Cykling med vind, sne og veteranbiler

Nerja Costa del Sol

Jeg har cyklet til toppen af Puerto del Sol endnu en gang. Sidst var i december og jeg husker det som en kold og hård omgang, men det kan du selv læse om her.

No hay dolor
“Der er ingen smerte” står der på vejen op til Puerto del Sol

Anderledes fra sidst skulle vi denne gang ikke bare op og ned, men videre fra toppen til Alfarnate og hjem over Zafarraya (den tur, jeg var blevet lovet tilbage i december).

CC Narixa squad
Lørdagsholdet

På grund af det kolde vejr havde vi udskudt starten til kl. 9, men det var stadig bidende koldt med helt ned til 4 grader og strid modvind hele vejen til Alfarnate.

Photo bomb
Aldrig sur på tur!

Vi var overraskende mange på en lørdag og jeg havde derfor selskab af syv mænd. Til en forandring virkelig dejligt at være flere om at få vind på snuden. Især når der virkelig blev blæst igennem, som der gør disse dage på Costa del Sol.

Puerto del Sol climb
På vej mod Puerto del Sol

Den sidste uge har jeg haft problemer med mit Di2 batteri. Det mister strøm lynhurtigt og jeg kan ikke finde ud af hvorfor. Jeg er i dialog med flere mekanikere samt Shimano, så håber snart, vi finder en løsning. Indtil da kører jeg rundt med oplader og power bank, hvilket ikke er optimalt, men det virker.

CC Narixa Zafarraya
Ham til venstre er englænder, så ved du det 🙂

Denne morgen var det så min pulsmåler, der voldte mig problemer. Det var selvfølgelig muligt, at jeg slet ingen puls havde, meeen jeg mente nu, at det var batteriet, så drengene var søde til at vente imens jeg skiftede det (og ja, jeg kører altid rundt med ekstra batterier).

Cykling og mad
Måske uden puls, men aldrig uden mad!

Lige lidt hjalp det dog og jeg måtte frustreret fortsætte dagen uden puls. På den positive side, så kunne jeg ikke se, hvor meget jeg anstrengte mig. Det er imponerende, hvor afhængig man bliver af data. Mit humør sank på grund af den lille detalje (nok også fordi det kom oveni problemerne med min cykel) og det ødelagde lidt glæden ved en ellers fantastisk cykeldag.

Dunke cykling
Fylder flasker på vejen op. Selvom det er under 10 grader, drikker jeg 2-3 liter på en lang tur (5+ timer)

Nå, men jeg kunne ikke helt huske turen op til Puerto del Sol, men den føltes noget lettere end sidste gang. Jeg er også blevet et par kilo lettere, men forhåbentlig også stærkere.

Puerto del Sol Nerja
Der var koldt på toppen!

På toppen lå der sne. Jeg havde ikke forventet at se sne denne vinter, men ak, der lå den hvid og fin i små klatter rundt omkring.

Puerto del Sol CC Narixa
Carlos var så begejstret, at han skulle smage på sneen.

Vi tog et hurtigt billede (det hele skal jo dokumenteres) og så ellers videre, for det var for koldt at stå stille i knap 1100 meters højde.

Alazores
Et sted jeg ikke tror, jeg har været før.

Turen til Alfarnate var rullende bakker og en enkelt kort stigning. Landskabet var virkelig fint og der var stort set ikke andre end os. Stilheden og naturen omkring os gjorde det hele værd, selvom jeg på dette tidspunkt ikke kunne mærke min næse af bare kulde.

Kaffe Alfarnate
Kaffe på café i Alfarnate

I den lille bjergby fik vi en hurtig kaffe at varme os på og så fortsatte vi ellers videre til Zafarraya. Der lå stadig sne til begge sider og Sierra Nevada kom også til synes undervejs. Jeg elsker, når man kan se de sneklædte bjerge i baggrunden.

Veranbiler Alfarnate
Der kørte en masse flotte veteranbiler forbi.

På et tidspunkt, på den ellers så fredelige landevej, blev vi overhalet af den ene veteranbil efter den anden. De kom i alle farver og former og tøffede roligt derudad. Hvor de skulle hen ved jeg ikke, men fine det var de.

View Periana
Smuk udsigt fra Periana.

Da vi ramte Zafarraya fik vi endelig medvind og jeg besluttede mig for at give den fuld hammer ned for at få QOM. Nedkørslen er 11,4 kilometer med et fald på 6% og et par hårnålesving undervejs. Tiden jeg skulle slå var 13:16 minutter svarende til et snit på 51,7 km/t.

Granada provinsen
Nerja ligger i Málaga provinsen, så vi var langt væk hjemmefra.

Til mit held var der ikke mange biler og kun en enkelt gang måtte jeg overhale en af dem. Jeg kastede cyklen rundt i svingende, bremsede kun i sidste øjeblik og trådte alt hvad jeg kunne på de lige stykker. Jeg kørte til grænsen, men sørgede også for at holde godt øje med eventuelle forhindringer længere fremme.

CC Narixa lørdag
Jeg fik QOM! Det vidste jeg dog ikke på dette tidspunkt 😉

Det bar frugt og jeg kom ned på 12:42 minutter med et snit på 54 km/t og en ny krone til samlingen. Tjek! Når jeg ser på mine tider fra dengang, jeg var bange for nedkørsler, tog det mig mere end 16 minutter at nå fra top til bund, så det er noget af en forbedring 😀

Sne Zafarraya
Der lå sne rundt omkring, men heldigvis ikke på vejen.

Tilbage i Nerja tog vi en sjælden tapas. Det vil egentlig sige, at man får sig noget at drikke, for hernede er der næsten altid en tapas gratis med til hver drink.

CC Narixa
Jeg elsker at cykle i det smukke landskab, Spanien byder på.

Hjemme gik jeg i gang med at fejlsøge min pulsmåler og faldt over en YouTube video, hvor man skulle ”kortslutte” enheden. Så det gjorde jeg og vupti, så havde jeg puls igen! Jeg fatter det ikke, men det virkede.

Granada provinsen
Et sted i Spanien…
Søndag

Dagen efter stod jeg op til våde veje på grund af nattens regn. Det var stadig under 10 grader og blæsende, så vi var kun tre, der var mødt frem til CC Narixa søndagsturen.

Puerto del Sol stigningen
Fra lørdagens tur til Puerto del Sol. Søndag kørte jeg til Cómpeta.

Spanierne er ikke så glade for våde veje og i dag fandt jeg ud af hvorfor. Mit baghjul skred i en våd rundkørsel, der skete dog ikke noget, og hjulet tog også et ekstra spin, da jeg ville rejse mig op på et vådt stejlt stykke. Derfor tog vi det også helt stille og roligt, når det gik nedad.

Turen var ikke noget at skrive hjem om, så det vil jeg spare jer for 🙂

El invierno ha llegado

Siden jul har jeg nydt dag efter dag med blå himmel, solskin og mere end 20 grader. Men det er slut nu! Pludselig er vejret skiftet og varme er blevet til kulde. Den blå himmel er dækket af grå skyer, som ubarmhjertigt drysser flere millimeter regn ned over landskabet. Solens stråler er forsvundet og i stedet har vi en strid vind. Nu er det rigtig blevet vinter på Costa del Sol.

Toppen af Macharaviaya

Selvom det er koldt, er det også smukt, for bjergtoppene har fået sne og lyser op i det fjerne. Når jeg cykler væk fra kysten og op, hvor jeg rigtig kan nyde udsigten, er det som at kigge på et postkort.

Cómpeta med sneklædte La Maroma i baggrunden.

Temperaturen hedder alt fra 2 til 15 grader i øjeblikket med skiftende regn, skyer og sol. Jeg er godt pakket ind fra top til tå på mine cykelture. Heldigvis får jeg hurtigt varmen, når det går opad, men til gengæld bliver jeg også stivfrossen på nedkørslerne. Vejene er delvist våde og glatte, så jeg passer også ekstra på nedad – især i svingene.

Cómpeta uden sneklædte La Maroma i baggrunden.

Det er atypisk for solskysten med det kolde vejr, vi har lige nu, så jeg håber snart, vi får det typiske vejr tilbage 😉

Queen of Mountain de España

Modsat Danmark er jeg i Spanien omgivet af smukke bjerge. De rager op i himlen med deres spidse toppe og kan man ikke cykle til toppen, så kan man som oftest vandre derop. Jeg har ladet mig fortælle, at der er en vandretur til toppen af et bjerg i nærheden, som ligger i 1500 meters højde!

Jeg har kørt mere end 30.000 højdemeter siden jeg ankom og hver gang jeg tror, at jeg har kørt alle de toppe, der er, så opdager jeg nye. Det er super fedt og selvom jeg nok aldrig bliver bjergrytter, så kan jeg tydeligt mærke forskel på første gang jeg kørte op og nu. Mine ben har vænnet sig til bjergene og det er virkelig rart at kunne bruge bjerget til f.eks. intervaller uden at det er hårdt nok bare at bestige det i sig selv.

Og når vi nu snakker om bjerge, kan vi lige så godt også snakke om Strava, for alle ved jo, at hvis det ikke er på Strava, så er det ikke sket (det er selvfølgelig for sjov). Men, jeg kan godt lide Strava, fordi jeg synes det er sjovt at følge med i, hvad og hvor mine cykelvenner træner. Især hvis der er billeder!

Strava giver også mulighed for lidt konkurrence og det er jo win win for et konkurrencemenneske som mig. Lige bortset fra, at jeg ikke er super god til ikke at vinde og altid har en masse undskyldninger for, hvorfor det ikke gik bedre.

Jeg kan godt smile, selvom jeg ikke laver QOM 😉

Til dem der ikke kender Strava kan I læse mere her, men ultra kort fortalt kan man bl.a. køre efter segmenter. Et segment er en på forhånd defineret distance, som køres på tid. Den rytter med den hurtigste tid får QOM (eller KOM hvis det er en mand). QOM står for Queen of Mountain og KOM for King of Mountain. Som symbol bliver man forsynet med en krone. Så er det vist på plads 🙂

Billedresultat for strava KOM

Jeg synes altid, at det er sjovt at prøve at lave QOM, især hernede i Spanien, hvor der er nogle gode stigninger til formålet. Jeg kører ofte et tilrettelagt program med intervaller, som gør, at jeg ikke bare lige kan køre efter en QOM. Derfor er det sjældent, at jeg decideret går efter en og tit får jeg dem ved en tilfældighed.

Jeg vil dog gerne kunne lave QOM på samtlige bjerge, jeg har kørt hernede, men jeg må også erkende, at jeg for det første ikke er en bjergrytter og for det andet bliver det nok svært at få presset samtlige QOM bjerge ind i træningen – især hvis det ikke lykkedes i første forsøg. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan prøve i ny og næ og jeg har indtil videre forsøgt mig på tre stigninger, hvor jeg ikke i forvejen havde QOM:

  1. Cómpeta (fra Torrox Costa, den kan også køres fra Algarrobo)
  2. Canillas de Aceituno
  3. Frigiliana

Cómpeta
Jeg tror faktisk ikke, at jeg har kørt all out på stigningen før, som er 12,5 km. med et gennemsnit på 4%. Det lyder ikke af meget, men det er fordi, at stigningen er delt i to med en nedkørsel i midten. De første 6 km. har et gennemsnit på 5%, så er der 3 km. nedkørsel på -2% og yderligere 3,5 km. med et gennemsnit på 5%. Den maksimale stigningsprocent er omkring de 10. Så det er en hurtig stigning og oplagt for en som mig, der kan vinde meget tid nedad.

Jeg forsøgte mig på QOM i denne uge og vidste, at jeg skulle køre hurtigere end 21 km/t for at få kronen. Inden forsøget var min bedste tid 44:11 og Strava fortalte mig, at jeg havde kørt segmentet tre gange før.

På dagen var jeg faktisk lidt træt, både mentalt og i benene (kan du høre undskyldningerne komme allerede? 😉 ) men jeg besluttede mig for at prøve alligevel. Om ikke andet for at se, hvor jeg lå niveaumæssigt.

Cómpeta om aftenen

Jeg var bagud indtil nedkørslen, hvor jeg fik hentet den tabte tid. Desværre ikke mere end det, så jeg tabte en del af det igen på de sidste 3,5 km. Jeg nåede toppen på 37:12 min. og røg op på en 3. plads på segmentet. Det er “kun” 1:21 min. fra QOM og 1:05 min. fra 2. pladsen, så jeg bliver nødt til at prøve igen 😉

Torrox-Cómpeta Climb

Den nuværende QOM har Lisa Nordén, som er en svensk elite triatlet. Jeg håber, at jeg kan sende hende en Strava-mail snart 🙂 (Man får en mail/notifikation fra Strava, hvis man mister sin QOM, det er ikke fordi, jeg har tænkt mig at sende hende en mail, haha).

Canillas de Aceituno
I starten af ugen forsøgte jeg at lave QOM på en noget hårdere stigning, men til gengæld var de 7% kun fordelt på knap 7 km. Stigningen var rigtig hård i starten og slutningen, så jeg skulle passe på ikke at lægge for hårdt ud og samtidig gemme lidt kræfter til den sidste kilometer.

Det blev dog hurtigt klart for mig, at jeg slet ikke havde benene og efter 10-15 min. var jeg færdig. Motivationen sank til bunds, men jeg forsøgte alligevel at køre videre så hurtigt jeg kunne – det var jo god træning. Men jeg trådte slet ikke det jeg ved jeg kan og hver gang jeg forsøgte at træde mere, så eksploderede min puls.

Min bedste tid blev sat i foråret på træningslejr med Amager Cykle Ring og hed 29:13. Denne gang nåede jeg toppen på 30:52. Udover dårlige ben, så vejer jeg et par kilo mere end jeg gjorde i foråret og den sidste kilometer havde jeg så meget side-/modvind at jeg var ved at blive blæst af cyklen. Så selvom jeg havde haft både benene og kiloene med mig, så tvivler jeg på, at jeg kunne have stået imod vinden.

Det var min fjerde gang til toppen og lige nu er det min spanske veninde, Mari Medina, der har QOM. Hun er den eneste kvindelige, spanske cykelrytter, jeg har mødt hernede og hun cykler for et hold med hjemstavn i Madrid. Hun har kørt til toppen 59 sekunder hurtigere end mig, så det virker på ingen måde umuligt for mig at få den QOM en dag.

Canillas de Aceituno Climb

Frigiliana
Jeg har også prøvet at lave QOM på stigningen til Frigiliana. Det var en dag på vej hjem fra træning, hvor jeg gerne ville have en is og så sagde jeg til mig selv (jeg snakker ofte med mig selv), at jeg kunne spise is, hvis jeg lavede QOM op til Frigiliana.

Det var måske lige vovet nok eftersom det var fuld gas i 4,5 km. med et gennemsnit på 5% og jeg lige havde kørt 2,5 time inkl. 6x 5 min. intervaller. Men der var en is på spil, så der var alt at vinde! 😉

Jeg havde kørt stigningen 8 gange før og inden dette forsøg var min bedste tid 17:44 (tror måske ikke jeg har forsøgt at køre den hurtigt før). Jeg kørte som død og pine, men koldede til sidst og måtte tage til takke med anden hurtigste tid på 14:39 min. QOM’en tilhører altså stadig svenske Lisa Nordén og jeg mangler 1:19 min. før jeg kan tage den fra hende.

Frigiliana Climb

Jeg glæder mig til at forsøge at lave QOM på stigningerne igen og også forsøge på andre bjerge. Heldigvis har jeg i forvejen QOM på nogle af de gode stigninger og forhåbentligt bliver jeg kun en bedre klatrer af at træne hernede 😀

 

 

 

 

 

 

 

XXIV CLASICA DEL PAVO

Jeg har i dag kørt mit første cykelløb i Spanien nogensinde! Jeg blev klar over løbets eksistens midt i en hård træningsblok og selvom jeg godt kunne se på det hele, at det blev svært at nå at restituere til dagen, så tilmeldte jeg mig.

CC Narixa og Team Integra Advokater klar til start.

Jeg er et udpræget konkurrencemenneske, så selvom jeg helst kører for at vinde, så var det vigtigste i dag at have det sjovt, få en anderledes oplevelse og køre op til mit eget bedste.

Jeg vidste, at jeg var oppe imod en spansk pige, der vejer knap 20 kg. mindre end mig og lige så nemt, som jeg kan køre fra hende på flad vej, lige så nemt kører hun fra mig opad.

Søndag morgen
Til mit held havde jeg besøg af min mor i weekenden, så i stedet for at cykle de 25 km. til starten sammen med CC Narixa, blev jeg kørt i bil. Efter et par hårde uger i sadlen, var mine ben stadig lidt trætte, så det gjaldt om at spare kræfter, hvor jeg kunne.

Løbet var egentlig et motionsløb, men der var også en eliteklasse og jeg skulle vise min licens samt underskrive et dokument før start. Jeg fik nr. 007 men vi kørte uden chip. Jeg tror vi var 8 damer til start. De resterende 175 ryttere var mænd.

Nr. 007 melder udsolgt på sidste bakke før mål.

Der var ingen toiletter i startområdet, så jeg fandt en café fyldt med mænd, som gloede noget på mig, der kom i alt for stramt lycra og ville låne toilettet. Her sad også et par cykelryttere og fik kaffe og en bid brød. Vi har tydeligvis alle forskellige måder at forberede os til cykelløb på 😉 Jeg havde kørt min nok-til-to/tre-personer-havregrød og kaffe ned et par timer forinden.

Neutral start
Det var jævnt køligt i Velez-Málaga, omkring 8 grader, da løbet gik i gang kl. 9:45, så jeg startede ud med løse knæ, løse ærmer, vest og lange handsker. Himlen var blå, solen fremme og vinden blid, så det tegnede til perfekt cykelvejr.

Jeg var nødt til at tage godt med tøj på til løbet.

Der blev kørt neutral/master de første 40 km. og det var meget roligt, så jeg fik ikke varmen, men rystede som et espeløv. Til gengæld kunne jeg ligge og hyggesnakke med de andre og endda tage billeder undervejs. Tror aldrig, at jeg har taget billeder i et cykelløb før, men jeg plejer heller ikke at køre med min telefon.

Lidt for god tid under masterkørsel…

Efter 50 min. (15 km.) var der pause i Iznate. Jeg kunne slet ikke forstå pointen, men det var alligevel tiltrængt, for jeg skulle tisse virkelig meget! Heldigvis lå der en restaurant som åbnede op, selvom de havde lukket, så os piger kunne låne toilettet. Alternativet var frit udsyn fra alle sider og selvom jeg ikke er blufærdig, så foretrak jeg alligevel toilettet frem for naturen.

Tid til at få tisset af og fylde energidepoterne i Iznate.

I pausen kunne man få appelsin, banan, barer og vand. Mine ben havde allerede syret til et par gange under masteren, når det gik opad, så jeg prøvede at spise mig til flere kræfter ved at køre både banan og bar ned. Går den så går den 😉

Langt felt med knap 200 ryttere under masterkørsel.

Efter pausen gik det nedad mod kysten igen for at komme til Algarrobo, hvor  selve løbet skulle skydes i gang. Det tog yderligere 50 min. (23 km.) og jeg fik kørt mig godt frem, selvom der var kamp om positionerne oppe foran. Det var vigtigt for mig at starte langt fremme fordi jeg vidste, at jeg skulle holde øje med Mari. Desværre skulle jeg igen virkelig meget tisse, men der var ikke tid til at finde et toilet, så det måtte jeg bare bide i mig indtil mål i Cómpeta.

Officiel start
Starten gik og det gik stærkt! Først blev jeg overhalet af en stor bunke mænd og kort efter kom Mari susende forbi mig. Jeg måtte desværre hurtigt erkende, at jeg ikke havde kræfter til at følge med i hendes tempo. I stedet prøvede jeg at fortsætte i mit eget, men højt tempo.

Det var ikke uden grund, jeg følte det var hårdt, når min makspuls er 196.

Jeg havde så meget syre i lårene hele vejen, at jeg ikke kunne se normal ud i ansigtet, så jeg er glad for, at der ikke blev taget billeder af mig undervejs (hvad jeg ved af i hvert fald). Jeg fandt en lille gruppe, som jeg kørte med on/off og da jeg så skiltet med 4 km. til toppen fik jeg pludselig fornyet energi. Om det var den gel, jeg havde kørt ned kort før stigningen eller bare glæde over at smerterne fra mine brændende lår snart ville ophøre ved jeg ikke, men der kom lidt ekstra fut i pedalerne.

I mål og helt færdig!

Jeg kæmpede bravt til det sidste og efter en masse op og ned sluttede stigningen med 10 meter på 11%, hvor man fik suget de sidste kræfter ud af sig. Jeg havde kørt mig selv så meget i hegnet, at jeg måtte finde en plet for mig selv, hvor jeg kunne puste ud, før jeg kunne snakke med nogen.

Jeg kom i mål på 40:01, hvilket var 3:04 min. langsommere end nr. 1 (Mari). Men baseret på mine tal (og følelsen) kunne jeg på ingen måde have gjort det bedre i dag, så jeg er virkelig glad og tilfreds med min indsats. Herrernes vindertid var 30:09. Jeg fatter ikke, hvordan de kan køre så hurtigt! Samlet blev jeg nr. 82.

Vinderen manglede desværre på damepodiet.

Normalt går jeg ikke op i tid i et cykelløb – det handler bare om at komme først over stregen – men lige når det gælder stigninger er det lidt ligesom enkeltstarter, man vil gerne køre hurtigst muligt op og det er svært at køre taktisk, men oftest den stærkeste, der vinder.

Efter mål
Spansk organisering er ikke altid det hurtigste og mest effektive, så der gik riiiigtig lang tid, før der var præmieoverrækkelsen og der skulle også lige laves paella til 200 mennesker. Egentlig imponerende, at man for 10 euro får cykelløb, energi, frokost og en t-shirt.

Den store gryde til paellaen var i gang.

Vinderen, Mari, var nødt til at køre hjem, så det var et lidt tomt damepodie. Til gengæld blev jeg kaldt op igen fordi arrangørerne gerne ville af med den kalkun, som vinderen skulle have haft. Den fik jeg og så kunne jeg tygge lidt på, hvordan jeg fik transporteret den med hjem på cykel. Jeg donerede den hurtigt til Carlos, som fik en bil til at tage den med til Nerja. Jeg håber, at han får lavet en lækker middag ud af den 🙂

Et styks kalkun i præmie.

Efter at have fået fyldt maverne med paella kørte drengene fra Narixa og jeg stille og roligt hjem og for første gang i min historie med dem var der stille. Ingen snakken og grin som der plejer, så alle må virkelig have været trætte.