Craft Cup – 3 Days in the North 2018

Craft Cup - Thy

If you missed my last post, you can find it here.

On Friday I went with the team to northern Jutland. We were participating in the Craft Cup stage race 3 Days in the North from Saturday to Monday. I was very excited to get the season started and to get a feeling of my race mode. It was also the first trip with the “new” team and some new faces to get to know 🙂

Craft Cup

The first stage was in Hjørring and we woke up to a chilly morning with frost and a very cold wind. I put on several layers of clothes and warming balm on the legs – better safe than sorry seems to be the lesson from last year where everybody was nearly freezing to death because of the cold and wet weather.

Again, this year we are only two riders in the women elite class on the team and we are battling against teams of 10+ riders (not in every race, but in general). Normally we race with the men’s C-class, but in this race women elite and women B-class was put together and we were 20 riders on the start line.

Craft Cup

Our strategy was to be “on hold” and see what the other girls had in mind. One of the other girls attacked shortly after the start and my team mate, Josefine, followed so I stayed in the peloton. Unfortunately, she didn’t caught the group of three riders in front and they went on a breakaway.

Only Josefine and I wanted to close the gap which was an impossible mission without help from the others in the peloton. I didn’t feel strong and I was too disappointed of not being in the breakaway, so instead of playing tactical for a 4th place I just wanted to finish the race.

Craft cup

That meant I took the front for the last 7 kilometers. Of course, no one wanted to be up there in the final and it is very typical when we have these women races that no one ever wants to take a lead. Because of the work all day and the position before the finish, I didn’t have anything left for the sprint and I came in 7th while Josefine fought her way to 5th.


The day after we went to Thy with a plan. I was supposed to win the stage and I tried to escape the peloton, but I was closed after 8 minutes in the heat. Then Josefine tried and because of the hilly course I guess the others didn’t think she would manage to go solo for 69 kilometers. But she did!

Craft cup

The peloton waited a long time and was going really slow while Josefine drifted longer and longer away. When the peloton finally decided to close the gap, I followed every single move and a group of six riders formed a chasing group. I was in it, but not willing to work until the end, when I knew they couldn’t catch Josefine in the front.

Craft cup

There were several attacks with long breaks in between, but it was only on the final hill things split up. I didn’t see the attack from behind, so I lost a few meters to the others. On the top I couldn’t get my shifter from small to big chain ring, so it took me ages to catch up and when I finally did the girls started the sprint, so I finished 6th and was a bit disappointed. But I was also really happy about my performance, being able to cover every attack until the end and for Josefine to take the stage win on a course that didn’t even suit her.


On the final stage in Aalborg, we had not only one plan, we had a plan A, B and C because now we had the opportunity to go home with the overall win and the jersey. I had put on my racesuit for the big final 😉 Again, we wanted to be the waiters, but again the pace was too slow for my taste, so I went to the front just to speed things up a bit.

Craft cup

I didn’t go that fast, but suddenly I had a small gap. As a reflex I pushed harder but it wasn’t a part of any of our plans so I thought about stopping for a second, but decided to give it a go. It could help us getting the others a bit tired by trying to catch me.

Craft cup

After the first lap I had gained a minute and after the second lap it was 1:30 minutes. On the third lap I was passed by the men elite which was a huge group followed by service cars.

My car in front didn’t know what to do, so instead of just keep going it slowed down to let the men pass. It took too long and I was losing time, so I passed my car – it came back a bit later. After that lap I had lost time to 1:15 minutes.

Craft cup
Eating isn’t cheating.

I still had two laps to go and I was starting to feel the pain for real, but then on lap four I had gained 3 minutes. I kept the pace up to test myself and on the last lap everything was hurding. I thought I was going slower and slower but looking at the laps afterwards I was pretty steady with a difference of maximum 30 seconds between the laps.

3 dage i nord

With a few kilometers to go I was passed by the junior men and again my car couldn’t keep up. The juniors blocked me because they were going for the final sprint – but hey, so was I! It was a bit of an anticlimax to cross the finish line at the same time as a sprint finish in another class and no one noticed me passing the line. I wasn’t even announced the winner in the beginning.

Craft cup
Craft cup ‘3 Days in the North’ stage 3 podium.

I had been out there alone for more than 86 kilometers and even though I know the peloton was probably unable to cooperate and establish a pursuit, I pushed hard, so I was tired and my abs were hurding for the rest of the day because of heavily breathing for 2,5 hours.

Flowers to the winner.

In the bunch sprint Josefine was in position of taking the overall win but she was blocked and only 1 point differed from 1st to 2nd place. My win gave me an overall 3rd in the Craft Cup, so going home with two stage wins, an overall 2nd and 3rd is pretty damn good by our little team.

It was our first races as a team and it showed that we can cooperate and that we race smart. Not always according to plan, but we take our chances and sometimes we loose other times we win. That’s racing 😉

Craft cup
Overall podium in the Craft Cup ‘3 Days in the North’.
Women’s Cycling in Denmark

I don’t know how it is in other countries, but the “problem” with women’s racing in Denmark is the big difference in levels. Normally we race with the men where the pace is high and the peloton big.

In these races we were only 20 riders and it seemed like no one wanted to race. The pace was ridiculously slow and only a few riders participated in the work – some didn’t because they didn’t have the strenght and others, well, I don’t know. It was so boring at times and I don’t understand how anyone thinks that is fun racing.

Craft cup

I DO support women races and wish we could have them every time, but not like this. Not until we have enough riders on a level where it is actually going to be a race.

Our team is racing again this weekend and I’m looking forward to race with the men and get som speed in the legs. Hopefully it will be another succesful race-weekend 😀

2018 Season Opener Race

Team Integra Advokater - Giant

If you missed my last post, you can find it here.

Today I participated in the season opener race. It is a short race where several levels are put together. You race with your numbers pinned on the jersey and the chip on the bike but there are no points, prizes or podium to conquer. It is good training and good for getting the legs in race mode for the season which officially starts (for me) on Saturday.

Season opener race
Photo: Kean Bang Sørensen

In the morning the team met for breakfast before riding together to the start. The route was only 4,3 kilometers and we had to do 15 laps. We were 75 riders on the start line consisting of Women A, Women B, Women Junior, U17 Boys, Men D, Men 40, Men 50, Men 60 and Men 70, so a wide mix of levels.

Race number
Race number of 2018 season

I have been really curious about my mental state in the peloton since I left the game last year after a crash and didn’t make it back before the end of the season.

The first laps I lost momentum in the corners, but I felt comfortable in the peloton and I had enough power to close the gaps. After some time, I got familiar with the corners and saving energy in the corners made me able to find my way to the front and take turns with the guys.

Season Opener Race
Photo: Kean Bang Sørensen

I heard the speaker saying “two laps left” so I pushed it a bit but the next time we passed the finish line it was “two laps left” again and that was a bit too much for me, so I went back in the peloton to save a little energy for the final. Big mistake! The result was me being blocked in the fight for positions before the last corner and I was not able to sprint in the final. Damn it!

Team Integra Advokater - Giant kit
New Team Integra Advokater – Giant kit

We raced 65 kilometers with an average speed of 42,5 kph and I am happy that I was able to sit in the peloton without fear and without struggling to hang on. I have definitely improved my cornering, but I can still be better. It was also only my third ride on the new team bike, so I still have to get to know it and find a good position.

Giant Liv Langma
Giant Liv Langma is my new toy 😉

Next up is 3 Days in the North in Jutland and I am PRAYING for better weather conditions than last year!

PostNord Ladies Criterium 2017

Knapt var jeg kommet hjem fra Island, før jeg skulle afsted igen. Jeg landede i min lejlighed mandag omkring midnat og gik ud ad den igen mindre end 12 timer senere. For selvom vi lige havde kørt Tour of Reykjavik, været på heldags sightseeing og fået alt for lidt søvn, så skulle Michelle og jeg køre PostNord Ladies Criterium i Kalundborg tirsdag kl. 14:30.

Jeg følte mig lidt som en pro rytter, da jeg tog hjemmefra, men bare i billigudgaven. For jeg stod op til et tomt køleskab (krise!) og måtte cykle til metroen med en taske på ryggen for at mødes med Michelle, der havde teambilen. Det er sjældent, at os damer kan gøre brug af teambilen, så når vi endelig har muligheden, skal det udnyttes! 🙂

Jeg mødte Michelle på Flintholm st. kl. 11:30 og så kørte vi vestpå. Da vi nåede Kalundborg stod det ned i stænger, himlen var mørk og det lynede og tordnede. “Velkommen hjem!” tænkte jeg bare og ingen af os magtede at køre cykelløb i sådan et lortevejr! Vi kom jo lige fra solskin på Island og så var det bare “snap back to reality” drivvåde Danmark. Heldigvis blev det tørvejr inden starten og vi endte faktisk med at køre i solskin.

Fuld fart fra start! Foto: Jesper Skovbølle

Jeg var mega træt, både mentalt og i kroppen, da jeg stod på startstregen. Løbet blev sat i gang og der var tryk på fra start. Måske ikke så underligt, når der var flere udenlandske og professionelle ryttere tilstede, deriblandt også vores verdensmester, Amalie, i det 50 dame (det må være pendanten til “mand”?) store felt.

Jeg kom akkurat med som rosinen i pølseenden, da feltet splittede kort efter starten, men jeg skulle lige vænne mig til feltet og svingene og havde ingen kræfter til at lukke de huller, der opstod efter svingene, så da vi ramte bakken vinkede jeg pænt farvel til frontgruppen.

Der var ingen i syne bag mig, så jeg kørte lidt på mellemhånd indtil der røg en af fra frontgruppen, som jeg kørte op til. Vi kørte sammen resten af vejen og der skete hverken til eller fra undervejs.

Jeg havde accepteret, at jeg var kørt træt og at jeg med en tre måneders løbspause, inkl. en længere skadespause, nok ikke kunne forvente at køre tre løb på kort tid som om intet var hændt. Så i stedet for at være træt af at blive sat, besluttede jeg mig for at øve sving og jeg endte faktisk med at blive ret god til at tage svingene uden at bremse.

To på tur… Foto: Jesper Skovbølle

Selvom vi blev overhalet med en omgang og ikke havde noget at køre for, så kunne jeg ikke lade være med at konkurrere lidt. Jeg legede med tanken om at øve min spurt og håbe på, at jeg var stærkere end min konkurrent. Men i et venstresving ca. 2 km. fra mål, som jeg havde bremset i på HVER omgang, fordi vi kom med 40-50 km/t, besluttede jeg mig på 10. og sidste omgang for IKKE at bremse. Det var nu eller aldrig!

Så jeg slap bremsen, håbede på det bedste og kørte igennem svinget med pulsen godt banket op. Jeg kom helskindet igennem og så mig tilbage for glad at sige “så du lige det?!” men opdagede, at jeg havde lavet et stort hul ved ikke at bremse, så jeg udnyttede det og blev ved med at træde. Jeg kom i mål 20 sek. foran min “partner in crime”.

Efter løbet blev vi for at se herrernes finale i første etape af PostNord Danmark Rundt. Jeg havde fået VIP billetter, så vi styrede direkte mod VIP teltet for at få (gratis) mad og kaffe samt en stol foran livestreamingen.

Da vi kom til indgangen til VIP teltet stod der to mænd foran os som åbenbart ikke havde armbånd og derfor blev nægtet adgang. Da de vendte sig om for at gå, opdagede jeg at den ene var Bjarne Riis. Det vil for altid være dagen, hvor jeg havde adgang til noget, som Bjarne ikke havde. Han kom dog ind kort efter, men det var sjovt så længe det varede 😉

Dagen efter var jeg til fys hos Cph Osteopati for at se på “skaderne” efter min lidt for hurtige fremgang. Knæet var hævet (og er det stadig), så jeg fik lidt ultralyd. Men nu er det slut med cykelløb og jeg holder officielt off-season. Jeg risikerer at overbelaste min knæ og få endnu en skade, hvis jeg bliver ved med at køre løb. Så better safe than sorry stopper jeg imens legen er god og håber på mere held i 2018! 😀

Marcello Bergamo Cup 2017

Pinsen har stået på cykelløb i Jylland. Den famøse, årlige Pinsecup og kampen om den gule førertrøje skulle afvikles ved tre etaper i hhv. Silkeborg, Herning og Hammel. Med henblik på Riders Cup Cph var jeg spændt på, hvordan jeg ville have det i løbene, som denne gang var rene damefelter med 40-50 ryttere fra Dame A, Dame B og U19P.

Michelle og jeg ankom fredag eftermiddag og kørte en lille pre start med recon af søndagens rute. Her måtte vi dog stoppe brat op og kaste cyklerne til side for at hilse på den sødeste lille Falabella pony!

En kuperet rute med 1100 højdemeter fordelt på 101 km. i Silkeborgs smukke natur var første etape af Marcello Bergamo Cuppen. Jeg var meget nervøs inden start og det var ikke en fordel for mig, at vi kort efter start skulle ned ad bakke. Jeg prøvede at undgå at bremse for meget og måtte køre mig op flere gange fordi jeg også lavede huller efter svingene. Undervejs indhentede vi U15, men overhalingen skete lige inden et sving, hvor jeg sad bagerst og blev lidt fanget bag drengene. Samtidig blev der rykket oppe foran og vupti, så var feltet delt og jeg endte i bagerste gruppe, som senere viste sig at være hovedfeltet idet en mindre gruppe var kommet afsted og også blev delt.

Mange udgik pga. rutens hårdhed og sikkert også nogle defekter. Lige inden opløbet gik det stejlt op ad bakke og her har jeg heldigvis min force. Jeg kørte jævnt og prøvede at spare lidt til spurten, men da en anden damerytter rykkede på bakken, prøvede jeg at rykke med, men hun fik et godt forspring og jeg tænkte “pis også”. Heldigvis for mig går hun alligevel kold i forsøget og jeg henter hende kort før sidste sving til opløbet. Desværre har jeg en rytter med på hjul, som kører forbi mig i spurten. Jeg bliver 2’er i feltet og 14 på etapen.


Pandekage flad rute og meget lidt vind gjorde det umuligt at splitte feltet på de 93 km. som dagen bød på. Der var mange forsøg på ryk, men alt blev neutraliseret. Til sidst fik en enkelt rytter dog lov at slippe og kunne køre alene til mål. Jeg havde siddet godt med – mest nede bagi – og fokuseret på at køre svingene godt og komme lidt længere op i feltet indimellem. Jeg prøvede også at hjælpe min teammate med at få hentet udbruddet, da hun lå nr. 2 i den samlede cup, ved at tage et par monster føringer. Det var desværre bare ikke nok. Da vi nåede opløbet var der en del positionskamp inden sidste sving, så jeg var fint tilfreds med at have siddet med uden at være decideret bange og ville ikke ødelægge min succes med en angstprovokerende spurt. Derfor endte jeg som nr. 28. på en dag, hvor feltet kom hjem samlet med et snit på 39 km/t. Ikke dårligt af en flok tøser 😉


Ruten på sidste etape var den mest berygtede af dem alle. Frygtet af temporyttere og elsket af bjergryttere for bakken ved Pøt Mølle. En bakke på 650 meter med en gns. stigning på 8,8% (maks. stigning på 12%). Jeg kørte den også sidste år og huskede den som virkelig hård, men blev faktisk overrasket over, hvor hurtigt overstået den var. Desværre var mine ben helt døde og jeg havde intet at skyde med på dagen.

Jeg forsøgte alligevel ret tidligt at komme i udbrud, men vi blev hentet og så var mine kræfter brugt op. Lige inden Pøtten, som vi kalder bakken, var der en lang nedkørsel, som egentlig ikke var farlig, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at bremse, så der blev et godt hul til feltet. Det gjorde, at jeg også havde hul op ad bakken og blev sat sammen med nogle andre. Det varede dog ikke længe, før vi nåede op til feltet igen, som var gået i stå.

På anden omgang var mine ben blevet lidt bedre, men jeg brugte alle mine kræfter på at hænge på bagerst og lukke huller efter sving og ikke miste for meget nedad. På et tidspunkt er der en enkelt rytter, der får lov at slippe væk og en anden, der følger trop.

Jeg havde desværre ikke kræfter til at hjælpe min teammate med at køre dem ind og da feltet splittede på sidste tur op ad Pøtten kom jeg lige nøgagtigt med som rosinen i pølseenden.

Jeg var vanvittigt træt og skulle bare med hjem, så da vi ramte opløbet tjekkede jeg, at der ikke var nogen bag mig og stillede mig tilfreds med top15 uden at køre spurten. Jeg forsøgte dog alligevel til allersidst at hente den bagerste rytter, men for sent.


Hjemme igen
Når jeg sidder her på Amager og tænker tilbage på cuppen, så havde jeg tre rigtig gode løb. Jeg skabte ikke resultater, men det var heller ikke formålet. Til gengæld fik jeg rigtig god træning og jeg fik øvet felt, sving og nedkørsler. Jeg fik bekræftet min styrke, mærket mine fremskridt og gjort opmærksom på steder, der kan optimeres.

Vigtigst af alt kom angsten ikke op i mig for alvor. Jeg var nervøs og lidt shaky, men jeg havde ikke hjertet oppe i halsen og jeg kunne slappe nogenlunde af i feltet. Alt sammen ting, jeg kan tage med til min næste samtale hos sportspsykologen, som også har bedt mig prøve noget mindfulness – nogle forslag til det??

Årets første enkeltstart 2017

I går kørte jeg for anden gang i mit liv en enkeltstart på en TT cykel. Det var til VTS Tømrer-Snedker TT Cup afd 1. Sidste år lånte jeg en TT for at køre SM i enkeltstart, men i år har jeg besluttet at købe min egen og gøre lidt mere ud af disciplinen.

Det er ikke mange dage siden, at jeg fik cyklen hjem og endnu færre dage siden, at jeg fik hjulene til den. Vi snakker minutter før start, før jeg fik min hjelm og fikset bremserne på cyklen. Streeees!

Min TT maskine

Jeg kunne godt bare skrive, hvordan løbet gik, men jeg synes, at I skal have et lille indblik i, hvilken kaotisk hverdag, jeg indimellem lever i. Så her kommer opskriften på, hvordan man IKKE skal forberede sig til en enkeltstart.

Kaosset starter egentlig allerede mandag, hvor jeg besøger min træner fra Power Perfection for at finde en bedre position på TT’en. Det ender med at tage et par timer, hvor vi vender op og ned på cykeldele, men til sidst finder en position, der giver mening. Eneste problem er bare, at der ikke længere er plads til min Garmin-holder og at kærven i skruen er ødelagt, så jeg kan ikke få den af. Jeg beslutter, at det kan jeg fikse tirsdag (fejl nr. 1). Det er også mandag aften, jeg får mit pladehjul.

Foto: Tommy Kjærulff

Tirsdag har jeg sagt ja til at køre Cycling Event hos Tvede sammen med Heino Cykler. Vi skal køre et kriterium på 45 min. ude ved DTU. Pludselig slår det mig, hvor dum en idé det egentlig er, når jeg for det første skal køre enkeltstart dagen efter og for det andet kun har trænet på min TT én gang og for det tredje aldrig har kørt med pladehjul. Nå, men det er for sent at melde fra, så jeg kører cykelløbet og er først hjemme ved 21-tiden. Jeg kan ikke overskue at ordne cykel, så jeg går bare i seng (fejl nr. 2).

Cycling Event hos Tvede

Onsdag er jeg først hjemme fra arbejde kl. 17 og jeg har start kl. 19:05. Umiddelbart god tid, men så finder jeg ud af alle de ting, der ikke spiller. For det første kan jeg ikke pumpe mit pladehjul, men ender lang tid senere med meget besvær at fyre co2 patroner i det. Jeg bruger også virkelig lang tid på alle mulige småting, såsom hvor min Garmin skal sidde, for jeg kan stadig ikke få holderen af. Og så skal jeg også lige flytte min Stages wattmåler fra racer til TT. Jeg skal i tøjet, som tager tusinde år og jeg skal pakke en taske. Da jeg kl. 18:15 er på vej ud ad døren, kommer jeg i tanke om min chip, som sidder på raceren. Af med den og over på TT’en. Da jeg triller afsted aner jeg ikke, om jeg har det hele, men der er no turning back now.

Foto: Claus Ljungdahl

På vej til start finder jeg lynhurtigt ud af, at jeg ikke kan bremse. Overhovedet. Godt nok er det enkeltstart, men det er meget rart at kunne stoppe cyklen om nødvendigt. Der er trods alt sving på ruten. Heldigvis er der en af team-drengene, der ikke skal køre selv, som kan fikse mine bremser. Knap 4 min. før start er mine bremser fikset, jeg har fået tisset af og lånt noget varmecreme (som jeg selvfølgelig selv havde glemt) og føler mig nogenlunde klar.

Klar til start

Vi er tre Dame A-ryttere til start og jeg starter som nummer to. Det er en rocker kold aften, hvor man kan se sin egen ånde, men jeg får hurtigt kørt mig varm. Ruten kender jeg som min egen bukselomme, men fordi man skal samme vej ud og hjem er svingene ”skærmet” af med kegler, så der mister jeg en del tid. På vej tilbage står der en flok ænder på vejen og jeg tør ikke andet end at bremse, men da jeg kører ”igennem” flokken står de bomstille. Kort efter holder der en bil midt på vejen, som jeg er nødt til at køre udenom. Så der er mange gange, jeg kommer helt ned i fart og skal træde mig op i fart igen. Jeg føler heller ikke, at jeg kan presse mig selv nok. Jeg kan normalt have en ret høj puls i lang tid, men min puls vil slet ikke op, men efter 14-15 km. begynder syren i mine ben alligevel at komme.

Podiet til VTS Tømrer-Snedker TT Cup afd 1 Foto: Claus Ljungdahl

Jeg krydser målstregen som nummer 2 med over 1 minut til nummer 1. Der er rigeligt med plads til forbedringer, men enkeltstarten var også mest en test af udstyr og mig selv. Næste gang sørger jeg for at være bedre forberedt og nu ved jeg også lidt mere om, hvad TT-udstyret kræver og hvordan jeg skal disponere mine kræfter på en enkeltstart.

Jeg glæder mig allerede til næste enkeltstart, så jeg kan se, om jeg har forbedret mig. Lige nu har jeg ikke rigtig noget at sammenligne med. Enkeltstart er en disciplin, der kræver enormt mange tilpasninger og at man kender sin krop godt, men nu er jeg da i gang 😀

Hos herrerne kørte teamet en 2. plads og 5. plads hjem i B-klassen.

I weekenden er det dog tilbage på raceren til cykelløb i Hillerød lørdag og Tølløse søndag. Undtaget er de drenge, der er udtaget til UCI løbene Himmerland Rundt GP, GP Viborg og Rent Liv Løbet Skive. Løbene kan streames live på TV MIDTVEST.