Café y tarta

Siden jeg kom til Nerja, har jeg ledt efter det perfekte kaffe/kage sted. I Danmark elsker jeg at gå ud og få en god kop kaffe med veninderne inkl. en bolle, kage eller andet lækkert.

Café con leche (kaffe med mælk) og en kage som jeg ikke behøver prøve igen.

Jeg craver GOD kaffe og en luftig bolle eller smagfuld kage, som man kan få derhjemme. For hernede er kaffe ærlig talt ikke noget at råbe hurra for og kagerne falder som regel ikke i min smag. Brødet smager af pap og man skal se langt efter fuldkornsudgaven.

Det er få steder, der har andet end hvidt brød, når man spiser ude.

Det er dog ikke helt umuligt at finde noget, der nærmer sig mine høje standarder. I Mercadona har de noget brød, som minder meget om rugbrød og det smager ret godt.

Årsagen til at jeg gerne vil have fuldkorn er egentlig ikke et sundhedsmæssigt perspektiv, men mest fordi jeg ikke synes, at hvidt brød smager godt. Det mangler netop smag og det er som regel ligesom at spise luft. Jeg skal have noget med smag og gods i og det giver fuldkornsbrød mig.

Sjovt nok har de både almindelige og fuldkorns croissanter og jeg kan faktisk bedst lide sidstnævnte. Jeg tror dog ikke, at de er meget sundere, men de smager af mere.

Cappuccino som den skal være – næsten.

Det er dog langt om længe lykkedes mig at finde et sted, hvor de serverer cappuccino uden flødeskum (jeg var ellers ved at åbne mit eget kaffested oppe i hovedet).

The Good Stuff er en irsk café og alt er hjemmelavet. De laver cappuccino som den skal laves (og ikke med flødeskum, som spanierne laver den, her SKAL man altid bestille ‘café con leche’, medmindre man gerne vil have flødeskum på sin kaffe).

Prøvede en bacon/cheese scone, men den er alt for fedtet og vil hellere have min scone med chokolade.

Første gang jeg var på caféen, fik jeg en bacon/cheese scone bare for at prøve noget nyt, men den var jeg ikke super fan af. For nylig  ville jeg bare have en skive af deres surdejsbrød med ost, men jeg ved ikke hvad der er med folk fra Irland og fedtet mad. Jeg fik min skive brød med smeltet (revet) ost som var det en pizza. Måske jeg skal prøve deres kage næste gang…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *