Ciclista en España

På denne tid af året vil jeg normalt være pakket ind i mindst fire lag tøj, når jeg skal ud på cyklen. Det er derfor virkelig luksus, at jeg ultimo november stadig kan nøjedes med at køre i jersey og bibs.

Det kræver dog, at jeg kører mellem kl. 9 (og det er endda lige på grænsen) og kl. 16-17 stykker. Dette er selvfølgelig forudtaget, at der er skyfri himmel og solskin, men det har der været alle dage med undtagelsen af én den sidste halvanden uge.

Nyder udsigten fra Balcon de Europa efter træning

Club Ciclista Narixa

Når jeg kører med CC Narixa er det normalt med afgang kl. 8:30 og der er det pivkoldt! Okay, pivkoldt er det måske i Danmark nu, mens der her er ca. 10 grader. Så jeg starter med at have løse ærmer og vest på. Egentlig burde jeg også have løse knæ på, men temperaturen stiger med op til 10 grader i løbet af turen, så på vejen hjem har jeg som regel taget både ærmer og vest af og det bliver lidt besværligt, hvis jeg også skal tage løse knæ af undervejs. For slet ikke at tale om forfængeligheden ved ikke at ville have flere mærkelige tanlines – dem har jeg nok af i forvejen.

Inden søndagstræningen med CC Narixa, hvor solen endnu ikke varmer

Jeg er virkelig glad for, at jeg har mulighed for at køre med den lokale klub og jeg glæder mig altid til søndagens tur. Også selvom den begge de gange, jeg har været med, har været vanvittig hård!

Første gang var der en anden kvinde udover mig, men i søndags var jeg den eneste kvindelige rytter, men det er jeg vant til hjemmefra, så det gør ikke så meget.

Vi mødes om morgenen ved den lokale tankstation, ES Nerja, hvor vores følgebil også holder. Ham betaler vi hver 1 euro for at køre bag os under hele træningen. Jeg er altid meget imponeret over fremmødet, som ofte er mere end 20 ryttere. Nogle gange kommer der også folk på mountain bike og de har ingen problemer med at køre opad. Den første gang jeg var med, var der en fyr på MTB som kom før op ad Zafarraya stigningen end mig (11 km. med et gns. på 6%). Seriøst!! Men generelt er de lokale ret gode til at køre i bjerge og de kører nemt med en 23 kassette. Jeg kører compact med en 28’er bagpå og synes stadig jeg mangler gear i ny og næ.

Opvarmning langs Costa del Sol

I søndags kørte vi stigningen til Canillas og der var 33 km. derud. Det var testdag (cykelløb) op ad stigningen og folk var derfor nervøse på vejen derud og ingen ville rigtig føre. Alligevel blev der kørt voldsomt stærkt og da vi endelig nåede bunden af stigningen var jeg allerede træt.

Jeg nåede knap nok at suge luft ind før 0% blev til 7 km. med et gns. på 7% og ret hurtigt måtte jeg slippe frontgruppen. Jeg lå det meste af turen op med en anden, men måtte også slippe ham til sidst. Jeg prustede som en gal med en puls på 180 og undrede mig over, hvordan han kunne være så stille. Jeg spurgte ham også, om han ikke træk vejret, for jeg blev da helt i tvivl.

Det tog mig 30 min. at komme op og jeg var døden nær flere gange, men jeg har en evne til at fortsætte, selvom det er alt for hårdt. Herrerne var imponeret over mine flade danskerben, men jeg selv havde håbet på at kunne lave QOM (Queen of Mountain, som betyder at man har været hurtigst på segmentet i Strava), men der skal jeg skære 1:20 min. af tiden. Jeg har før kørt stigningen på 29 min., så det burde være muligt på en dag, hvor der ikke også er race ud til stigningen.

På toppen af Canilla de Aceituno

Der kom heldigvis ro på efter toppen – og en lang diskussion om, hvilken vej vi skulle tage hjem – og min frygt for fuld skrald nedad (fordi jeg er så elendig til at køre ned) blev heldigvis ikke en realitet. Alle tog det stille og roligt, så jeg kunne faktisk køre med i gruppen ned.

Da vi nåede bunden så jeg frem til snart at være hjemme, men så vælger de forreste at dreje 180 grader og køre en ekstra stigning. Mine i forvejen trætte ben blev sat på en ekstra prøve og selvom tempoet var til at have med at gøre, kom der syre i benene.

Da vi endelig ramte kysten blev der som sædvanlig kørt skiltespurt, men jeg havde ingenting tilbage i benene og som straf for alligevel at forsøge mig på sejren, gik jeg fuldstændig kold lige inden byskiltet. De andre ventede ikke på mig og jeg havde ikke fanget, at vi også lige skulle runde Frigiliana (5 km. stigning med et gns. på 5%), så jeg kørte bare hjem. Det tror jeg egentligt også var bedst, for jeg var pænt ristet.

Pitstop på Balcon de Europa

På søndag skal jeg “desværre” ikke køre med CC Narixa, for jeg er blevet inviteret på weekendtur til Guadix. Jeg skal have cyklen med og jeg glæder mig helt vildt! 😀

!BIENVENIDO!

I sommer sluttede mit vikariat og jeg skulle finde ud af, hvad jeg så skulle lave. Jeg har i mange år arbejdet med research i mediebranchen, men jeg kunne mærke, at det var tid til at prøve noget andet. Jeg vidste bare ikke helt hvad. Der er så meget, jeg gerne vil, men jeg kan jo ikke det hele.

Jeg har altid gerne villet prøve at bo/arbejde i udlandet. Jeg ELSKER varme og føler tit, at jeg er født i det helt forkerte land, for jeg er slet ikke viking og kan ikke lide at fryse. Selvom et sneklædt Danmark med julelys nu også kan være smukt.

Balcon de Europa

Nå, men jeg kom på dagpenge og da jeg fandt ud af, at der var mulighed for at tage dem med til udlandet slog jeg til!

Jeg har haft spansk på handelsskolen og har altid gerne villet blive bedre til sproget. Derudover har Spanien god mad, en anderledes kultur og ikke mindst gode muligheder for min cykeltræning pga. det lune vejr om vinteren (i hvert fald sydpå) samt det bjergrige landskab.

Dem der kender mig godt ved, at jeg ikke er sådan lige at rive ud af mine trygge, faste rammer, så bare det at rejse alene i tre mdr. tog mig rigtig, rigtig, rigtig lang tid at beslutte og jeg snakkede med alle omkring mig for at høre deres mening og vende mine tanker for og imod. Alle var dog enige: GØR DET!

Costa del Sol

Og i søndags (for en uge siden) gjorde jeg det så. Jeg satte mig i en flyver til Málaga for at tage 70 km. længere østpå til Nerja, som er en by med lidt over 20.000 indbyggere. Det blev Nerja, fordi jeg med så stor en beslutning var nødt til at have noget, jeg kendte, så alt ikke var nyt for mig. Derudover er jeg kæmpe fan af byen! Jeg har været på ferie et par gange i Torrox, som ligger tæt på Nerja, og jeg har været på træningslejr med Amager Cykle Ring et par gange i selve Nerja.

Så jeg kender området som både turist og cykelrytter og har kun gode oplevelser herfra. Nu skal jeg lære byen at kende som lokal/fastboende og det glæder jeg mig til. Faktisk blev jeg allerede stoppet af danske turister (på engelsk) dagen efter min ankomst. De spurgte om vej og jeg tænkte ”fedt, jeg er allerede indfødt!”.

De første dage brugte jeg på at få ordnet en masse praktisk. Eller, da jeg ankom var jeg så begejstret over vejret, at jeg straks pakkede min cykel ud og kørte en tur. Ned til stranden i La Herradura for at spise is. Det er en tur på ca. 45 min. hver vej, men det går op og ned, så lidt hårdt er det altid.

Men, mandag morgen stod jeg skoleret hos den lokale arbejdsformidling. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå, for jeg regnede ikke med, at de kunne engelsk og jeg kan ikke nok spansk til sådan en samtale. Men med en blanding af engelsk og spansk gik det overraskende nemt og jeg skulle ”kun” snakke med fire forskellige medarbejdere og en times tid senere havde jeg fået meldt mig ind.

Jeg fik også meldt mig ind i det lokale fitnesscenter, Time Sport, som er endnu mere skrællet end Fitness World, men til gengæld også dyrere. Det virker som om, at alle kender hinanden derinde, de snakker i hvert fald allesammen sammen. Lige nu forstår jeg ikke så meget af det, men på et tidspunkt kan jeg måske snakke med.

Squat foregår udendørs i det lokale træningscenter.

Tirsdag var det endelig tid til en tur i bjergene. Jeg ville gerne køre en 20 min. test for at se, hvor jeg ligger i forhold til sidste test i foråret. Forventningen til resultatet efter mit styrt var ikke høj, men jeg kørte meget tæt på min sidste test, så jeg er åbenbart stadig i god form.

Testen var stadig vanvittig hård og jeg fortrød allerede efter 4 min., men da jeg nåede toppen af bjerget var jeg glad for, at der nu kun var én vej og det var ned. Troede jeg. Jeg havde lige glemt, at det går op og ned længe, før jeg rammer kystvejen igen, hvis jeg ikke kører samme vej ned som op – og det gjorde jeg jo ikke. Så jeg endte med en tur på 4 timer og var temmelig træt bagefter. Men det var fantastisk at kunne køre i kort/kort og få sol på kroppen.

Kaffestop i Salobreña

Torsdag kørte jeg op til Frigiliana, som ligger lige ovenover Nerja. Det tager 20-25 at klatre til den lille bjergby og kører man bagom ned føles det som at sidde i et bumletog pga. den dårlige asfalt. Det blev dagens eneste stigning og jeg kørte resten af turen langs kysten med et kaffestop ved stranden. Jeg er i øvrigt ret vild med, at kaffen hernede kun koster 1,5 euro.

Lørdag kørte jeg så en tur til Salobreña, som er en anden hyggelig, lille kystby. Her fik jeg kaffe og ‘tostada con tomate’, som jeg troede var brød med tomat (i skiver), men det var brød med frisk ”tomatpuré” on the side og jeg kom lidt på udebane i forhold til, hvordan det skulle spises. Jeg fandt dog en løsning.

Søndag kørte jeg med den lokale cykelklub, Club Ciclista Narixa. Den by jeg bor i, Nerja, hed før i tiden Narixa, så jeg går ud fra, at det er derfor, klubben har taget navnet til sig.

Følgebilen

Som regel hopper jeg først på cyklen ved 10-tiden, når solen rigtig varmer, men jeg skulle allerede mødes med klubben kl. 8 ved den lokale tankstation. Til min store overraskelse havde vi en følgebil med til træningen. Det kostede 1 euro og er en god sikkerhed for os ryttere. Især da jeg fandt ud af, at det med at køre to og to er en by i Rusland for de spanske motionister. De kører som en sæk kartofler og jeg prøvede hele tiden at finde et hjul og en sidemand uden held ret længe ad gangen.

CC Narixa på tur

Folk tog dog rigtig godt imod mig og der var bl.a. to svenske herrer, så jeg var ikke eneste skandinaviske islæt. Der var heldigvis også en enkelt spansk kvinde, som kunne engelsk, for de fleste spaniere er ikke så skarpe til det, så hende snakkede jeg meget med på turen. Vi udvekslede også numre, så jeg kan komme med ud og spise tapas med hendes og hendes venner. Hun inviterede mig også med på en weekendtur til Granada om to uger. Begge dele glæder jeg mig vildt meget til!

Min nye spanske veninde, Pilar, som tidligere har kørt cykelløb.

Nå, men tilbage til træningen. Jeg var nemlig så heldig, at det var testdag i klubben, så som om, det ikke var nok bare at køre 4 timer, så var det inkl. en 11 km. stigning for fuld smadder. Jeg kom op med den første halvdel, men ned som den absolut sidste – der har jeg stadig en del at lære. Til gengæld snød jeg dem i Nerja-spurten og brændte de allersidste watt af på sejren af byskiltet. Efterfølgende viste de mig, hvor de tager hen og hygger med tapas på en bar efter træningen. Et meget lokalt sted, som jeg glæder mig til at prøve.

På vej ned fra toppen af Zafarraya stigningen

Nu sidder jeg i min lejlighed og ser DR TV (indimellem kigger jeg også lige ud på bjergene og den blå himmel), har vasketøjet hængende udenfor som alle andre, er solbrændt i kinderne og lidt ømme stænger. Men jeg er også vanvittigt glad i låget og sikker på, at jeg er havnet det helt rigtige sted 😀

!Buenas noches!

Nerja