Fra forårscykling til vintercykling

Jeg har nu været hjemme i Danmark i en uges tid og det har været en uge med fuld knald på. De første fire dage gik med at komme på plads i lejligheden, som stod tom, da jeg kom hjem. Så jeg skulle flytte alle mine ting op fra kælderen og pakke ud. Derudover har jeg haft forskellige aftaler, praktiske gøremål og min træning, der skulle passes.

Andalusien cykling
Jeg savner udsigten og vejret på mine cykelture i Spanien.

Selvom jeg savner solen, varmen, den spanske kultur og mine spanske venner, så er det også dejligt at være hjemme igen. Det er lidt stressende at komme tilbage til storbyen, når jeg har været i en lille bitte by i så lang tid, og jeg fik da også hurtigt kærligheden ved storbylivet at føle.

Den første uge

Det allerførste, der skete var, at jeg gik forbi en bygning og lige bag mig kunne jeg høre noget tungt ramme jorden. Jeg vendte mig for at se, hvad det var og kunne konstatere, at det var en tung dørstopper af metal, der var faldet ud af et vindue. Shit! Havde jeg været et par sekunder langsommere, havde jeg fået den i hovedet og det havde ikke været kønt.

Rapha Copenhagen
En af mine yndlingskaffer hos Rapha Copenhagen.

Så var der folk, der råbte grimme ord til hinanden på hver sin side af vejen. En der cyklede ind i mig på cykelstien. En der pludselig hoppede ud på cykelstien uden at se sig for, så jeg må klodse bremserne. Det hele går bare lidt hurtigere i København og alle har travlt, hvilket er en stor kontrast til Nerja, hvor stress-niveauet er en del lavere og ingen har mere travlt end godt er 😉

Omvendt blev jeg rigtig glad, da jeg stod i Netto med kurven bugnende fuld og kunne have en hyggelig snak med damen i køen bag mig. På vejen hjem fik jeg også en hilsen og ”hav en god dag” af en, der stod og røg foran sin opgang. Jeg håber, at jeg kan bevare den åbenhed og ro, jeg lærte at holde af i Spanien.

Rikke Bak Dalgaard og Patrick Piscot
Det var dejligt at se min lillebror igen 🙂

På den uge, der er gået, har jeg nået at se en del familie og venner allerede, men jeg mangler stadig nogle stykker. Jeg har langt om længe fået god kaffe (og endda flere kopper) samt været ude at spise lækker mad. Jeg har dog stadig brunch, bland-selv slik og biograftur på listen af ting, jeg har savnet til gode.

Cykling i Danmark

Jeg har selvfølgelig også været ude på cyklen (både min bycykel og raceren) og nøj hvor var det koldt! Den første tur var bare en rulletur og optimistisk (og for doven til at finde mine vinterhjul frem fra gemmerne) som jeg var, kørte jeg ud på sommerdæk og punkterede efter 30 min.

Punktering cykling
Flintesten er en irriterende ting ved cykling i Danmark.

De to næste ture var i minusgrader og med regn og blæst. De trak tænder ud! Jeg var helt færdig, da jeg kom hjem og min krop er tydeligvis ikke vant til kulden. Men jeg vil langt hellere ud i kulden end sidde inde på en hometrainer.

Cykling Tonseren
Glædeligt gensyn med Tonseren i Dragør.

Weekenden bød på fire timer lørdag i -3 grader og med en kraftig vind, der gav en chill faktor på -10 grader. Jeg var virkelig bange for at fryse ihjel, så jeg havde smurt varmecreme på ben, arme, mave og hænder samt pakket mig enormt godt ind. Varmecremen var lidt et eksperiment og selvom det brændte lidt, så frøs jeg slet ikke 🙂

Vejrudsigt København
Vejrudsigten for lørdagens tur.

Søndag kørte jeg med nogle stykker fra teamet og et par herrer fra Amager Cykle Ring. Vi kørte den velkendte Mølletur og kæden blev holdt stram hele vejen, så jeg fik min sag for. Der er forskel på at køre en masse højdemeter og så ren, flad tons, så jeg skal lige vænne mig til den høje fart igen. Men solen skinnede og vinden var til at have med at gøre, så det var en hård, men flot tur.

Dronningmølle ACR
Dronningmølle med Team Integra Advokater – Giant og Amager Cykle Ring.

Jeg håber alligevel, at vejret snart vender, så vi kan få lidt varme til sæsonstart om to uger.

One Reply to “Fra forårscykling til vintercykling”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *