Ordet Fanger @ Düsseldorf

Mere end tre uger efter jeg brækkede min albue er den nu i så meget bedring, at jeg kan skrive med den. Derfor tænkte jeg, at det var på tide med en beretning om min tur med Ordet Fanger fra København til Düsseldorf. Hvis du ikke aner, hvad jeg skriver om, så læs mine tidligere indlæg her og her.

Det var en dejlig junimorgen med solskin og vi skulle mødes ved DGI-byen kl. 7 for at smide vores bagage i følgebussen. Inden afgang skulle vi i Go’ Morgen Danmark og derefter gik turen i gang. Vi havde MC marshalls til at følge os ud af byen, hvorefter vi var på egen hånd. Humøret var højt omend jeg lige skulle se de andres kørsel an. Vi var 30 ryttere i én gruppe og havde ikke kørt ret meget sammen inden, så jeg fik placeret mig selv i front fra start.

På vej til Go’ Morgen Danmark i Tivoli

På et tidspunkt føltes det som om, at jeg var punkteret på baghjulet. Jeg bouncede lidt, men var ikke flad. På dette tidspunkt var jeg kommet lidt tilbage i gruppen. Min sidemand kiggede ned på mit baghjul og overså derfor en pæl i siden af vejen, kørte ind i den og styrtede – i min retning. Jeg nåede at se ham komme flyvende fra siden og tænkte “hvor kan jeg køre hen?”, konstaterede “ingen steder” og tænkte så”hvordan kan jeg lande?”, men nåede ikke at reagere før jeg lå på jorden.

Jeg lå lidt og prøvede at få pusten tilbage, før jeg – efter at have sagt, at jeg var okay – tjekkede om mine solbriller sad på min hjelm. De fløj af i farten og var blevet samlet op og havde ingen skade fået – tjek. Da jeg kom op at sidde kunne jeg se min cykel ligge på jorden og spurgte om den var okay. Den blev samlet op og så ikke ud til at have lidt skade. Men jeg kunne konstatere at bagdækket var fladt og udbrød “jeg sagde jo, jeg var punkteret”. Først herefter koncentrerede jeg mig om mig selv. Et meget typisk mønster for en cykelrytter, tænker jeg.

Jeg kunne se, at jeg havde fået lidt asfalteksem på højre knæ, men det var ikke slemt. Til gengæld kunne jeg ikke rigtig bevæge min højre arm. Jeg kunne godt bevæge fingrene og håndleddet, men det gjorde ondt at strække/bøje armen og jeg kunne ikke rotere den. Jeg håbede at det bare var slaget, der skulle fortage sig, så jeg satte mig i følgebussen for at afvente situationen.

I følgebussen efter mit styrt

Her blev jeg siddende hele vejen til Düsseldorf, for smerterne i armen blev ikke mindre og min bevægelighed ikke bedre. Eller, jeg “lå” på to sæder med armen i hjemmelavet slynge og benet oppe. Asfalteksemen på knæet havde nemlig udviklet sig til et knæ, der hævede så meget op, at jeg til sidst knap kunne støtte på benet. Til mit held var der fri adgang til 150 romkugler i bussen!

Da vi ramte Düsseldorf måtte jeg en tur på skadestuen, så imens de andre cyklede til recovery food hos Hannah Grant kørte bussen rundt med mig for at finde et hospital. Undervejs kom vi til at køre lidt forkert og endte i en blindgyde vi ikke kunne komme ud af uden at bakke. Aldrig har jeg oplevet så vild en bakke-manøvre. En kæmpe bus med trailer, som bare lige snoede sig en kilometers penge bagud og stoppede al anden trafik imens. Men vi fandt et hospital og fik sat mig af i venteværelset.

Imens jeg sad og ventede på at få tjekket mine skader fik jeg en sms om, at en af de andre dameryttere også var styrtet og på vej ind til samme hospital. Vi kunne ikke lade være med at grine lidt, da vi så hinanden, fordi to ud af tre damer var styrtet og nu sad på hospitalet sammen. Vi fik begge taget røntgen – dog på skift Mine billeder viste ingen brud i knæet, men jeg havde et brud i albuen: en radius collumfraktur. Min medrytter havde en brækket lillefinger, så vi sad på hver vores stue og fik hver vores gips på, før vi blev sendt ud ad døren.

På hospitalet med armen i flot, rød gips og en meget træt Rikke

Mine skader gjorde det svært for mig at komme rundt og jeg så frem til fire dage som turist i Düsseldorf. Den første dag brugte jeg hovedsageligt på Radisson, hvor jeg havde overnattet fordi jeg først kunne tjekke ind i min lejlighed sidst på eftermiddagen. Heldigvis boede Trek-Segafredo og FDJ på samme hotel, så der var masser af ryttere og fans at glo på – selvom de faktisk gloede mere på mig og min kæmpe, røde arm. Jeg fik også et par hyggelige snakke med Trek-Segafredos danske kok, Kim Rokkjær, som vist havde lidt ondt af mig.

Da jeg endelige skulle hen til den lejlighed, jeg havde booket, tog det mig 15 min. at gå fra stationen med min bagage. Der var altså kun 450 meter! Jeg var grædefærdig, da jeg stod forpustet foran hoveddøren og opdagede, at jeg skulle hente nøglen 400 meter væk. Det var mere end jeg kunne overskue og imens jeg stod og overvejede situationen åbnede en beboer døren til bygningen for at spørge, hvad jeg havde gang i. Jeg fik lov til at sætte min taske indenfor, så jeg kunne gå en lille smule hurtigere efter nøglen. Jeg blev ekstra glad, da jeg fandt ud af, at jeg skulle bo på 2. sal (uden elevator).

For at det ikke skal være løgn, så blev jeg også ramt af en grankogle fra et træ, som først ramte min gipsarm og bagefter kradsede hul på mit lår. Jeg følte mig virkelig født under en heldig stjerne!

Det farlige grantræ i Düsseldorf

Dagene gik mest med at være i lejligheden eller finde en café at sidde på, for jeg kunne ikke gå så meget. En aften skulle jeg ud og spise sushi – tilfældigvis lige ved siden af det hotel, hvor bl.a. Bora-Hansgrohe boede – og i samme øjeblik, som jeg gik forbi, kom Peter Sagan gående. Der stod folk, som havde ventet på ham og ville have billeder og autografer. Jeg nåede lige at tage et snapshot i forbifarten, men det var svært at stille skarpt med venstre hånd.

Peter Sagan skriver autografer

Lørdag startede Tour de France, som jeg jo var blevet for at se. Jeg var så heldig at få et VIP-armbånd, der gav mig adgang til ‘den anden side af hegnet’. Altså det område, som TV-folkene holdt til i. Det var fedt at kunne stå på målstregen og se rytterne komme ind, mens journalisterne flokkedes om dem. Det var også sjovt at se kommentatorboksen, hvor snakken aldrig står stille og en masse forskellige sprog blander sig med hinanden.

Kommentatorboksen med Jørgen Leth, Rolf Sørensen og Dennis Ritter

Min hjemtur blev dog en smule anderledes end planlagt pga. af hævelsen i mit knæ. I stedet for at se starten på 2. etape og hoppe på en flyver fra Düsseldorf kl. 17, så blev jeg hentet kl. 8 søndag morgen for at blive kørt til Frankfurt lufthavn. Her skulle jeg med fly til Wien, hvor jeg skulle skifte til et andet fly mod København (som selvfølgelig blev forsinket). I København blev jeg hentet af SOS International og sat af foran mit hjem kl. 18 samme dag. En rejse på 10 timer!

Jeg fik et ‘handikap’ skilt og blev kørt rundt i lufthavnen

Nu sidder jeg hjemme på fjerde uge og er ved at blive godt vissen! Den første uge kunne jeg ingenting med højre arm og fandt ud af, hvor besværligt livet er, hvis man kun har én arm. Efter en uge fik jeg gipsen af og måtte leve med nogle smertefulde dage før senerne vågnede efter en uges dvale. De første to uger måtte jeg sove på ryggen og have løst hår (jeg er ikke fan af løst hår).

Gipsen røg af og jeg har et fint blåt/grønt mærke på begge sider af albuen

Tredje uge skete der noget! Smerterne i armen fortog sig og jeg fik dag for dag mere bevægelse i den. Nu kunne jeg sove på venstre side og lave en knold af mit hår. Jeg træner den også hver dag. I at bøje, strække og rotere. Roteringen er det sværeste, men det går fremad og hurtigere end jeg havde turde håbe på.

Armen er på rette vej, men desværre er det ikke helt tilfældet med knæet. Det er stadig meget hævet og jeg kan stadig ikke bøje det mere end maks 90 grader – på en god dag. Så jeg forsøger at holde mig til sofaen med benet oppe så meget af dagen som muligt. Det er bare virkelig svært (og kedeligt) at sidde stille en hel dag, når jeg er vant til at bevæge mig en del.

Jeg håber, at hævelsen snart fortager sig, så jeg kan komme i gang med genoptræningen. Min efterårssæson hænger i en tynd tråd, men jeg håber alligevel, at jeg kan nå at køre et par cykelløb inden vinterpausen. Min fys hos CPH Osteopati & Fysioterapi er på sagen, så jeg er i gode hænder. Men både ham og lægerne siger “det tager den tid, det tager”…

Lidt billeder fra Düsseldorf. Jeg fik ikke taget så mange ‘rigtige’ billeder, så der en del snaps 🙂

Tourstarten i Düsseldorf (enkeltstart)
Jakob Fuglsang klar til at blive sendt afsted på enkeltstarten
Marcel Kittels vilde cykel (sølv)
Det regnede en del på 1. etape af Tour de France og det er jo ikke godt for en arm i gips 😉
Jeg måtte ikke bruge de almindelige toiletter åbenbart: “vi har toiletter til sådan nogle som dig”
Tre sæder for mig selv i første flyver
Benene oppe på dagens anden flyver
Angrebet fra grankoglen
VIP armbånd til Tour de France og ur fra Richardt & Mejer
Et af mine transportmidler i lufthavnen

DM ugen 2017

I 2016 kørte jeg mit første Danmarksmesterskab i landevejscykling. Jeg kørte kun linjeløbet og det var en fantastisk oplevelse! En oplevelse, jeg håbede ville blive lige så god i år, men set i lyset af min svingende forårssæson var oddsene ikke på min side og det endte også med et par skuffende dage, hvor jeg dog lærte en masse…

Fanget i et reflekterende øjeblik efter enkeltstarten af R.P – Foto

Dame Elite DM i enkeltstart
For første  gang skulle jeg køre Danmarksmesterskab i enkeltstart og set i lyset af min korte karriere på en TT cykel havde jeg ingen forventninger overhovedet.

Jeg kørte fra København torsdag morgen og landede i Grindsted ved 12-tiden. Vi nåede at køre ruten i bil, inden den blev afspærret for trafik, hvilket var rart. Det skulle dog vise sig, at jeg kunne have vundet meget ved at have kendt ruten på forhånd.

En læring til næste år og fremtidige enkeltstarter er altid at køre ruten på cykel, lære svingene at kende og de åbne stykker hvor vinden kan spille en rolle. Det kan dog være svært at finde tid til, især hvis ruten er i Jylland, men jeg er sikker på, at det gør en kæmpe forskel.

Jeg skulle starte som tredje rytter ud af 23 kl. 16:57 så ventetiden blev brugt på at gøre alting klar, spise og prøve at slappe af. Heldigvis holdt vejret tørt og solrigt, men der var en del vind.

R.P – Foto

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg havde for første gang en følgebil bag mig og radio i øret, så jeg kunne få pace, opmuntring og informationer om ruten undervejs. Det var ret fedt og fungerede super godt! Alle havde også en MC betjent foran sig, selvom ruten var fuldstændig afspærret for trafik. Det gjorde det noget nemmere, at man ikke skulle bekymre sig om biler og andet trafik undervejs.

Foto: Moments Eye – CyclingPhoto.dk

Det var en let rute, flad, og ikke specielt teknisk, men alligevel tøvede jeg i svingene fordi jeg ikke kendte dem. Desværre var der absolut ingen kræfter i benene. Pulsen bragede derud ad, men mine watt var langt under normalen. Jeg endte som nr. 18 i en tid, der var hele 3 min. og 38 sek. langsommere end vinderen.

Krydser målstregen efter 42:51 min. på 28,9 km. Foto: R.P – Foto

Det eneste gode ved den præstation er, at jeg ved, jeg ikke har ydet mit optimale. Og at jeg ikke blev overhalet undervejs. Men jeg tror nu stadig, jeg har langt til toppen af poppen, når det gælder enkeltstarter – de er hurtige, de damer!

Efter enkeltstarten tog jeg hjem til min far for at koble af og få lidt fornyet energi til linjeløbet. Jeg fik endda lokket min far med ud på en rulletur 😀

Kvalitetstid med farmand på en jysk bakke

Dame Elite DM i linjeløb
Lørdag skulle der kæmpes om medaljer i linjeløbet og her stod mere end 40 dameryttere til start. Vejret spillede, men vinden tog til og gjorde en ellers flad rute hård. Inde i byen var der en teknisk passage med sving og brosten, men resten af ruten var ligetil.

Drengene på teamet, der først skulle køre søndag, havde sat sig i selen for at gøre dagen nem for os to damer. De havde fyldt dunke, sat stole frem, pumpet luft i dækkene og kørte service for os. Det var perfekt og jeg er dem meget taknemmelig!

Der var indskrivning på scenen før start og jeg håber, at vi en dag kan gå derop som et helt hold og ikke kun to ryttere.

Foto: Moments Eye – CyclingPhoto.dk

Vi skulle køre 128 km. fordelt på 6 store omgange og 3 små omgange. Den første halve time var jeg meget nervøs, så jeg kunne ikke andet at sidde nede bagi og prøve at kontrollere mine nerver.

Jeg lå også bagerst, da vi skulle igennem brostenen og det resulterede i et hul, jeg skulle lukke. Det scenarie udspillede sig ved hver omgang og tredje gang kunne jeg ikke lukket hullet. Jeg havde tidligere været oppe i front for at lukke et udbrud og nu slap kræfterne op. Samtidig havde feltet fundet de store gear frem, så selvom jeg kørte med fuld damp, hentede jeg ikke bagenden af feltet.

Foto: Moments Eye – CyclingPhoto.dk

I stedet hentede jeg et par andre ryttere, der var faldet af og vi endte med at køre fem 1-2 omgange, før jeg besluttede mig for at stå af. Dels fordi vi var så langt bagefter at vi alligevel nok ville blive pillet ud af løbet og dels fordi jeg vidste, jeg skulle køre 750 km. om få dage, så jeg kunne lige så godt spare benene lidt.

Undervejs får jeg også fat i teambilen for at få en flaske og prøver for første gang en såkaldt ‘sticky bottle’ og lidt pace bag bilen. Det var ret sjovt, men det var en skuffelse ikke at kunne sidde med i år. Både personligt men også i forhold til teamet. Jeg ville rigtig gerne have hjulpet min teammate Michelle til en god placering, men det er sgu’ svært, når man hænger nede bagi.

Foto: Moments Eye – CyclingPhoto.dk

Sommerpause
Der er ikke flere løb på min kalender før jeg tager på Woman Cycling Camp i Holland i midten af juli. Det bliver dejligt med en pause, hvor jeg forhåbentligt kan få bygget lidt selvtillid og form op, så jeg mentalt og fysisk er klar til efterårssæsonen.

Ordet Fanger
I morgen drager jeg sydpå med Ordet Fanger. Vi skal cykle fra København til Düsseldorf på 30 timer. Det hele kan følges live på Facebook og vi er også i Go’ Morgen Danmark omkring kl. 8:00 inden vi sætter gang i pedalerne fra Tivoli kl. 9:00.

