DM OMNIUM 2016

DM Omnium 2016

Jeg har haft lidt svært ved at finde ud af vinklen og hvor jeg skulle starte på dette indlæg, for jeg har en masse tanker, jeg gerne vil komprimere til noget konstruktivt og positivt.

Jeg betragter stadig mig selv som ny rytter inden for cykelsporten, da jeg kun har haft halvandet års tid i sadlen og jeg har derfor stadig rigtig meget at lære. Jeg begyndte først at interessere mig for cykling, da jeg selv fik en racer, så alt om cykling fra før april 2015 aner jeg intet om. Til gengæld suger jeg til mig fra alle sider og kanter og er på kort tid blevet fortaler for en sport, jeg er kommet til at brænde enormt meget for. Det er derfor, jeg har meldt mig ind i Amager Cykle Rings bestyrelse samt Dameudvalget hos DCU. Det er også derfor, at jeg stiller til start i DM i Omnium velvidende at jeg ikke har en chance imod de stærke eliteryttere, men det er heller ikke det, det handler om for mig. Det handler om at være med fordi det er sjovt, om at køre løb og om at lære.

Så her kommer en “lille” historie fra det virkelig liv, der måske kan sætte tingene lidt i perspektiv. Jeg får nemlig tit kommentaren “det går da ret godt for dig med cyklingen” og jeg undrer mig over hvorfor, for realiteten er en helt anden, hvis jeg selv skal sige det. Lad mig komme med et dugfriskt eksempel:

Jeg styrtede på banen sidste år og havde enormt svært ved at komme op på den igen. Jeg blev dog ved med at prøve – også selv det var med bankende hjerte helt oppe i halsen og rystende som et espeløv (og jeg overdriver ikke – jeg har en træning med pulsmåler som bevis). De andre damer har vist enormt meget hensyn og jeg har fået lidt særbehandling af træneren, så jeg kunne få trygheden tilbage. Det har gjort, at jeg nu kan køre med i træningerne igen på lige vilkår med de andre. Dog kan jeg stadig blive nervøs og jeg mangler endnu at kunne ligge tæt på hjul samt bevare overblikket på banen. Det skal nok komme, men tilbage til historien.

I lørdags var der nemlig DM i Omnium og jeg som ikke har kørt et banestævne siden januar 2016 følte mig ikke lige som den oplagte kandidat. Omvendt vidste jeg, at der ikke var mange damer, der ville stille til start (selvom de sagtens kan), så med dette og min kamp for at få flere damer til at køre cykelløb in mente samt et mindre puf i den rigtige retning, fik jeg tilmeldt mig og så fulgte en masse tanker for, men mest imod.

Dagen oprandt og da jeg stod på Odense Cyklebane lørdag formiddag tog frygten for banen for alvor fat igen og jeg kørte kun to omgange “opvarmning” på sort streg, hvorefter jeg måtte køre ned fordi jeg rystede og slet ikke følte mig tryg. Det var faktisk så slemt, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Jeg var klar til at pakke sammen og køre hjem igen, men bl.a. Amagerfolk, landstræneren og de andre damer fik mig opmuntret til i det mindste at forsøge nu jeg var kørt den lange vej.

Jeg fik rystet den værste nervøsitet af mig, men da jeg skulle op til barrieren til starten kom jeg sidst og min plads ville derfor være bagerst, hvor hældningen på banen var mere end jeg kunne klare denne dag, så jeg vendte om og ville ikke starte. Det ville landstræneren dog ikke høre tale om, så jeg fik lov at starte på sort streg, mens hun holdt mig. Jeg syntes det var ret så pinligt, for jeg kan normalt sagtens køre op til barrieren, men banen i Odense er mere rund end Ballerup og det hylede mig helt ud af den, så jeg slet ikke turde køre op til bare blå streg.

DMomnium2016

Men jeg var jo ikke kommet for at være tilskuer, så jeg prøvede at ignorere udstillingen af min frygt for banen. Første løb (scratch) var i gang med mig haltende efter feltet. Ikke pga. manglende kræfter, men fordi jeg ikke turde ligge på hjul eller køre op i banen, så jeg kørte egentlig bare for mig selv. Jeg overlevede de første 30 omgange og var lettet, da jeg skulle ned fra banen igen. Også glad og stolt over, at jeg trods alt kom op at køre. Samme scenarie udspillede sig ved de efterfølgende tre discipliner og til udskilning blev jeg ikke en gang den første udskilte, så jeg kom faktisk hjem med point, selvom det blev en samlet sidsteplads.

Min søster ringede netop som jeg var på vej hjem og jeg havde også snakket med hende da jeg ankom, så hun kan bekræfte forskellen i min stemme fra start til slut. På trods af et ubrugeligt resultat, så var jeg glad, da jeg tog hjem, meget gladere end da jeg ankom. Jeg fik flyttet mig og jeg fik vist, at alle damer kan køre på banen – også selvom det er DM. Jeg ved, at der er mange damer på banen, der kører bedre end mig, så jeg håber, at der til fremtidige banestævner og DM kommer mange flere tilmeldte.

Der er krav om 8 startende, hvis DM skal kunne afholdes og jeg var tungen på vægtskålen uden at vide det. Jeg har et stort konkurrencegen, men jeg er også godt klar over, at træerne ikke vokser ind i himlen, så jeg bliver nødt til at starte et sted. Lige nu handler det for mig om at blive tryg ved banen og lære de rigtige teknikker og taktikker. Og hvem ved, måske kan jeg køre med om podiet en dag. Indtil da er det de små fremskridt og de personlige sejre, der gælder – noget som jeg tror andre ryttere også skal huske på i deres udvikling.

Sidst, men ikke mindst, handler det også om at gøre noget for hinanden. Vi er ikke ret mange dameryttere og vi bør stå sammen og hjælpe, hvor vi kan. Hvis de stærke damer har brug for, at jeg stiller op, så de kan køre om Dannebrogstrøjen, så gør jeg gerne det. Omvendt vil jeg gerne køre banestævner i et rent damefelt, men det kræver flere damer til start og det håber jeg, at de andre damer vil hjælpe mig med. En skønne dag er vi forhåbentligt så mange damer, der cykler inden for både landevej, bane, BMX og cross, at et rent damefelt er en naturlig del af alle cykelløb 🙂

GRENAA CC 2016

Vinder Grenaa

I torsdags fik jeg en mindre hjerneblødning og besluttede at tage med tre andre ryttere til cykelløb i Grenaa i dag, søndag. Det kom jeg lidt til at fortryde her til morgen, hvor uret ringede kl. 4:00. For jeg var først kommet i seng omkring kl. 23:30 og dagen før havde jeg også kun sovet ca. 5 timer, da jeg valgte at tage en bytur fredag (ja, det er useriøst!).

Samtidig havde jeg fået ret ondt i knæet efter træning torsdag, så jeg vidste slet ikke, om jeg ville være i stand til at cykle i dag. Jeg prøvede at rulle en tur fredag, men efter en time fik jeg så ondt, at jeg måtte køre hjem og behandle knæet med is og knæbind, hvilket jeg fortsatte med lørdag. Jeg burde nok også have siddet mere stille, men det er jeg ikke i stand til og havde en masse gøremål, så det måtte briste eller bære i dag.

Team CEC bil
Team CEC bil

Lørdag aften hentede jeg Junior Teamets flotte bil, som vi havde fået lov at låne og søndag morgen hentede jeg de andre på Bellahøj kl. 5:00, hvorefter turen gik til Jylland. Jeg prøvede at sove i bilen, men kunne ikke andet end blunde lidt. Der var ikke et øje på de danske motorveje og vi ramte Grenaa omkring kl. 8:30.

Undervejs kolliderede vi med en due, som forhåbentlig ikke overlevede, da den ramte forruden og fjer fløj til alle sider. Da vi steg ud af bilen så jeg, at duen først havde ramt min cykel, for der sad fjer og duerester på min kæde, klinge og pedaler – adr!

Due i cyklen
Duerester på cyklen

I Grenaa var vejret lækkert og efter at have kørt en del i ring for at finde omklædningen og fået klædt om, kørte vi videre til startområdet. Jeg smed knæbindet, fik varmet op og var spændt på, hvad knæet ville sige til de 72 km., der stod på programmet.

Vi var tre damer til start og 12 herrer. Jeg genkender to af H60’erne hjemmefra, men damerne kender jeg ikke. Jeg havde allerede på forhånd besluttet at blive i feltet så længe som muligt for at skåne knæet. Løbet startede som sædvanligt stille og roligt og jeg sørgede for hele tiden at sidde med fremme.

Grenaa CC
Hyggesnak før starten i Grenaa

Der blev forsøgt nogle ryk, men ingen fik lov at slippe. Jeg syntes vi kørte meget langsomt og vi blev også overhalet af både A-, B- og C-rytterne. Da A ville overhale os, kørte vi i venstre side af vejen pga. sidevind, så da de råbte ”bagfra” og ingen hørte dem, blev de hidsige og råbte ting som ”flyt jer, bøsserøve!” Det er alligevel første gang, jeg er blevet kaldt en bøsserøv.

Selvom jeg følte, at vi sneglede os afsted, tvang jeg mig selv til ikke at stikke af. Jeg tænkte på Pinsecuppen næste weekend og ville ikke risikere en skade. Da vi kørte ud på sidste omgang var feltet – så vidt jeg kunne se – stadig samlet og jeg syntes det ville være lidt kedeligt, hvis vi skulle ud i en massespurt. Især fordi jeg jo ikke er fan af spurter. Så jeg overvejede situationen nøje.

Alene i front
Alene i front

Omgangen startede ned ad bakke og kort efter gik det opad. Jeg besluttede mig for at køre hurtigt op ad bakken, mest for at få den overstået, men det endte med at jeg fik et stort hul og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at fortsætte. Indtil videre havde knæet heller ikke gjort ondt, så jeg trådte i pedalerne og fortrød en anelse, at jeg skulle ud på 24 km. soloudbrud – igen.

På et tidspunkt så jeg mig tilbage og spottede to ryttere nærme sig. Efter dem så jeg et felt og panikkede, da jeg troede det var H60 på efterfølgelse. Gruppen hentede mig, men det var heldigvis bare B-rytterne. Jeg frygtede at de havde H60 med bag sig, men det havde de ikke.

Podie Grenaa CC
På podiet Grenaa CC

Da førerbilen til B ville overhale min førerbil skete det i et sving, så det endte med, at jeg måtte bremse helt ned for ikke at kollidere med bilerne. Temmelig irriterende! Jeg tror egentlig godt, at jeg kunne have hægtet mig på B-feltet og kørt med dem hjem, men det må man ikke, så jeg holdt mig på afstand og lod dem køre væk. Da jeg havde omkring 4 km. til mål så jeg igen et felt bag mig og tænkte om det nu var H60, der var ved at hente mig. Så endnu en gang panikker jeg og øger farten. Jeg blev ikke hentet af feltet, men så kort efter, at det var resten af B-rytterne. Jeg kørte alene over målstregen med armene i vejret og 1 min. ned til H60, mens jeg vandt med 1:32 min. til nummer to i DB.

Selve ruten i Grenaa var super med lidt bakker, sving, med-, mod- og sidevind. Vejret var lækkert og ikke for varmt. Men jeg kedede mig lidt og savner stadig konkurrence og ordentligt cykelløb i Dame B.

HFCK GADELØB 2016

HFCK 2016

I søndags stod dagen endnu en gang i gadeløbets tegn og jeg kørte HFCK’s løb i Hedehusene. Et gadeløb bestående af 11 omgange på en 3 km. lang rundstrækning.

HFCK blomster

Jeg tog toget til Høje Taastrup, da jeg var bange for at punktere, hvis jeg cyklede derud. Normalt er jeg altid i rigtig god tid, men som det ofte sker, når jeg skal cykle, glemmer jeg, hvor lang tid det tager at gøre mig klar, så pludselig havde jeg travlt.

På vej mod Hovedbanen opdager jeg, at jeg har glemt min pulsmåler, så jeg beslutter at køre hjem efter den. Ud af døren for anden gang har jeg nu kun 12 min. til at køre lidt over 5 km. for at nå toget. Heldigvis er det tidlig søndag morgen og med mindre trafikforseelser klarer jeg turen på 8 min. I total panik for at finde den rigtige perron og med skældud over at cykle på samme når jeg toget med høj puls og sveden haglende. Så fik jeg da varmet op! Er dog kølet af igen, da jeg når Hedehusene, så jeg varmer lidt ekstra op før starten.

Vejret viser sig endelig fra sin bedste side og i strålende solskin står vi 5 damer og 15 herrer til start. Men faktisk føler jeg mig ikke særlig oplagt til cykelløb. Jeg er træt både mentalt og i kroppen – og jeg føler ikke, at jeg har gode ben. Men det giver lidt motivation, at vi er så mange damer til start. Derfor beslutter jeg mig også for at blive nede i feltet og ikke rykke medmindre andre tager initiativet.

Det går også meget godt og hver gang en H60 rytter prøve at slippe væk er det ikke mig, der lukker hullet, selvom det kribler lidt i mig. Jeg lukker kun huller, hvis der sidder en anden Dame B rytter med i rykket. Derfor bliver jeg også noget harm, da en H60’er skærer mig af halen, mens vi ligger i sidevinden, med ordene ”hvorfor skal du lukke huller hele tiden?!” sagt temmelig surt. Synes i det hele taget, at nogle H60’ere virker temmelig irriterede på mig og de forsøger at skære mig af flere gange. Temmelig unfair, når vi ikke kører om de samme point/præmier.

HFCK podie 2

Nå, men en enkelt gang undervejs forsøger jeg at rykke med en anden Dame B rytter fordi jeg begynder at kede mig lidt. Jeg sætter tempoet gevaldigt op og vi får hul, men en tredje Dame B rytter får trukket hele feltet med op til os igen. Så er det her, jeg undrer mig over, hvorfor H60 kører med på vores ryk?!

Undervejs er der et lille egern, der gerne vil over vejen og der sker lidt panik i feltet, men egernet tør heldigvis ikke løbe over og vender om.

Resten af tiden sidder jeg bare med, tager et par føringer, øver mig i svingene og nyder at det ikke er så hårdt et løb. Ruten er ret lige til og svingene er nemme, så man kan træde sig igennem dem. Da vi nærmer os de sidste par omgange begynder jeg at overveje endnu et ryk. Jeg ved, at jeg ikke er god til spurter, så jeg tør ikke rigtig lade en spurt afgøre dagens resultat.

Med to runder tilbage prøver jeg at stikke af, men uden held. I stedet laver jeg taktikken om og bliver bag en anden Dame B rytter indtil sidste sving, hvorefter jeg træder alt hvad jeg kan for at komme væk. Her er der over 1000 meter til målstregen og det er måske lige optimistisk nok, men jeg håber, at de andre ikke kan holde tempoet lige så længe som jeg.

Det går da også fint, lige indtil jeg kan høre og mærke et sus på venstre side. Det er heldigvis bare H60, der kommer bragende. Men så sker det samme på højre side og kraftedeme om det ikke er en Dame B rytter, der har siddet på smækken hele vejen og som jeg derfor stort set intet har set til undervejs.

Jeg tænker ”det sker bare ikke” og træder og træder og træder, men det gør hun også og hun råber og pruster som en gal. Vi krydser målstregen samtidig og jeg tror faktisk, at hun har vundet, så da jeg lidt efter hører mit navn i højttaleren bliver jeg lykkelig! Det er første gang, jeg vinder en spurt og forhåbentlig sidste gang, jeg satser på den måde.

HFCK podie 1

Efter turen på podiet cykler jeg hjem og tager en omgang på Amager for at få lidt flere kilometer i benene. Har ikke trænet så meget som jeg ville den sidste uge og nu var vejret jo dejligt, så selvom det virkede lidt dumt at tonse rundt ude på Diget med rygsæk på (orkede ikke at smide den hjem først, selvom blomsterne deri nok ikke havde det så godt), så var det en lækker tur.

Den kommende weekend er der desværre kun løb i Jylland, så den står på en masse træning i stedet.

GADELØB I KØGE

Sejr i Køge

I dag startede min sæson i Dame B, hvor jeg skulle køre mit første cykelløb i år. Det var gadeløb i Køge med en rute på 1,6 km. og opløb på Køge Torv belagt med fine brosten. Jeg var ret spændt på at skulle balancere Envie på brosten og så blæste det en halv pelikan oveni. Samtidig var min forberedelse ikke den bedste med en weekend fuld af praktiske gøremål samt et forsøg på at løbe 5 km. på under 20 min. i går. Men det tog kun 32:40 min., så var cykelløbet overstået og jeg fortsatte hvor jeg slap tilbage i september, nemlig med en sejr! 😀

Jeg havde start kl. 13:30 og tog S-toget til Køge st., så jeg var på Køge Torv en time før start. Det var pænt koldt, jeg havde i hvert fald ikke helt nok tøj på til at stå stille, og jeg havde kun en rygsæk med til sko og småting, da jeg havde planer om at cykle hjem efter løbet. Jeg fandt derfor hurtigt ud af, at der var dejlig varmt ude på toilettet, så der sad jeg (på en bænk dog) og hyggede mig indtil starten gik og jeg fik derfor ikke varmet op i mere end 5-10 min. Ikke særlig hensigtsmæssigt til så kort et løb og det var da også hårdt at få benene i gang.

Udbrud Køge
I udbrud og på jagt efter sejren!

Der var lidt mandefald i både DB og H60, så vi endte med kun at være et felt på to damer (mig og en svensker) og otte herrer. De ældre herrer stod i vintertøjet, mens os damer var i kørte rør. Allerede der kunne jeg godt fornemme, hvor det bare hen ad og rigtigt nok, da starten gik var der ikke kamp blandt herrerne for at komme op foran, så svenskeren tog føringen og lagde hårdt ud. Det passede mig fint, for jeg skulle lige have varmen og vænne mig til brostenene.

Svenskerens lokomotiv varede dog kort og efter to omgange trak hun sig tilbage, men der var ingen, der ville overtage og da alle sad og lurepassede et stykke tid besluttede jeg mig for at køre. Da jeg kigger mig tilbage er der hul og så fortsætter jeg. Der er kun tre højresving på ruten og de er ret nemme, så jeg kan træde mig igennem dem. Opløbsstrækningen med brosten er egentlig også helt fin at køre på, men efter første sving er der mega sidevind og jeg har svært ved at holde min linje. Så kommer modvinden, som er temmelig strid indtil det skifter til medvind. Jeg kører ca. 40 km/t på brostenene i medvinden og 30 km/t i modvinden. Undervejs på de 12 omgange hører jeg, at jeg er hhv. 15 sek., 40 sek., 49 sek. og 1:03 min. foran feltet. Der er to indlagte spurter, som jeg vinder og på 8. omgang ser jeg, at svenskeren er udgået. Så jeg tager den lidt med ro og sikrer 1. pladsen med 1:01 min. ned til herrerne.

Efter en hurtig og ensom tur på podiet samt udlevering af spurtpræmier (kaffe?!), giver jeg både blomster og kaffe-præmierne videre og hopper på cyklen hjemad. Men jeg når ikke længere end til Ishøj før mit dæk siger ”bang” og jeg er punkteret med et flækket dæk. Held i uheld kommer der en bus til Ishøj st., hvor jeg kan tage S-toget til Nørreport og metroen til Amagerbro st.

Da jeg kommer hjem synes jeg ikke helt, at jeg har fået cyklet nok. Så jeg skifter hjul og kører knap to timer mere, så jeg ender med at have kørt 100 km. i dag og nu er jeg også lidt træt…

En sejr er en sejr, men det er ikke helt det samme, når man ikke skal kæmpe for den. Så jeg glæder mig til søndagens linjeløb i Greve, hvor der forhåbentligt bliver lidt mere spænding.

GRAND PRIX BÅSTAD 2015

Båstad Grand Prix 2015

Klokken 8:30 kører vi mod Båstad. Vejret ser ikke alt for godt ud og lige pludselig styrtregner det. I bilen skiftevis snakker vi om at vende om og finde et sted med vafler, spørge om vi må skifte fra den lange (124 km.) til den korte rute (62 km.) og, om regnen når at stilne af inden start. Det gør regnen heldigvis og vi når frem til startområdet kl. 10.

Vi pakker cyklerne ud af bilen og gør os klar, men så opdager jeg min første ”fejl”. Jeg har kun to 500 ml. flasker med. Det er det, jeg normalt kører med til træning og til licensløb og jeg havde ikke lige tænkt på, at et cykelløb på 124 km. nok kræver lidt mere væske. Godt nok er der depot undervejs, men jeg stopper altså ikke for at tanke til cykelløb af denne kaliber. Nå, men der er ikke noget at gøre ved det, jeg må bare satse på, at jeg kan nøjes med én liter energidrik. I det hele taget har jeg ikke forberedt mig specielt godt til dette cykelløb – jeg kender ikke ruten og jeg er en anelse demotiveret.

Jeg beslutter mig for at køre i kort/kort, men med løse ærmer og skoovertræk da vejene stadig er våde. Jeg stikker fire isogels i lommen – ingen grund til at risikere at gå sukkerkold! Tiden går, jeg stresser og vi ender med at komme til start kun et par minutter før afgang kl. 11, så der er ikke andet at gøre end at starte helt foran, hvilket i øvrigt også er at foretrække.

GP Båstad

Startskuddet lyder og vi triller op ad en lille stigning med brosten, før vi kommer ud på rigtig vej. Jeg er spændt på ruten og den første rigtige stigning går let som en leg, men så kommer nedkørslen. ”FUCK! Det tør jeg ikke det her!” er hvad jeg tænker, mens folk suser forbi mig. Det er som om, at min hjerne blokerer og skriger ”breeems” når jeg når op på 60+ km/t, så det gør jeg, altså bremser. Jeg finder derfor lynhurtigt ud af, at dem jeg sætter på bakkerne, de henter mig igen på nedkørslen. Jeg tænker, at det bliver en sjov leg med otte omgange – not so much!

Det gælder også en af de andre kvinder og hun er iskold, når det går nedad. De første mange omgange er det egentlig ok, for hun får ikke længere forspring end at jeg kan hente hende igen på de lige stykker eller opad, men til sidst har jeg brugt for mange kræfter på den konto og ved 90 km. beslutter jeg, at jeg hellere vil have en god oplevelse end køre mig selv helt i sænk ved at jagte hende, der er foran.

Hun sidder nemlig i en gruppe, der hjælper hende, mens jeg kører det meste af løbet alene, for når jeg mister gruppen foran er der er alt for langt ned til næste gruppe. Det går også nedad hele vejen til mål, så om jeg kommer 6 sek. eller 6 min. efter hende giver samme resultat (en 2. plads) derfor dropper jeg jagten og prøver at nyde de sidste tre sindssyge hårde omgange.

Jeg ved, at jeg er langt foran de resterende kvinder, så med lettelsen over bare at kunne køre i mit eget tempo prøver jeg at fokusere på lidt teknik på nedkørslerne og i svingene. Især er jeg nervøs ved et hårnålesving i en 18 % nedkørsel (der var også mindst to styrt her), men jeg prøver at slippe bremsen lidt (ikke i svingene!) for jeg har lagt mærke til, at de andre slet ikke er i nærheden af deres bremser, når det går nedad, mens jeg selv hele tiden er klar til at holde dem inde (men det er vist ikke så godt, for så kan man ikke slappe af i kroppen, selvom jeg virkelig prøver). Jeg kommer dog ikke over 65 km/t.

Jeg har allerede drukket min ene flaske energi før vi er halvvejs, så da jeg ser, at min chauffør er gået ud af løbet kaster jeg den tomme flaske til ham og beder ham fylde den. Jeg får den tilbage omgangen efter. Der er kun vand i, men det er faktisk rart, for jeg er meget tørstig og har brug for andet end sukker til at slukke den. Næste gang tager jeg lige 750 ml. flasker med!! Også selvom det ikke er god velominati stil 🙂

Anden sidste omgang er faktisk den værste. Fra at være flyvende er jeg nu hårdt kæmpende op ad bakke. Jeg overvejer seriøst at stå af cyklen og gå op, men jeg nægter – det kan ikke passe, at jeg bliver nødt til det, så jeg fortsætter mens tempoet er pinligt langsomt! Tror faktisk, at jeg et kort øjeblik er nede på 5 km/t. Jeg overhaler dog stadig folk på min vej op, så jeg er i det mindste ikke den langsomste. Det begynder også at dryppe fra oven og jeg når lige at tænke ”åhh nej, ikke regn nu”, men det bliver ved dryp. Til gengæld er nedkørslerne nu mega kolde!

Selvom sidste omgang også er helt vildt hård, så er det, at jeg ved det er den sidste nok til lige at give mig det sidste energi og smilet tilbage på læben over at jeg endnu gang fik bidt smerterne i mig og gennemførte et alt for hårdt cykelløb. Jeg tror, jeg har fundet ud af, at jeg er meget mere til fart og taktik end til udholdenhed, når det gælder cykelløb. Men denne dag har jeg faktisk ikke syre i lårbasserne, jeg er bare træt, brugt og demotiveret. Mine ben er geleagtige og min ryg/nakke gør vanvittigt ondt, især når jeg ligger i bukken.

På vej op ad den første stigning for sidste gang får jeg nævnt til en rytter ved siden af, at det er godt, at det er sidste omgang hvorefter han kigger glædesløst på mig og siger ”er det? Jeg har vist to omgange tilbage” og så får jeg helt dårlig samvittighed og håber ikke, at jeg har dræbt hans motivation.

Jeg har selv haft en del kriser undervejs, mit ansigt har helt sikkert set meget sjovt ud til tider, jeg har tænkt meget på iskold cola (men fik aldrig nogen), snakket lidt med mig selv og mine ben og haft lyst til at græde (prøvede, men kunne ikke, så det blev bare til ynk).

Grand Prix Båstad 2- plads

Da jeg kommer i mål kan jeg næsten ikke bevæge min nakke. Den har det ikke godt efter 4 timer, 47 minutter og 44 sekunder i sadlen og jeg måtte direkte hen og få massage. Da jeg ligger halvnøgen på briksen bliver mit navn råbt flere gange i højttalerne og til sidst bliver jeg nødt til at gå op til podiet og modtage min 2. præmie. Jeg er 5:55 min. efter vinderen, men havde jeg haft modet til at køre nedad, så tror jeg, at jeg havde vundet. Desværre kan arrangørerne ikke vente på, at 3. plads vinderen kommer i mål, så vi er kun to på podiet – temmelig dårlig stil!

Den stærkeste vandt ikke i dag, men det gjorde den bedste. Det er bare et bevis på, at jeg stadig har meget at lære og jeg er meget tilfreds med min placering. Vinderen har fuldt fortjent sin sejr og jeg er imponeret over, hvordan hun bare drøner nedad, mens jeg tager fat i bremserne som den kylling jeg er.

Grand Prix Båstad 1. plads

Efter præmieoverrækkelsen pakker vi cyklerne i bilen og sætter kursen mod København, men vi når kun lige ud af Båstad, da jeg bliver ringet op og bedt om at komme tilbage. Der er åbenbart flere præmier. Da jeg kommer tilbage bliver jeg kaldt på podiet igen som modtager af præmie for 3. hurtigste tid på bakkespurten. Jeg vidste faktisk ikke, at der var en bakkespurt. Lidt skuffet tænker jeg ”er jeg vendt om for en 3. plads?! Og hvor er de andre piger egentlig?”, så bliver der nævnt, at en pige fra Amager Cykle Ring har 2. bedste tid på bakkespurten. Vi var en håndfuld piger fra Amager Cykle Ring til løbet, så jeg tænker ”gad vide, hvem det er?” og så bliver mit navn nævnt igen. Jeg er lettere forvirret og tror, at det er en fejl, men jeg får at vide, at jeg skal stille mig over på 2. pladsen, for den er god nok. Jeg får også præmien for hurtigste tid på bakkespurten og kan ikke lade være med at grine. Det er sgu’ lidt skørt og jeg har aldrig prøvet at stå på alle tre skamler til samme cykelløb før. Vi kører i en C1’er og jeg kan næsten ikke selv være i bilen for præmieposer og blomster – det har vi en god griner over på vejen hjem!

Præmier

Om arrangementet har jeg igen intet negativt at sige, for alt spillede. Lige med undtagelsen af den manglende 3. plads på podiet. Ruten er god, men hård og teknisk krævende. De frivillige bliver jeg også igen nødt til at fremhæve, for hold nu op hvor er de glade, heppende og engagerede. Jeg fik så mange glade tilråb som ”godt kørt”, ”det ser godt ud”, ”I er seje”, ”god tur” osv. at jeg ikke kunne lade være med at smile hele tiden. Tænk, at de gider stå en hel dag og vise vej bare fordi jeg og alle de andre får lyst til at se, hvor hårdt vi kan presse os selv. Det er fantastisk!

Der var også god opbakning fra publikum rundt omkring og ikke en eneste bil dyttede af os. Ruten var ikke lukket, så vi kørte en del blandt søndagstrafikken, især inde i byen, men der blev givet plads uden sure miner, hvilket var dejligt.

Nu er jeg bare glad for, at jeg ikke har flere cykelløb på programmet foreløbigt, så jeg kan koncentrere mig om at blive stærkere henover vinteren. Men først tager jeg lige fire dage i Italien for at køre i bjerge 😀

Præmieoverrækkelse GP Båstad