Jeg har cyklet til toppen af Puerto del Sol endnu en gang. Sidst var i december og jeg husker det som en kold og hård omgang, men det kan du selv læse om her.
Anderledes fra sidst skulle vi denne gang ikke bare op og ned, men videre fra toppen til Alfarnate og hjem over Zafarraya (den tur, jeg var blevet lovet tilbage i december).
På grund af det kolde vejr havde vi udskudt starten til kl. 9, men det var stadig bidende koldt med helt ned til 4 grader og strid modvind hele vejen til Alfarnate.
Vi var overraskende mange på en lørdag og jeg havde derfor selskab af syv mænd. Til en forandring virkelig dejligt at være flere om at få vind på snuden. Især når der virkelig blev blæst igennem, som der gør disse dage på Costa del Sol.
Den sidste uge har jeg haft problemer med mit Di2 batteri. Det mister strøm lynhurtigt og jeg kan ikke finde ud af hvorfor. Jeg er i dialog med flere mekanikere samt Shimano, så håber snart, vi finder en løsning. Indtil da kører jeg rundt med oplader og power bank, hvilket ikke er optimalt, men det virker.
Denne morgen var det så min pulsmåler, der voldte mig problemer. Det var selvfølgelig muligt, at jeg slet ingen puls havde, meeen jeg mente nu, at det var batteriet, så drengene var søde til at vente imens jeg skiftede det (og ja, jeg kører altid rundt med ekstra batterier).
Lige lidt hjalp det dog og jeg måtte frustreret fortsætte dagen uden puls. På den positive side, så kunne jeg ikke se, hvor meget jeg anstrengte mig. Det er imponerende, hvor afhængig man bliver af data. Mit humør sank på grund af den lille detalje (nok også fordi det kom oveni problemerne med min cykel) og det ødelagde lidt glæden ved en ellers fantastisk cykeldag.
Nå, men jeg kunne ikke helt huske turen op til Puerto del Sol, men den føltes noget lettere end sidste gang. Jeg er også blevet et par kilo lettere, men forhåbentlig også stærkere.
På toppen lå der sne. Jeg havde ikke forventet at se sne denne vinter, men ak, der lå den hvid og fin i små klatter rundt omkring.
Vi tog et hurtigt billede (det hele skal jo dokumenteres) og så ellers videre, for det var for koldt at stå stille i knap 1100 meters højde.
Turen til Alfarnate var rullende bakker og en enkelt kort stigning. Landskabet var virkelig fint og der var stort set ikke andre end os. Stilheden og naturen omkring os gjorde det hele værd, selvom jeg på dette tidspunkt ikke kunne mærke min næse af bare kulde.
I den lille bjergby fik vi en hurtig kaffe at varme os på og så fortsatte vi ellers videre til Zafarraya. Der lå stadig sne til begge sider og Sierra Nevada kom også til synes undervejs. Jeg elsker, når man kan se de sneklædte bjerge i baggrunden.
På et tidspunkt, på den ellers så fredelige landevej, blev vi overhalet af den ene veteranbil efter den anden. De kom i alle farver og former og tøffede roligt derudad. Hvor de skulle hen ved jeg ikke, men fine det var de.
Da vi ramte Zafarraya fik vi endelig medvind og jeg besluttede mig for at give den fuld hammer ned for at få QOM. Nedkørslen er 11,4 kilometer med et fald på 6% og et par hårnålesving undervejs. Tiden jeg skulle slå var 13:16 minutter svarende til et snit på 51,7 km/t.
Til mit held var der ikke mange biler og kun en enkelt gang måtte jeg overhale en af dem. Jeg kastede cyklen rundt i svingende, bremsede kun i sidste øjeblik og trådte alt hvad jeg kunne på de lige stykker. Jeg kørte til grænsen, men sørgede også for at holde godt øje med eventuelle forhindringer længere fremme.
Det bar frugt og jeg kom ned på 12:42 minutter med et snit på 54 km/t og en ny krone til samlingen. Tjek! Når jeg ser på mine tider fra dengang, jeg var bange for nedkørsler, tog det mig mere end 16 minutter at nå fra top til bund, så det er noget af en forbedring 😀
Tilbage i Nerja tog vi en sjælden tapas. Det vil egentlig sige, at man får sig noget at drikke, for hernede er der næsten altid en tapas gratis med til hver drink.
Hjemme gik jeg i gang med at fejlsøge min pulsmåler og faldt over en YouTube video, hvor man skulle ”kortslutte” enheden. Så det gjorde jeg og vupti, så havde jeg puls igen! Jeg fatter det ikke, men det virkede.
Søndag
Dagen efter stod jeg op til våde veje på grund af nattens regn. Det var stadig under 10 grader og blæsende, så vi var kun tre, der var mødt frem til CC Narixa søndagsturen.
Spanierne er ikke så glade for våde veje og i dag fandt jeg ud af hvorfor. Mit baghjul skred i en våd rundkørsel, der skete dog ikke noget, og hjulet tog også et ekstra spin, da jeg ville rejse mig op på et vådt stejlt stykke. Derfor tog vi det også helt stille og roligt, når det gik nedad.
Turen var ikke noget at skrive hjem om, så det vil jeg spare jer for 🙂
