Mere end tre uger efter jeg brækkede min albue er den nu i så meget bedring, at jeg kan skrive med den. Derfor tænkte jeg, at det var på tide med en beretning om min tur med Ordet Fanger fra København til Düsseldorf. Hvis du ikke aner, hvad jeg skriver om, så læs mine tidligere indlæg her og her.
Det var en dejlig junimorgen med solskin og vi skulle mødes ved DGI-byen kl. 7 for at smide vores bagage i følgebussen. Inden afgang skulle vi i Go’ Morgen Danmark og derefter gik turen i gang. Vi havde MC marshalls til at følge os ud af byen, hvorefter vi var på egen hånd. Humøret var højt omend jeg lige skulle se de andres kørsel an. Vi var 30 ryttere i én gruppe og havde ikke kørt ret meget sammen inden, så jeg fik placeret mig selv i front fra start.
På et tidspunkt føltes det som om, at jeg var punkteret på baghjulet. Jeg bouncede lidt, men var ikke flad. På dette tidspunkt var jeg kommet lidt tilbage i gruppen. Min sidemand kiggede ned på mit baghjul og overså derfor en pæl i siden af vejen, kørte ind i den og styrtede – i min retning. Jeg nåede at se ham komme flyvende fra siden og tænkte “hvor kan jeg køre hen?”, konstaterede “ingen steder” og tænkte så”hvordan kan jeg lande?”, men nåede ikke at reagere før jeg lå på jorden.
Jeg lå lidt og prøvede at få pusten tilbage, før jeg – efter at have sagt, at jeg var okay – tjekkede om mine solbriller sad på min hjelm. De fløj af i farten og var blevet samlet op og havde ingen skade fået – tjek. Da jeg kom op at sidde kunne jeg se min cykel ligge på jorden og spurgte om den var okay. Den blev samlet op og så ikke ud til at have lidt skade. Men jeg kunne konstatere at bagdækket var fladt og udbrød “jeg sagde jo, jeg var punkteret”. Først herefter koncentrerede jeg mig om mig selv. Et meget typisk mønster for en cykelrytter, tænker jeg.
Jeg kunne se, at jeg havde fået lidt asfalteksem på højre knæ, men det var ikke slemt. Til gengæld kunne jeg ikke rigtig bevæge min højre arm. Jeg kunne godt bevæge fingrene og håndleddet, men det gjorde ondt at strække/bøje armen og jeg kunne ikke rotere den. Jeg håbede at det bare var slaget, der skulle fortage sig, så jeg satte mig i følgebussen for at afvente situationen.
Her blev jeg siddende hele vejen til Düsseldorf, for smerterne i armen blev ikke mindre og min bevægelighed ikke bedre. Eller, jeg “lå” på to sæder med armen i hjemmelavet slynge og benet oppe. Asfalteksemen på knæet havde nemlig udviklet sig til et knæ, der hævede så meget op, at jeg til sidst knap kunne støtte på benet. Til mit held var der fri adgang til 150 romkugler i bussen!
Da vi ramte Düsseldorf måtte jeg en tur på skadestuen, så imens de andre cyklede til recovery food hos Hannah Grant kørte bussen rundt med mig for at finde et hospital. Undervejs kom vi til at køre lidt forkert og endte i en blindgyde vi ikke kunne komme ud af uden at bakke. Aldrig har jeg oplevet så vild en bakke-manøvre. En kæmpe bus med trailer, som bare lige snoede sig en kilometers penge bagud og stoppede al anden trafik imens. Men vi fandt et hospital og fik sat mig af i venteværelset.
Imens jeg sad og ventede på at få tjekket mine skader fik jeg en sms om, at en af de andre dameryttere også var styrtet og på vej ind til samme hospital. Vi kunne ikke lade være med at grine lidt, da vi så hinanden, fordi to ud af tre damer var styrtet og nu sad på hospitalet sammen. Vi fik begge taget røntgen – dog på skift Mine billeder viste ingen brud i knæet, men jeg havde et brud i albuen: en radius collumfraktur. Min medrytter havde en brækket lillefinger, så vi sad på hver vores stue og fik hver vores gips på, før vi blev sendt ud ad døren.
Mine skader gjorde det svært for mig at komme rundt og jeg så frem til fire dage som turist i Düsseldorf. Den første dag brugte jeg hovedsageligt på Radisson, hvor jeg havde overnattet fordi jeg først kunne tjekke ind i min lejlighed sidst på eftermiddagen. Heldigvis boede Trek-Segafredo og FDJ på samme hotel, så der var masser af ryttere og fans at glo på – selvom de faktisk gloede mere på mig og min kæmpe, røde arm. Jeg fik også et par hyggelige snakke med Trek-Segafredos danske kok, Kim Rokkjær, som vist havde lidt ondt af mig.
Da jeg endelige skulle hen til den lejlighed, jeg havde booket, tog det mig 15 min. at gå fra stationen med min bagage. Der var altså kun 450 meter! Jeg var grædefærdig, da jeg stod forpustet foran hoveddøren og opdagede, at jeg skulle hente nøglen 400 meter væk. Det var mere end jeg kunne overskue og imens jeg stod og overvejede situationen åbnede en beboer døren til bygningen for at spørge, hvad jeg havde gang i. Jeg fik lov til at sætte min taske indenfor, så jeg kunne gå en lille smule hurtigere efter nøglen. Jeg blev ekstra glad, da jeg fandt ud af, at jeg skulle bo på 2. sal (uden elevator).
For at det ikke skal være løgn, så blev jeg også ramt af en grankogle fra et træ, som først ramte min gipsarm og bagefter kradsede hul på mit lår. Jeg følte mig virkelig født under en heldig stjerne!
Dagene gik mest med at være i lejligheden eller finde en café at sidde på, for jeg kunne ikke gå så meget. En aften skulle jeg ud og spise sushi – tilfældigvis lige ved siden af det hotel, hvor bl.a. Bora-Hansgrohe boede – og i samme øjeblik, som jeg gik forbi, kom Peter Sagan gående. Der stod folk, som havde ventet på ham og ville have billeder og autografer. Jeg nåede lige at tage et snapshot i forbifarten, men det var svært at stille skarpt med venstre hånd.
Lørdag startede Tour de France, som jeg jo var blevet for at se. Jeg var så heldig at få et VIP-armbånd, der gav mig adgang til ‘den anden side af hegnet’. Altså det område, som TV-folkene holdt til i. Det var fedt at kunne stå på målstregen og se rytterne komme ind, mens journalisterne flokkedes om dem. Det var også sjovt at se kommentatorboksen, hvor snakken aldrig står stille og en masse forskellige sprog blander sig med hinanden.
Min hjemtur blev dog en smule anderledes end planlagt pga. af hævelsen i mit knæ. I stedet for at se starten på 2. etape og hoppe på en flyver fra Düsseldorf kl. 17, så blev jeg hentet kl. 8 søndag morgen for at blive kørt til Frankfurt lufthavn. Her skulle jeg med fly til Wien, hvor jeg skulle skifte til et andet fly mod København (som selvfølgelig blev forsinket). I København blev jeg hentet af SOS International og sat af foran mit hjem kl. 18 samme dag. En rejse på 10 timer!
Nu sidder jeg hjemme på fjerde uge og er ved at blive godt vissen! Den første uge kunne jeg ingenting med højre arm og fandt ud af, hvor besværligt livet er, hvis man kun har én arm. Efter en uge fik jeg gipsen af og måtte leve med nogle smertefulde dage før senerne vågnede efter en uges dvale. De første to uger måtte jeg sove på ryggen og have løst hår (jeg er ikke fan af løst hår).
Tredje uge skete der noget! Smerterne i armen fortog sig og jeg fik dag for dag mere bevægelse i den. Nu kunne jeg sove på venstre side og lave en knold af mit hår. Jeg træner den også hver dag. I at bøje, strække og rotere. Roteringen er det sværeste, men det går fremad og hurtigere end jeg havde turde håbe på.
Armen er på rette vej, men desværre er det ikke helt tilfældet med knæet. Det er stadig meget hævet og jeg kan stadig ikke bøje det mere end maks 90 grader – på en god dag. Så jeg forsøger at holde mig til sofaen med benet oppe så meget af dagen som muligt. Det er bare virkelig svært (og kedeligt) at sidde stille en hel dag, når jeg er vant til at bevæge mig en del.
Jeg håber, at hævelsen snart fortager sig, så jeg kan komme i gang med genoptræningen. Min efterårssæson hænger i en tynd tråd, men jeg håber alligevel, at jeg kan nå at køre et par cykelløb inden vinterpausen. Min fys hos CPH Osteopati & Fysioterapi er på sagen, så jeg er i gode hænder. Men både ham og lægerne siger “det tager den tid, det tager”…
Lidt billeder fra Düsseldorf. Jeg fik ikke taget så mange ‘rigtige’ billeder, så der en del snaps 🙂
