Haza del Lino på en solskinsdag

Denne var sidste weekend, inden en håndfuld af mine kammerater fra Team Integra Advokater – Giant kommer på træningslejr og ugen efter resten af Amager Cykle Ring.

Calahonda
Calahonda playa.

Carlos fra CC Narixa havde for et stykke tid fortalt mig om en fantastisk tur øst for Nerja, men den krævede godt vejr (varme temperaturer), så vi måtte vente lidt. Heldigvis er foråret kommet til Costa del Sol og hele ugen har solen skinnet og stegt, så temperaturen har været helt oppe på 24 grader. Det betød, at denne lørdag skulle vi endelig afsted 😀

Happy rider
Jeg smiler (næsten) altid på cyklen 🙂
Lørdag morgen

Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste bare, at vi skulle køre omkring 3500 højdemeter på lidt over 100 kilometer. Det var en del opad og Carlos havde kørt turen før, så jeg studerede ruten og fandt også en oversigt over stigningerne her og her. Umiddelbart ikke de vilde procenter, men jævne, lange stigninger.

Mandeltræer
Smukke, blomstrende mandeltræer.

Carlos hentede mig klokken 7:30 lørdag morgen, fordi vi skulle køre i bil til Calahonda, hvor vi ville starte turen. Alternativet havde været at tilføje mere end 100 kilometer til turen og med en kyststrækning, der konstant går op og ned, ville det nok være lige i overkanten.

Udsigt Rubite
Smuk udsigt på vejen op.
Starten i Calahonda

Vi parkerede bilen og pakkede cyklerne ud. Der var omkring 10 grader, så vi havde godt med tøj på, men det varede ikke længe, før solen bagte og kombineret med opadgående terræn, så røg en del af tøjet af igen. Vi havde op til 23 grader på turen, men det skiftede en del alt efter sol, skygge, vind osv. Garmin sagde, at snittet lå på 16 grader. Helt perfekt til dagens tur!

Andalusien cycling
En af dagens stigninger.

Kommunikationen imellem mig og Carlos glipper indimellem. Vi taler spansk og engelsk blandet med hinanden (nogle gange endda i samme sætning) og det gør, at vi nogle gange misforstår hinanden. Denne dag var ingen undtagelse og jeg havde slet ikke fattet, hvordan dagens tur var skruet sammen. Det kommer jeg tilbage til.

Cykling Andalusien
Nogle steder var mere stejle end andre.
Lújar

Første “stop” på vejen var efter cirka 14 kilometer med 5,7% stigning i snit til byen Lújar. Det passer faktisk ikke, vi måtte stoppe på vejen op, fordi min sadel var et par millimeter for lav og det kunne jeg mærke, så den måtte justeres.

Giant Liv
Justering af sadelhøjde på vej til Lújar.

I Lújar kunne jeg få genopfyldt min ene flaske, som jeg havde tømt for længst (her var der gået 1,5-2 timer), på en dertilindrettet plads til cyklister. Det syntes vi var meget morsomt, at der ligefrem var en zone, hvor cyklister kunne hvile sig. Byen var knap vågen (og meget lille) men et lille marked med frugt og grønt var ved at stille op og en hane galede fra sit bur i en bygning ovenover os.

Hvilezone Lújar
Hvilezone for cyklister i Lújar.

 

Vand i Lújar
Jeg fylder vand med elektrolytter i Lújar.
Haza del Lino

Vi kørte videre over bjergryggen, som var forholdsvis flad. Her blomstrede mandeltræerne på begge sider og gav det lidt tørre landskab et smukt lyserødt skær. Træerne blomstrer i slutningen af januar til midt februar og Spanien er verdens andenstørste producent af mandler. Faktisk er der to slags, de hvide og de lyserøde. De hvide er søde mandler og de lyserøde er mere bitre. Humøret var højt og jeg tænkte, at nu var vi snart på toppen og jeg var for en gangs skyld ikke ved at dø.

Får Andalusien
Fårene flygtede da vi kom forbi.

Først skulle vi dog igennem en masse hårnålesving (faktisk samme tur op, som jeg tidligere har kørt ned, den tur kan du læse om i dette indlæg), en fårehyrde med alle sine får og et trist syn af en to år gammel brænd, hvor nogen havde sat ild til en masse træer og ødelagt naturen.

Forbrændte træer
Forbrændte træer, et trist syn.

Langt om længe nåede vi dog toppen og jeg havde kørt helt stille og roligt, så jeg var i hopla og i min friske glædesrus rakte jeg armene i vejret som en anden cirkusartist i jubelscene, da jeg så Haza del Lino skiltet. Men jeg nåede kun at tænke ”piece of cake” meget kort, før Carlos sagde noget i retningen af ”one more climb”. Armene røg hurtigt ned og jeg var forvirret – igen.

Cykling Lújar
Vi mødte ikke mange andre på vores tur.
Albuñol

Nå, men i det mindste skulle vi først ned og det var rart med lidt pause til benene. De 15 kilometers nedkørsel var dog hurtigt ovre, selvom vi tog den med ro til Albuñol, hvor det gik opad igen i 18 kilometer.

Puente Albuñol
En fin bro, vi kørte over i nærheden af Albuñol.

Det var på denne stigning, jeg for alvor blev nødt til at have styr på fakta. Jeg var ved at være træt efter små fem timer i sadlen, selvom jeg havde taget det forholdsvis roligt. Mine flasker var ved at være tomme og det samme var mine lommer med müslibarer.

Cykling Andalusien
Der skulle en del væske til denne dag, hele tre liter.

Så jeg spurgte Carlos, hvor vi egentlig var på vej hen og hvor lang turen ville blive i alt. Vi havde kørt 86 kilometer og først der fandt jeg ud af, at turen var 130 kilometer. Jeg fik et lettere chok og panikkede over manglen på mad og drikke, så jeg gik lidt i ’angry mode’ og skulle lige sluge endnu en kommunikationsbrist.

Sne Andalusien
Når man kommer højt nok op, kommer de sneklædte bjerge til syne.
Polopos

Da vi nærmede os Polopos og havde kørt opad i noget, der minder om evigheder, måtte jeg igen have en status på længden til toppen. Carlos svarede, at vi enten kunne køre ned til bilen fra Polopos eller fortsætte til toppen af Haza del Lino.

Road to Rubite
Smukke, snoede veje i Andalusien.

Jeg havde ondt i hele kroppen efter de mange timer opad, men fandme om jeg ville give op så tæt på mål (hvor tæt jeg så end var), så jeg sagde, at vi skulle køre som planlagt, altså fortsætte til Haza del Lino. Jeg kunne dog ikke få et brugbart svar på, hvor langt der var til toppen, så jeg prøvede selv at regne mig frem til noget og endte med mellem 15 og 20 kilometer.

Polopos
Venstre var til kysten, højre var op til Haza del Lino.
Haza del Lino igen

Der gik dog ikke mere end 3-4 kilometer fra vi kørte forbi Polopos til jeg så Haza del Lino skiltet og en stærkt tiltrængt restaurant. Igen lettere chokeret fattede jeg ingenting. Vi havde fuldstændig snakket forbi hinanden på vejen op. Jeg blev ved med at spørge, om vi allerede var på toppen og om Carlos nu også var sikker på, at vi ikke skulle videre op. Han var sikker, vi skulle kun ned til kysten herfra og så over det rullende landskab tilbage til Calahonda.

Haza del Lino cycling
Endelig sidste gang på toppen af Haza del Lino.

Jeg ærgrerede mig lidt over, at jeg ikke vidste, der var så kort til toppen, for så havde jeg ikke behøvet surmule de sidste kilometer og køre demonstrativt langsomt. Nu var jeg glad igen og jeg fik fyldt flaskerne med vand og Aquarius (som er populært hernede, men ikke smager synderligt godt), så jeg var klar til nedkørslen.

Haza del Lino højdemeter
Dagens højdemeter og stigninger.
Polopos nedkørsel

Det var en lang nedkørsel med en masse hårnålesving og efter et stykke tid begyndte mine arme og hænder at summe. Jeg var nok ikke så god til at slappe af i kroppen i hårnålesvingene og med næsten 25 minutters kørsel ned, så kunne det mærkes. Ned kom jeg dog og så var der kun små 15 kilometer til Calahonda og bilen. Hurra!

CC Narixa Calahonda
Jeg lod Carlos trække mig hele vejen til Calahonda – næsten.
Taknemmelighed

Selvom jeg ofte skifter humør undervejs på Carlos’ cykelture – fordi jeg tit bliver presset til grænsen, og hvor det for ham og mange andre er ugens hårde tur, så har jeg i forvejen en del timer og hårde kilometer i benene, så jeg kommer sjældent med friske ben – så er jeg enormt glad for, at han gider lave disse ture og gider at have mig med på slæb.

CC Narixa duo
Vi klarede den endnu en gang 🙂

Når jeg sidder i 36-28 maks presset med en puls på 185, så sværmer han rundt og tager billeder med kæden midt på en 25’er kassette og en puls på 20 slag mindre end mig, så man skulle tro, at han kedede sig lidt. Men omvendt, så tror jeg også, at han er glad for, at der er nogen, der gider at køre disse latterligt lange og hårde ture med ham, så det er nok win win 😉

Du kan se turen på Strava, hvis du vil nørde lidt.

Haza del Lino cykelrute
Ruten vi kørte.
Fysioterapi og Physium

Jeg var lidt bekymret for mit knæ, når jeg nu skulle køre så meget opad. Det er ikke fordi, jeg har smerter i knæet, men så snart jeg mærker det mindste unormale, bliver jeg nervøs, for jeg orker ikke flere skader eller problemer på den front.

Andalusien cykling
Knæet havde ingen problemer med de mange højdemeter lørdag.

Det er knæet, som jeg slog i et styrt i sommer, hvor jeg fik et såkaldt bone bruise, det drejer sig om. Men jeg har været ved fysioterapeut og han mærker ikke noget alarmerende i forhold til hævelser/inflammation.

Fisioterapia Holandesa
Physium behandling hos Fisioterapia Holandesa

Han gav mig dog en behandling med hans Physium maskine, som er et ordentligt monstrum. Idéen med maskinen er at tage fordelene ved ”cupping” men med mulighed for at styrer selve trykket. Maskinen suger altså musklen til sig og giver slip igen for at øge blodcirkulationen og løsne op.

Physium
Physium maskinen
Søndag

Heldigvis havde jeg ingen problemer med knæet lørdag og jeg mærkede heller ikke noget til det søndag morgen. Derfor mødte jeg op til CC Narixas søndagstræning klokken 8:30, men kun for at køre med den første time. Jeg kunne slet ikke mærke lørdagens tur i benene eller resten af kroppen, så det var dejligt ikke at være helt mørbanket.

CC Narixa cycling
CC Narixa toget

Jeg kørte med til Benajarafe og på vejen tilbage stoppede jeg i Torre del Mar på en café, La Bella Julieta, som jeg havde kigget kærligt på hver gang, jeg tidligere var kørt igennem byen (det var mange gange) så i dag måtte jeg simpelthen se nærmere på sagerne.

Vejret Costa del Sol
Regn er på vej til Costa del Sol

De havde de lækreste kager og sandwiches, men jeg var desværre ikke sulten. I stedet fik jeg en kæmpe cappuccino, som i en rigtig cappuccino og ikke den spanske version med flødeskum. Den blev nydt til fulde og jeg skal helt sikkert forbi igen, når jeg også har plads til et stykke kage! 😉

Cappuccino La Bella Julieta
Cappuccino hos La Bella Julieta

One Reply to “Haza del Lino på en solskinsdag”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *