Vuelta a Guájares

I går havde Carlos fra CC Narixa planlagt en længere tur østpå og som altid er jeg frisk på en lille udfordring – selvom 150 km. pludselig ikke virker nær så langt, når man næsten lige har kørt 200 af slagsen. Det var også en oplagt mulighed for at få testet mit nye klubtøj 😉

Tidligt op på en lørdag, faktisk før solen.

Hele ugen havde jeg døjet med hoste. Jeg havde ikke haft det dårligt eller ondt, men jeg hostede voldsomt, når et eller andet langt nede i lungerne gerne ville op. Det lød som om, at jeg havde røget tæt i 20 år. Men jeg ville altså ikke gå glip af en potentiel episk cykeltur og jeg havde som sagt hverken ondt eller feber, så jeg tog afsted.

Vi mødtes klokken 8:15 til den smukkeste solopgang, men det var KOLDT! Og det blev kun koldere jo længere op i bjergene vi kom. Temperaturen lå mellem 3 og 17 grader med et gennemsnit på 8 ifølge Garmin, hvilket gjorde det temmelig svært at klæde sig på. Jeg havde dobbelt baselayer, jersey, vest, løse ærmer og løse knæ på. Indimellem lige varmt nok, men ellers helt perfekt.

Photo shoot på toppen af dagens stigning.

Vi var kun fire, så det tegnede rigtig godt, da Carlos nævnte, at han var småsyg og havde ligget med feber om natten, jeg havde hosteanfald i tide og utide, så jeg havde svært ved at få vejret og en englænder, jeg ikke kan huske, hvad hedder, havde ikke fået trænet så meget henover jul og nytår, så han vidste ikke om han overhovedet kunne køre så langt. Fjerdemanden var den eneste, der ikke havde nogen undskyldning for ikke at kunne træde, så han havde en fest hver gang vi andre led.

CC Narixa amigos.

Øst kontra vest
Når man kører vestpå fra Nerja, mod Málaga, er kysten stort set flad. Når man kører østpå, mod Almería, er vejen som bølgepap. Det går op og ned hele tiden med få reelt flade stykker.

Pit stop på tanken.

Vi kørte små 40 km. før vi drejede væk fra kysten og rigtig begyndte at køre opad. Først 6,8 km. med 3% i snit op til en lille by (Guájar-Faragüit, men I må ikke hænge mig op på det), hvor den reelle stigning startede. Stigningen var 7,4 km. med 7% i snit og en stor del af dem på 10%. Vi tog det stille og roligt, jeg prøvede i hvert fald, og havde selskab af Carlos på vejen op, imens de to andre tonsede afsted.

Sierra Nevada i baggrunden.

På vej op kom Sierra Nevada til syne og det var vildt smukt med de sneklædte bjerge i baggrunden. I det hele taget ændrede omgivelserne sig konstant i takt med, at vi kom længere ind i landet. Det var vildt så forskellig naturen så ud på de 150 km.

Der var ikke ret meget trafik på ruten, hvilket var rart, men vi mødte en del andre cyklister. Vi kørte også på hovedvejen et stykke tid og selvom der ikke var mange biler, så følte jeg mig lidt lille på de store veje med kæmpe broer og bjerge, der tårnede sig op omkring mig.

Aldrig sur på tur 🙂

Nedkørslen var hurtig og ligetil med relativt bløde sving og brede veje. Jeg er gået fra at være ELENDIG til at køre nedad til nu rent faktisk at være hæderlig, synes jeg selv. Det er virkelig fedt at kunne mærke forskel og gå fra at være bange til at have det sjovt, når det går nedad.

Jeg kan nu tilføje endnu en fantastisk tur på listen over must-rides på Costa del Sol og er spændt på, om Carlos finder på flere udflugter, inden jeg skal hjem til Danmark 🙂

One Reply to “Vuelta a Guájares”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *