror Málaga vinder den kamp stort. Jeg ved ikke, om det var frustration over trafikken eller anden årsag, der gav mændene fut i pedalerne, men vi skulle i hvert fald ikke køre under 40 km/t før Velez-Málaga, så jeg sad pænt på dæk i rulleskiftet.

Fuld fart hjem fra Málaga.

Tilbage i Nerja havde jeg stadig lidt energi tilbage i kroppen, så jeg besluttede mig for at fortsætte turen. Jeg magtede dog ikke en eneste højdemeter mere, da jeg sagde farvel til de andre efter 177 km., så jeg kørte lidt frem og tilbage mellem Nerja og Maro som en anden jubelidiot.

What goes up, must go down!

Ved 198 km. koldede jeg fuldstændig og kørte hjem på vilje og håbet om ikke at falde af cyklen undervejs. Jeg kom sikkert hjem og endte direkte i køleskabet. Jeg spiste morgenmad kl. 8:00 og levede af energidrik, müslibar, figenstænger og geler indtil kl. 17, så jeg trængte virkelig til noget ordentlig mad.

Egentlig havde jeg tænkt på at køre en kort nytårs-restitutionstur i morgen, men jeg er sgu’ ikke sikker på, at jeg kan sidde på en sadel 😉

Stemningsbilleder:

Av av av…

Smuk natur på dagens rute.
Parque Natural Montes de Málaga.

XXIV CLASICA DEL PAVO

Jeg har i dag kørt mit første cykelløb i Spanien nogensinde! Jeg blev klar over løbets eksistens midt i en hård træningsblok og selvom jeg godt kunne se på det hele, at det blev svært at nå at restituere til dagen, så tilmeldte jeg mig.

CC Narixa og Team Integra Advokater klar til start.

Jeg er et udpræget konkurrencemenneske, så selvom jeg helst kører for at vinde, så var det vigtigste i dag at have det sjovt, få en anderledes oplevelse og køre op til mit eget bedste.

Jeg vidste, at jeg var oppe imod en spansk pige, der vejer knap 20 kg. mindre end mig og lige så nemt, som jeg kan køre fra hende på flad vej, lige så nemt kører hun fra mig opad.

Søndag morgen
Til mit held havde jeg besøg af min mor i weekenden, så i stedet for at cykle de 25 km. til starten sammen med CC Narixa, blev jeg kørt i bil. Efter et par hårde uger i sadlen, var mine ben stadig lidt trætte, så det gjaldt om at spare kræfter, hvor jeg kunne.

Løbet var egentlig et motionsløb, men der var også en eliteklasse og jeg skulle vise min licens samt underskrive et dokument før start. Jeg fik nr. 007 men vi kørte uden chip. Jeg tror vi var 8 damer til start. De resterende 175 ryttere var mænd.

Nr. 007 melder udsolgt på sidste bakke før mål.

Der var ingen toiletter i startområdet, så jeg fandt en café fyldt med mænd, som gloede noget på mig, der kom i alt for stramt lycra og ville låne toilettet. Her sad også et par cykelryttere og fik kaffe og en bid brød. Vi har tydeligvis alle forskellige måder at forberede os til cykelløb på 😉 Jeg havde kørt min nok-til-to/tre-personer-havregrød og kaffe ned et par timer forinden.

Neutral start
Det var jævnt køligt i Velez-Málaga, omkring 8 grader, da løbet gik i gang kl. 9:45, så jeg startede ud med løse knæ, løse ærmer, vest og lange handsker. Himlen var blå, solen fremme og vinden blid, så det tegnede til perfekt cykelvejr.

Jeg var nødt til at tage godt med tøj på til løbet.

Der blev kørt neutral/master de første 40 km. og det var meget roligt, så jeg fik ikke varmen, men rystede som et espeløv. Til gengæld kunne jeg ligge og hyggesnakke med de andre og endda tage billeder undervejs. Tror aldrig, at jeg har taget billeder i et cykelløb før, men jeg plejer heller ikke at køre med min telefon.

Lidt for god tid under masterkørsel…

Efter 50 min. (15 km.) var der pause i Iznate. Jeg kunne slet ikke forstå pointen, men det var alligevel tiltrængt, for jeg skulle tisse virkelig meget! Heldigvis lå der en restaurant som åbnede op, selvom de havde lukket, så os piger kunne låne toilettet. Alternativet var frit udsyn fra alle sider og selvom jeg ikke er blufærdig, så foretrak jeg alligevel toilettet frem for naturen.

Tid til at få tisset af og fylde energidepoterne i Iznate.

I pausen kunne man få appelsin, banan, barer og vand. Mine ben havde allerede syret til et par gange under masteren, når det gik opad, så jeg prøvede at spise mig til flere kræfter ved at køre både banan og bar ned. Går den så går den 😉

Langt felt med knap 200 ryttere under masterkørsel.

Efter pausen gik det nedad mod kysten igen for at komme til Algarrobo, hvor  selve løbet skulle skydes i gang. Det tog yderligere 50 min. (23 km.) og jeg fik kørt mig godt frem, selvom der var kamp om positionerne oppe foran. Det var vigtigt for mig at starte langt fremme fordi jeg vidste, at jeg skulle holde øje med Mari. Desværre skulle jeg igen virkelig meget tisse, men der var ikke tid til at finde et toilet, så det måtte jeg bare bide i mig indtil mål i Cómpeta.

Officiel start
Starten gik og det gik stærkt! Først blev jeg overhalet af en stor bunke mænd og kort efter kom Mari susende forbi mig. Jeg måtte desværre hurtigt erkende, at jeg ikke havde kræfter til at følge med i hendes tempo. I stedet prøvede jeg at fortsætte i mit eget, men højt tempo.

Det var ikke uden grund, jeg følte det var hårdt, når min makspuls er 196.

Jeg havde så meget syre i lårene hele vejen, at jeg ikke kunne se normal ud i ansigtet, så jeg er glad for, at der ikke blev taget billeder af mig undervejs (hvad jeg ved af i hvert fald). Jeg fandt en lille gruppe, som jeg kørte med on/off og da jeg så skiltet med 4 km. til toppen fik jeg pludselig fornyet energi. Om det var den gel, jeg havde kørt ned kort før stigningen eller bare glæde over at smerterne fra mine brændende lår snart ville ophøre ved jeg ikke, men der kom lidt ekstra fut i pedalerne.

I mål og helt færdig!

Jeg kæmpede bravt til det sidste og efter en masse op og ned sluttede stigningen med 10 meter på 11%, hvor man fik suget de sidste kræfter ud af sig. Jeg havde kørt mig selv så meget i hegnet, at jeg måtte finde en plet for mig selv, hvor jeg kunne puste ud, før jeg kunne snakke med nogen.

Jeg kom i mål på 40:01, hvilket var 3:04 min. langsommere end nr. 1 (Mari). Men baseret på mine tal (og følelsen) kunne jeg på ingen måde have gjort det bedre i dag, så jeg er virkelig glad og tilfreds med min indsats. Herrernes vindertid var 30:09. Jeg fatter ikke, hvordan de kan køre så hurtigt! Samlet blev jeg nr. 82.

Vinderen manglede desværre på damepodiet.

Normalt går jeg ikke op i tid i et cykelløb – det handler bare om at komme først over stregen – men lige når det gælder stigninger er det lidt ligesom enkeltstarter, man vil gerne køre hurtigst muligt op og det er svært at køre taktisk, men oftest den stærkeste, der vinder.

Efter mål
Spansk organisering er ikke altid det hurtigste og mest effektive, så der gik riiiigtig lang tid, før der var præmieoverrækkelsen og der skulle også lige laves paella til 200 mennesker. Egentlig imponerende, at man for 10 euro får cykelløb, energi, frokost og en t-shirt.

Den store gryde til paellaen var i gang.

Vinderen, Mari, var nødt til at køre hjem, så det var et lidt tomt damepodie. Til gengæld blev jeg kaldt op igen fordi arrangørerne gerne ville af med den kalkun, som vinderen skulle have haft. Den fik jeg og så kunne jeg tygge lidt på, hvordan jeg fik transporteret den med hjem på cykel. Jeg donerede den hurtigt til Carlos, som fik en bil til at tage den med til Nerja. Jeg håber, at han får lavet en lækker middag ud af den 🙂

Et styks kalkun i præmie.

Efter at have fået fyldt maverne med paella kørte drengene fra Narixa og jeg stille og roligt hjem og for første gang i min historie med dem var der stille. Ingen snakken og grin som der plejer, så alle må virkelig have været trætte.

Café y tarta

Siden jeg kom til Nerja, har jeg ledt efter det perfekte kaffe/kage sted. I Danmark elsker jeg at gå ud og få en god kop kaffe med veninderne inkl. en bolle, kage eller andet lækkert.

Café con leche (kaffe med mælk) og en kage som jeg ikke behøver prøve igen.

Jeg craver GOD kaffe og en luftig bolle eller smagfuld kage, som man kan få derhjemme. For hernede er kaffe ærlig talt ikke noget at råbe hurra for og kagerne falder som regel ikke i min smag. Brødet smager af pap og man skal se langt efter fuldkornsudgaven.

Det er få steder, der har andet end hvidt brød, når man spiser ude.

Det er dog ikke helt umuligt at finde noget, der nærmer sig mine høje standarder. I Mercadona har de noget brød, som minder meget om rugbrød og det smager ret godt.

Årsagen til at jeg gerne vil have fuldkorn er egentlig ikke et sundhedsmæssigt perspektiv, men mest fordi jeg ikke synes, at hvidt brød smager godt. Det mangler netop smag og det er som regel ligesom at spise luft. Jeg skal have noget med smag og gods i og det giver fuldkornsbrød mig.

Sjovt nok har de både almindelige og fuldkorns croissanter og jeg kan faktisk bedst lide sidstnævnte. Jeg tror dog ikke, at de er meget sundere, men de smager af mere.

Cappuccino som den skal være – næsten.

Det er dog langt om længe lykkedes mig at finde et sted, hvor de serverer cappuccino uden flødeskum (jeg var ellers ved at åbne mit eget kaffested oppe i hovedet).

The Good Stuff er en irsk café og alt er hjemmelavet. De laver cappuccino som den skal laves (og ikke med flødeskum, som spanierne laver den, her SKAL man altid bestille ‘café con leche’, medmindre man gerne vil have flødeskum på sin kaffe).

Prøvede en bacon/cheese scone, men den er alt for fedtet og vil hellere have min scone med chokolade.

Første gang jeg var på caféen, fik jeg en bacon/cheese scone bare for at prøve noget nyt, men den var jeg ikke super fan af. For nylig  ville jeg bare have en skive af deres surdejsbrød med ost, men jeg ved ikke hvad der er med folk fra Irland og fedtet mad. Jeg fik min skive brød med smeltet (revet) ost som var det en pizza. Måske jeg skal prøve deres kage næste gang…