Test af tøjet, der skal bæres hele vejen til Düsseldorf

Har du lyst til at støtte Scleroseforeningen igennem mig, så kan du blive kilometer-sponsor og støtte med 0,25 øre til 2 kr. pr. km. jeg kører. Du får opdateringer undervejs, men jeg håber at kunne cykle samtlige 750 km. og jo flere penge, der kommer i puljen, desto større grund til at fortsætte, når jeg bliver træt 😀

Al begyndelse er en start

Jeg startede med at blogge, da jeg var en løbepige. Så blev jeg en cykelpige og tiden blev knap (cykling tager bare længere tid end løb). Men jeg elsker at skrive, så jeg forsøgte flere gange at holde bloggen i live, forgæves. Det skal være anderledes nu! For jeg elsker stadig at skrive og jeg SKAL finde plads til ting, jeg elsker – udover cykling.

Derfor har jeg endnu en gang visket tavlet ren og startet Woman’s Word. Det er ikke et feministisk påfund, men ene og alene fordi, jeg er en kvinde med ord (og så klinger det meget godt, synes jeg). Samtidig vil jeg ikke begrænse bloggen til at handle om cykling, selvom den i høj grad kommer til ose af cykelanekdoter.

Jeg arbejder stadig på at gøre bloggen smækker lækker, men det kribler i fingrene for at komme i gang med skriveriet, så bær over med ”indretningen”.

Jeg har mange planer for året og nogle af dem, får I en teaser på her:

Først og fremmest starter licens-sæsonen på lørdag d. 1. april med cykelløb i Slagelse og i Greve om søndagen. Jeg glæder mig til at komme i gang og er spændt på at se, hvorvidt jeg har trænet nok henover vinteren til at kunne sidde med i C-feltet. Desværre døjer jeg med lidt sygdom i øjeblikket, men jeg håber at stå fit for fight næste weekend!

Denne sæson er jeg blevet en del af Team ACR-FBL Elite Powered by Integra Advokater, som er Amager Cykle Rings nye elitesatsning. Det er et DCU team bestående af Herre A- og B-ryttere, men vi er også tre Dame A- ryttere tilknyttet. Det kommer dog ikke til at have den store betydning for mig, da vi ikke må køre med servicebil i C/DA klassen, men til f.eks. Pinsecup, hvor service er tilladt, får vi gavn af at være en del af teamet.

Derudover har jeg sagt pænt ja-tak til at støtte en verden uden sclerose og cykle med Dennis Ritter og flok andre skøre mennesker fra København til Düsseldorf (Tour de France starten) til sommer. Det er mere end 700 km., vi bruger som undskyldning for at samle penge ind til Scleroseforeningen. Jeg har en indsamling, som du kan bidrage til ved at trykker her.

                  

I dag havde jeg også min første træningstur med ’Ordet Fanger’ holdet, hvor vi kørte ud til Flyvestation Værløse for at øve lidt teknik. Niveauet blandt rytterne er meget forskelligt og inden Düsseldorf skal vi lære hinanden at kende, så vi trygt kan sidde styr om styr i både lys og mørke. Min længste tur til dato er Aarhus-København på 380 km., som var en HÅRD omgang. Det er ikke et krav, at man kører samtlige 737 km. til Düsseldorf, men jeg vil forsøge og så må vi se, hvor min grænse går.

Ordet Fanger - Dennis Ritters billede.
Støtter du via MobilePay (24 40 88 12), så skriv ‘Rikke/Ordet Fanger’ i overførslen

Jeg skal faktisk til Düsseldorf to gange til sommer, for i juli/august tager jeg på Women Cycling Camp med en flok dameryttere fra hele verden for at køre cykelløb i Holland og Belgien. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg går ind til, men jeg er sikker på, at det bliver lærerigt!

Off cyklen har jeg en tur til Berlin i pipeline til maj. Det er en af mine yndlingsbyer og jeg glæder mig til at opleve den endnu en gang.